Væsentlig historie, dårlig film
2.0
I 1951 blev 22 grønlandske børn fjernet fra deres familier og sendt på opdragelsesrejse til Danmark. Målet var at gøre dem til Grønlands nye elite og en bro mellem Danmark og Grønland, så hele det danske rige for alvor blev ét. Desuden havde den danske regering brug for at gøre noget for at hæve livskvaliteten på Grønland, så Danmarks herredømme over den store ø ikke blev udfordret i FN.
Det ovenstående fortælles via hele tre tekstskilte som indledning på "Eksperimentet", og det illustrerer fra start filmens problem. Frem for at fortælle baggrunden filmisk bliver den så at sige læst op, så publikum ikke er tvivl om, hvad de skal mene. Og sådan fortsætter det, efter at filmen går i gang med at være film med historien om de 22 børn, da de ca. halvandet år senere kommer tilbage til Nuuk og bliver indkvarteret på et nyt børnehjem. Her skal de stadig være mønsterbørn, så de kan blive vist frem for kongeparret, når de kommer på besøg. At børnene i mellemtiden har glemt deres modersmål og ikke kan tale med de familier, de savner, er der ikke rigtig nogen, der tager sig af.
Det er en forfærdelig og sand historie, der fortælles i "Eksperimentet". Et kun lidt over 50 år gammelt eksempel på dansk koloniherrementalitet, som måske delvist udsprang af et ønske om at skabe et bedre liv for grønlænderne, men kørte fuldstændig af sporet i bureaukratisk selvtilfredshed. Det er en historie, som har fortjent at blive fortalt ... og derfor er det virkelig ærgerligt, at forfatter-instruktør Louise N.D. Friedberg i "Eksperimentet" fortæller den kluntet og småkedeligt, baseret på et ubehjælpsomt manuskript. Publikum skal ikke have en chance for at misforstå, hvad det handler om - så derfor bliver filmen konsekvent bygget op over en skabelon, hvor de onde bureaukrater først fortæller, hvad de nu vil gøre, og derefter ser vi så, hvor trist det er for børnene. Man skal have mindst to slag med forhammeren, så hver en pointe 100% sikkert siver ind.
Konsekvensen er som nævnt, at filmen bliver klodset og smågabende, langsom og uvedkommende. Det er godt nok meningen, at man særligt skal identificere sig med én af de grønlandske piger, men ikke engang hendes historie bliver foldet godt nok ud, til at det virker. Og de bærende danske roller, bl.a. Ellen Hillingsø som børnehjemsforstanderen og Morten Grunwald som landshøvdingen med det politiske ansvar, er så sort-hvidt skåret ud i pap, at jeg blev mere irriteret end forarget over dem.
Derfor ender "Eksperimentet" desværre med at være en dårlig film om et væsentligt emne, der havde fortjent en langt bedre behandling. Der er en grund til, at nogle grønlændere stadig kan udtale ordet qallunaaq, dansker, med had i stemmen.
Det ovenstående fortælles via hele tre tekstskilte som indledning på "Eksperimentet", og det illustrerer fra start filmens problem. Frem for at fortælle baggrunden filmisk bliver den så at sige læst op, så publikum ikke er tvivl om, hvad de skal mene. Og sådan fortsætter det, efter at filmen går i gang med at være film med historien om de 22 børn, da de ca. halvandet år senere kommer tilbage til Nuuk og bliver indkvarteret på et nyt børnehjem. Her skal de stadig være mønsterbørn, så de kan blive vist frem for kongeparret, når de kommer på besøg. At børnene i mellemtiden har glemt deres modersmål og ikke kan tale med de familier, de savner, er der ikke rigtig nogen, der tager sig af.
Det er en forfærdelig og sand historie, der fortælles i "Eksperimentet". Et kun lidt over 50 år gammelt eksempel på dansk koloniherrementalitet, som måske delvist udsprang af et ønske om at skabe et bedre liv for grønlænderne, men kørte fuldstændig af sporet i bureaukratisk selvtilfredshed. Det er en historie, som har fortjent at blive fortalt ... og derfor er det virkelig ærgerligt, at forfatter-instruktør Louise N.D. Friedberg i "Eksperimentet" fortæller den kluntet og småkedeligt, baseret på et ubehjælpsomt manuskript. Publikum skal ikke have en chance for at misforstå, hvad det handler om - så derfor bliver filmen konsekvent bygget op over en skabelon, hvor de onde bureaukrater først fortæller, hvad de nu vil gøre, og derefter ser vi så, hvor trist det er for børnene. Man skal have mindst to slag med forhammeren, så hver en pointe 100% sikkert siver ind.
Konsekvensen er som nævnt, at filmen bliver klodset og smågabende, langsom og uvedkommende. Det er godt nok meningen, at man særligt skal identificere sig med én af de grønlandske piger, men ikke engang hendes historie bliver foldet godt nok ud, til at det virker. Og de bærende danske roller, bl.a. Ellen Hillingsø som børnehjemsforstanderen og Morten Grunwald som landshøvdingen med det politiske ansvar, er så sort-hvidt skåret ud i pap, at jeg blev mere irriteret end forarget over dem.
Derfor ender "Eksperimentet" desværre med at være en dårlig film om et væsentligt emne, der havde fortjent en langt bedre behandling. Der er en grund til, at nogle grønlændere stadig kan udtale ordet qallunaaq, dansker, med had i stemmen.
05/10-2010
