Metervare på distancen
2.0
Jeg holder meget af Drew Barrymore. Jeg har det også fint med hendes måske-kæreste Justin Long. Derfor håbede jeg, at en romantisk komedie med de to i hovedrollerne kunne placere sig i genrens bedre ende.
Men nej ... For godt nok starter "Going the Distance" fint med, at de to hovedroller uden at ville det scorer hinanden over en gang videospil og pubquiz. Men derefter synker filmen hurtigt sammen til en temmelig tandløs omgang genrekliché. Denne variant handler om langdistanceforhold, fordi hun kun er i New York på et praktikophold, og han ikke uden videre kan følge med, da hun skal hjem til San Francisco.
Den slags er der lavet romantiske komedier om før, og den her bibringer ikke rigtig noget nyt, selv om den er ganske sød. Faktisk formår den ikke engang at bringe en gnist af spænding ind i historien, for man er aldrig i nærheden af at tro, at nogen af dem vil finde sig en ny kærlighed tæt på, og så er det jo bare et spørgsmål om, hvornår det ender lykkeligt.
"Going the Distance" er også en film, som aldrig rigtig rammer sin tone, overraskende nok heller ikke i samspillet mellem de to hovedroller. Barrymore spiller med vanlig charme og præcision, men Long virker underligt famlende - måske har han faktisk haft det svært med at spille over for sin virkelige kæreste? Derudover er filmen befolket af biroller, som lige er lidt for opsatte på at være sjove på den skæve måde. Jason Sudeikis og Charlie Day ender med at være anstrengende som Longs to bedstevenner - selv om Day dog nok har filmhistoriens sjoveste reference til "Top Gun". Så er der mere gods i Christina Applegate som Barrymores skrappe storesøster.
Den er sød og lidt sjov, men "Going the Distance" er en metervare, som kun kan anbefales til hardcore romcom-fans.
Men nej ... For godt nok starter "Going the Distance" fint med, at de to hovedroller uden at ville det scorer hinanden over en gang videospil og pubquiz. Men derefter synker filmen hurtigt sammen til en temmelig tandløs omgang genrekliché. Denne variant handler om langdistanceforhold, fordi hun kun er i New York på et praktikophold, og han ikke uden videre kan følge med, da hun skal hjem til San Francisco.
Den slags er der lavet romantiske komedier om før, og den her bibringer ikke rigtig noget nyt, selv om den er ganske sød. Faktisk formår den ikke engang at bringe en gnist af spænding ind i historien, for man er aldrig i nærheden af at tro, at nogen af dem vil finde sig en ny kærlighed tæt på, og så er det jo bare et spørgsmål om, hvornår det ender lykkeligt.
"Going the Distance" er også en film, som aldrig rigtig rammer sin tone, overraskende nok heller ikke i samspillet mellem de to hovedroller. Barrymore spiller med vanlig charme og præcision, men Long virker underligt famlende - måske har han faktisk haft det svært med at spille over for sin virkelige kæreste? Derudover er filmen befolket af biroller, som lige er lidt for opsatte på at være sjove på den skæve måde. Jason Sudeikis og Charlie Day ender med at være anstrengende som Longs to bedstevenner - selv om Day dog nok har filmhistoriens sjoveste reference til "Top Gun". Så er der mere gods i Christina Applegate som Barrymores skrappe storesøster.
Den er sød og lidt sjov, men "Going the Distance" er en metervare, som kun kan anbefales til hardcore romcom-fans.
23/09-2010
