"Har du en stor pik?"
4.0
Jeg har stadig usandsynligt ondt i nosserne. Her, flere uger efter at have set Mikkel Munch-Fals’ debut på det stoooore lærred.
Men det er ikke kun nosserne, det er også pikken, maven, røven, brystet (som i ental, een lunge), eller for at gøre det nemmere for mig selv: Hele korpus, herunder det vigtigste led: Hjernen.
Mikkel Munch-Fals’ ’Smukke Mennesker’ er en meget smuk film, hvis man intimiderende nok, lader sig forføre af al dens snask og hudløshed. Tabuer får spotlight, der gør Amalie fra Paradiso Bodel jaloux, og det er et eller andet sted forfriskende: Dette åbenlyse opgør mod den pinlige tavshed og at farmor nok ikke har lyst til diller.
Det er meget forførende. På sin egen ekstreme lunefulde måde, der smager sødt af bitter bitterhed.
Spørgsmålet trænger sig dog midlertidigt på: Er man et smukt menneske, når man blufærdighedskrænker en pige, ved at spille den af til sin egen sætning, ”… fuld af lovende og forfriskende begyndelser.” Begyndelser som i forhud væk, forhud på, forhud væk, forhud på, forhud cremede?
Nej, selvfølgelig ikke, fordi Mikkel Munch-Fals finder forsoningen frem i det unormale. Det utrivielle, og det er så fandens skønt at se. Specielt, når man alle dage ikke kan zappe forbi en kanal, hvor nytteløse og ligegyldige mennesker piner sig selv i diverse (urealistiske) reality-shows, hvor der gang på gang søges efter den lykke, som sladderbladene maler og The Voice spiller.
Søgning efter det perfekte.
Det uperfekte er i stedet for det, Mikkel Munch-Fals interessere sig for, og det er også meget kunstnerisk anlagt, men det er sgu nu engang inderligt befriende: At føle, vi andre, så fucking uperfekte mennesker, HAR en chance i en verden, der fremmer glimmer frem for sjæl. Fanden samler i hvert fald en del penge ind for tiden.
Det der dog fungere allerbedst er Fals’ egen vel tilrettelagte komik, der båder ejer det knaldsorte, men også perverterede og inderligt sygeligt, at det bliver ustyrligt sjovt, netop fordi, det er så fandens og inderligt og især inderligt sygeligt.
Vi græder alle, når vores ene bryst bliver savet af. Vi græder alle, når far og mor bliver skilt og ens eksistensgrundlag som sølle forkælede teenager ophører. Vi græder alle, når jobbet giver en pensionistsparket, og ens mand samtidig vælger at dø kort efter. Vi græder alle så bittert i vores egen ensomhed.
For der kan vi jo ikke bolle, eller som Fals i en fræk og klam birolle siger: ”Er du nogensinde blevet bollet i røven?”. Se dét er tørt, men også lige tørt nok.
Tilbage er dog kun at svare: Ja, Mikkel Munch-Fals har en stor pik, men endnu større nosser.
Men det er ikke kun nosserne, det er også pikken, maven, røven, brystet (som i ental, een lunge), eller for at gøre det nemmere for mig selv: Hele korpus, herunder det vigtigste led: Hjernen.
Mikkel Munch-Fals’ ’Smukke Mennesker’ er en meget smuk film, hvis man intimiderende nok, lader sig forføre af al dens snask og hudløshed. Tabuer får spotlight, der gør Amalie fra Paradiso Bodel jaloux, og det er et eller andet sted forfriskende: Dette åbenlyse opgør mod den pinlige tavshed og at farmor nok ikke har lyst til diller.
Det er meget forførende. På sin egen ekstreme lunefulde måde, der smager sødt af bitter bitterhed.
Spørgsmålet trænger sig dog midlertidigt på: Er man et smukt menneske, når man blufærdighedskrænker en pige, ved at spille den af til sin egen sætning, ”… fuld af lovende og forfriskende begyndelser.” Begyndelser som i forhud væk, forhud på, forhud væk, forhud på, forhud cremede?
Nej, selvfølgelig ikke, fordi Mikkel Munch-Fals finder forsoningen frem i det unormale. Det utrivielle, og det er så fandens skønt at se. Specielt, når man alle dage ikke kan zappe forbi en kanal, hvor nytteløse og ligegyldige mennesker piner sig selv i diverse (urealistiske) reality-shows, hvor der gang på gang søges efter den lykke, som sladderbladene maler og The Voice spiller.
Søgning efter det perfekte.
Det uperfekte er i stedet for det, Mikkel Munch-Fals interessere sig for, og det er også meget kunstnerisk anlagt, men det er sgu nu engang inderligt befriende: At føle, vi andre, så fucking uperfekte mennesker, HAR en chance i en verden, der fremmer glimmer frem for sjæl. Fanden samler i hvert fald en del penge ind for tiden.
Det der dog fungere allerbedst er Fals’ egen vel tilrettelagte komik, der båder ejer det knaldsorte, men også perverterede og inderligt sygeligt, at det bliver ustyrligt sjovt, netop fordi, det er så fandens og inderligt og især inderligt sygeligt.
Vi græder alle, når vores ene bryst bliver savet af. Vi græder alle, når far og mor bliver skilt og ens eksistensgrundlag som sølle forkælede teenager ophører. Vi græder alle, når jobbet giver en pensionistsparket, og ens mand samtidig vælger at dø kort efter. Vi græder alle så bittert i vores egen ensomhed.
For der kan vi jo ikke bolle, eller som Fals i en fræk og klam birolle siger: ”Er du nogensinde blevet bollet i røven?”. Se dét er tørt, men også lige tørt nok.
Tilbage er dog kun at svare: Ja, Mikkel Munch-Fals har en stor pik, men endnu større nosser.
28/09-2010
