Gekko-ekko
2.0
Jeg har aldrig været nogen fan af "Wall Street", bl.a. fordi jeg ikke forstod, hvorfor Michael Douglas' rolle som Gordon Gekko skulle være i Oscar-klasse. Men jeg kan til gengæld godt se ideen i, at Oliver Stone er vendt tilbage til yuppiernes store filmhelt i lyset af finanskrisen og de senere års hændelser på Wall Street.
I "Money Never Sleeps" er hovedpersonen en ung børsmægler, som er kæreste med Gordon Gekkos datter, der hader sin far. Gekko selv er i mellemtiden kommet ud af fængslet og skriver bøger om finansmarkedet, og hovedpersonen bliver så fascineret af ham, at han forsøger at få klinket skårene mellem far og datter. Og i baggrunden trækker skyerne sammen omkring subprime-lån og det amerikanske ejendomsmarked ...
"Money Never Sleeps" er tydeligvis skrevet af folk, der ved noget om finansmarkederne, og den har nogle skarpe pointer omkring den igangværende finanskrise. Men de er også simplificeret og oversat til mainstream-film: Bankerne var griske og dumdristige og skabte en uholdbar overbelåning, som regeringen måtte redde dem ud af, og nogle skrupelløse finansfolk tjente kassen på det. Ingen overraskelser her, kun gentagelser af noget, som til overflod er fremgået af de sidste par års debat efter finanskrisen.
Og de få gode, men simple pointer er så pakket ind i et miskmask af et manuskript, der på mange måder bare er en dårligere udgave af den første "Wall Street". Igen med fokus på, hvor forræderisk finansverdenen er, men her centreret omkring en hovedperson, der simpelt hen er hamrende utroværdig.
Den utaknemmelige rolle spilles af Shia LaBeouf, som desværre ikke rigtig formår at hæve den over det skidte oplæg. Han bliver spillet ud af banen i hver eneste scene med Carey Mulligan, der har langt mere format og ægthed som kæresten. Douglas gør det fint som en ældre Gordon Gekko, især i et par fascinerende monologer om bobleøkonomi, og Frank Langella har også en flot birolle som hovedpersonens mentor.
Men skuespillerne bliver, som filmen som helhed, trukket ned af Oliver Stones tunge, kluntede instruktion, hvor pointer bliver skåret ud i tykt pap, og den manglende sammenhæng bliver forsøgt skjult ved hjælp af ligegyldige montager og larmende musik. Allerede i en indledende forvirret helikoptertur mod Wall Street går det galt, og "Money Never Sleeps" har derefter nogle af de ringeste overgange mellem scener, jeg længe har set. Den roder af sted med alt for mange halvløse ender og forudsigelige twists, inden den når frem til en decideret ringe slutscene.
Jeg havde ikke kæmpestore forventninger, men det her var alligevel en klar skuffelse.
I "Money Never Sleeps" er hovedpersonen en ung børsmægler, som er kæreste med Gordon Gekkos datter, der hader sin far. Gekko selv er i mellemtiden kommet ud af fængslet og skriver bøger om finansmarkedet, og hovedpersonen bliver så fascineret af ham, at han forsøger at få klinket skårene mellem far og datter. Og i baggrunden trækker skyerne sammen omkring subprime-lån og det amerikanske ejendomsmarked ...
"Money Never Sleeps" er tydeligvis skrevet af folk, der ved noget om finansmarkederne, og den har nogle skarpe pointer omkring den igangværende finanskrise. Men de er også simplificeret og oversat til mainstream-film: Bankerne var griske og dumdristige og skabte en uholdbar overbelåning, som regeringen måtte redde dem ud af, og nogle skrupelløse finansfolk tjente kassen på det. Ingen overraskelser her, kun gentagelser af noget, som til overflod er fremgået af de sidste par års debat efter finanskrisen.
Og de få gode, men simple pointer er så pakket ind i et miskmask af et manuskript, der på mange måder bare er en dårligere udgave af den første "Wall Street". Igen med fokus på, hvor forræderisk finansverdenen er, men her centreret omkring en hovedperson, der simpelt hen er hamrende utroværdig.
Den utaknemmelige rolle spilles af Shia LaBeouf, som desværre ikke rigtig formår at hæve den over det skidte oplæg. Han bliver spillet ud af banen i hver eneste scene med Carey Mulligan, der har langt mere format og ægthed som kæresten. Douglas gør det fint som en ældre Gordon Gekko, især i et par fascinerende monologer om bobleøkonomi, og Frank Langella har også en flot birolle som hovedpersonens mentor.
Men skuespillerne bliver, som filmen som helhed, trukket ned af Oliver Stones tunge, kluntede instruktion, hvor pointer bliver skåret ud i tykt pap, og den manglende sammenhæng bliver forsøgt skjult ved hjælp af ligegyldige montager og larmende musik. Allerede i en indledende forvirret helikoptertur mod Wall Street går det galt, og "Money Never Sleeps" har derefter nogle af de ringeste overgange mellem scener, jeg længe har set. Den roder af sted med alt for mange halvløse ender og forudsigelige twists, inden den når frem til en decideret ringe slutscene.
Jeg havde ikke kæmpestore forventninger, men det her var alligevel en klar skuffelse.
23/09-2010
