- Herzog, der Zorn Gottes -
5.0
Den tyske instruktør Werner Herzog er næsten indbegrebet af filmkult; unik udtryksform, low-budget, 70'erne, tysker und so weiter. Hans film, hvoraf ”Aguirre, der Zorn Gottes” er fjerde skud på stammen, har allerede opnået mytologisk status, grundet deres ejendommelige, næsten dokumentariske lune, fænomenet Klaus Kinski og de fuldstændigt absurde omstændigheder, der udgjorde dens produktion de facto.
Ved første øjekast, er det ikke svært at se, hvorfor Herzog i sig selv er en niché. En smagssag. Nogle vil kede sig ihjel og andre forelske sig i hans særegne, amatøriske og ligeledes ambitiøse dekret til naturens bevægelsesmønstrer. Mudret vand sprøjter op på linsen, mens det evigt vaklende og impulsivt søgende kamera forsøger at skildre en billig kostumeparade, der maser sig igennem Sydamerika's dybeste regnskov. Dette er aggressiv poesi. Frem for alt, er det er bedriften der tiltrækker; det formåede i at skabe filmhistoriens mest dimensionele billeder af naturens skønhed, i de mest ufremkommelige junglesumpe. Til et budget på halvanden million. Som om Herzog trodsigt erklærer, at æstetikkens hjerte ligger i moder naturs uberørte favn. For blandt lianerne, mudret og myggene, kommer bæstet frem i mennesket; undertrykkelsen, vreden, stædigheden, slaveriet, megalomanien og idiotien, mere klargjort og ækel, når den stilles i lue under Amazona's farvesprudlende vegetation.
”Aguirre” består dog ligeledes i form af det underfundige skaberværk kaldet Klaus Kinski; en mand, hvis sanitet var ligeså flygtig, som hans talent og karisma var fuldkommen. Han siger næsten ikke et ord. Han står blot, i en pantalone-forankret positur, med fremskudt skridtparti, et koldt blik og sammenbidte læber - og det er i kraft af hans stilhed og mystik, at karakterens aftumpethed virker skræmmende realistisk. Han er en ødelæggende force, både for hans medmennesker og naturen omkring ham; som om han i sin indædte sindstilstand og skæbne, bliver et billede på hele menneskelighedens og dens civilisationers forfald. Det er en filosofi Herzog deler med en visuel broder; hans nyreligiøse og mere jordnære, amerikanske sidestykke Terrence Mallick. Ligesom Mallick, er Herzog rå og sød på samme tid. Hans skæve sans for æstetik er ligeså finsleben og unik, som hans evner til at skildre menneskets synder er – måske fordi hans egne konflikter ånder så stærkt igennem? Måske fordi alle store kunstnere er hjemme på udebanen? Dertil bliver ”Aguirre – den gale erobre” så et halvanden time langt og dog tidsløst manifest af menneskers brutale stædighed, kunstens skønhed og prisen man må betale for sin bid af kagen.
I filmens start, studerer Kinski et dovendyr. Han kommenter: ”Dyret sovet sin tilværelse væk. Det er aldrig rigtig vågent”, og smiler så filmens eneste smil.
Et grusomt smil.
Ved første øjekast, er det ikke svært at se, hvorfor Herzog i sig selv er en niché. En smagssag. Nogle vil kede sig ihjel og andre forelske sig i hans særegne, amatøriske og ligeledes ambitiøse dekret til naturens bevægelsesmønstrer. Mudret vand sprøjter op på linsen, mens det evigt vaklende og impulsivt søgende kamera forsøger at skildre en billig kostumeparade, der maser sig igennem Sydamerika's dybeste regnskov. Dette er aggressiv poesi. Frem for alt, er det er bedriften der tiltrækker; det formåede i at skabe filmhistoriens mest dimensionele billeder af naturens skønhed, i de mest ufremkommelige junglesumpe. Til et budget på halvanden million. Som om Herzog trodsigt erklærer, at æstetikkens hjerte ligger i moder naturs uberørte favn. For blandt lianerne, mudret og myggene, kommer bæstet frem i mennesket; undertrykkelsen, vreden, stædigheden, slaveriet, megalomanien og idiotien, mere klargjort og ækel, når den stilles i lue under Amazona's farvesprudlende vegetation.
”Aguirre” består dog ligeledes i form af det underfundige skaberværk kaldet Klaus Kinski; en mand, hvis sanitet var ligeså flygtig, som hans talent og karisma var fuldkommen. Han siger næsten ikke et ord. Han står blot, i en pantalone-forankret positur, med fremskudt skridtparti, et koldt blik og sammenbidte læber - og det er i kraft af hans stilhed og mystik, at karakterens aftumpethed virker skræmmende realistisk. Han er en ødelæggende force, både for hans medmennesker og naturen omkring ham; som om han i sin indædte sindstilstand og skæbne, bliver et billede på hele menneskelighedens og dens civilisationers forfald. Det er en filosofi Herzog deler med en visuel broder; hans nyreligiøse og mere jordnære, amerikanske sidestykke Terrence Mallick. Ligesom Mallick, er Herzog rå og sød på samme tid. Hans skæve sans for æstetik er ligeså finsleben og unik, som hans evner til at skildre menneskets synder er – måske fordi hans egne konflikter ånder så stærkt igennem? Måske fordi alle store kunstnere er hjemme på udebanen? Dertil bliver ”Aguirre – den gale erobre” så et halvanden time langt og dog tidsløst manifest af menneskers brutale stædighed, kunstens skønhed og prisen man må betale for sin bid af kagen.
I filmens start, studerer Kinski et dovendyr. Han kommenter: ”Dyret sovet sin tilværelse væk. Det er aldrig rigtig vågent”, og smiler så filmens eneste smil.
Et grusomt smil.
25/09-2010
