Filmnørden anmelder: Buried
5.0
I mangel af bedre må Buried kaldes en koncept-film. Den er så unik og enkel, at selve grund-idéen er nok til at skabe omtale, selv inden en eneste person har set den. Filmen skaber helt af sig selv en hype som den skal leve op til og det gør ikke dens opgave lettere. Så spørgsmålet er lige så simpelt som filmens kerne: Er det spændende at se en mand prøve at komme ud af en kasse i halvanden time?
Paul Conroy vågner i en kiste begravet under jorden, men han ved ikke hvor. Han kan ikke huske hvordan han er kommet ind i den og han aner ikke hvordan han skal komme ud af den. Han ved at han er en lastbilschauffør i Irak og at den konvoj han kørte i, blev angrebet af ukendte gerningsmænd, men husker ellers intet om hvad der er sket. Han er påklædt og finder sin mobiltelefon med halvdødt batteri, sin Zippo-lighter og en lommelygte og intet andet. Han begynder med stigende intensitet at bølge mellem total panik og køligt overblik, mens han mere eller mindre febrilsk forsøger, at få kontakt til nogen der kan hjælpe ham. Kan han nå at komme ud inden mobilen dør og inden han bliver kvalt?
Hele finten ved denne film - dens punchline - er, at kameraet på intet tidspunkt i løbet af dens 95 minutters spilletid, forlader kisten. Derudover oplyses hver eneste scene af enten Zippo-lighteren, mobiltelefon-displayet eller lommelygten - sjældent andet. Det er et monumentalt benspænd, der naturligvis har lært manuskriptforfatteren, instruktøren, lysmanden og fotografen, at tænke yderst kreativt. Hver eneste afkrog og detalje af denne kiste bliver udforsket. Alle tænkelige (og utænkelige) kamerabevægelser og -tricks bliver brugt, alt imens Ryan Reynolds vrider, råber, sparker, tuder, sveder, panikker, snakker og hyperventilerer i vandret stilling.
Stort set hvert eneste kameraindstilling i filmen er rettet mod Ryan Reynolds. Han er på hele tiden og det lægger naturligvis et anseeligt pres på ham som skuespiller. Han spiller på intet tidspunkt overfor andet end en mobiltelefon og gennem samtaler med diverse venner, fjender og ubekendte, kommer han rundt om både personlige og globale problemstillinger, der relaterer til situationen i Irak. Han tog rollen fordi han troede den ville være let, men efter optagelserne gik igang i Spanien, fandt han hurtigt ud af at han havde taget fejl. Imod slutningen af filmens 17 dage lange produktion, havde han en episode hvor han flippede ud. Efter 15-16 dage i en møgbeskidt, mørk kiste, med brændsår på fingrene efter konstant at holde en tændt Zippo-lighter, knækkede psyken. Oplevelsen var tæt på at æde ham op. Denne intensitet brænder igennem i hans præstation. Man mærker tydeligt på ham, at han ikke kun "spiller skuespil" og den pæne Hollywood-dreng viser følelsesmæssige tænder på en måde han nok aldrig kommer til igen. Det er ret fedt.
For at svare på det indledende spørgsmål: ja, det virker. En ting er den besnærende historie, der langsomt bliver mere og mere intens, jo tættere på slutningen man kommer. En anden ting er, at beundre hvor kreativt filmholdet har løst opgaven. Og noget helt tredje, er den ekstremt klaustrofobiske oplevelse du vil få, hvis du ser den under de helt rigtige forhold (i en mørk biograf, med et ikke alt for stort eller larmende publikum). Lige så ensporet filmens oplæg er, ligeså flersporet er filmoplevelsen.
Den er dog ikke uden sine små skavanker og undertegnede må indrømme, at der var et par øjeblikke hvor konceptet stjal opmærksomhed fra oplevelsen. Sekunder hvor man som tilskuer pludselig glider ud af kisten og tilbage i biografsædet. Man kommer hurtigt tilbage i kisten og det sker højst et par gange, men nok til at man husker det.
Det er dog ikke i nærheden af at ødelægge filmen. Den er stramt skruet sammen, gribende og skide spændende. Og det er da meget godt klaret af en film der helt og holdent er optaget i en kasse.
Filmnørdens karakter: 5/6
Overraskende og overraskende spændende
Læs mere på http://www.filmnoerden.com/
Paul Conroy vågner i en kiste begravet under jorden, men han ved ikke hvor. Han kan ikke huske hvordan han er kommet ind i den og han aner ikke hvordan han skal komme ud af den. Han ved at han er en lastbilschauffør i Irak og at den konvoj han kørte i, blev angrebet af ukendte gerningsmænd, men husker ellers intet om hvad der er sket. Han er påklædt og finder sin mobiltelefon med halvdødt batteri, sin Zippo-lighter og en lommelygte og intet andet. Han begynder med stigende intensitet at bølge mellem total panik og køligt overblik, mens han mere eller mindre febrilsk forsøger, at få kontakt til nogen der kan hjælpe ham. Kan han nå at komme ud inden mobilen dør og inden han bliver kvalt?
Hele finten ved denne film - dens punchline - er, at kameraet på intet tidspunkt i løbet af dens 95 minutters spilletid, forlader kisten. Derudover oplyses hver eneste scene af enten Zippo-lighteren, mobiltelefon-displayet eller lommelygten - sjældent andet. Det er et monumentalt benspænd, der naturligvis har lært manuskriptforfatteren, instruktøren, lysmanden og fotografen, at tænke yderst kreativt. Hver eneste afkrog og detalje af denne kiste bliver udforsket. Alle tænkelige (og utænkelige) kamerabevægelser og -tricks bliver brugt, alt imens Ryan Reynolds vrider, råber, sparker, tuder, sveder, panikker, snakker og hyperventilerer i vandret stilling.
Stort set hvert eneste kameraindstilling i filmen er rettet mod Ryan Reynolds. Han er på hele tiden og det lægger naturligvis et anseeligt pres på ham som skuespiller. Han spiller på intet tidspunkt overfor andet end en mobiltelefon og gennem samtaler med diverse venner, fjender og ubekendte, kommer han rundt om både personlige og globale problemstillinger, der relaterer til situationen i Irak. Han tog rollen fordi han troede den ville være let, men efter optagelserne gik igang i Spanien, fandt han hurtigt ud af at han havde taget fejl. Imod slutningen af filmens 17 dage lange produktion, havde han en episode hvor han flippede ud. Efter 15-16 dage i en møgbeskidt, mørk kiste, med brændsår på fingrene efter konstant at holde en tændt Zippo-lighter, knækkede psyken. Oplevelsen var tæt på at æde ham op. Denne intensitet brænder igennem i hans præstation. Man mærker tydeligt på ham, at han ikke kun "spiller skuespil" og den pæne Hollywood-dreng viser følelsesmæssige tænder på en måde han nok aldrig kommer til igen. Det er ret fedt.
For at svare på det indledende spørgsmål: ja, det virker. En ting er den besnærende historie, der langsomt bliver mere og mere intens, jo tættere på slutningen man kommer. En anden ting er, at beundre hvor kreativt filmholdet har løst opgaven. Og noget helt tredje, er den ekstremt klaustrofobiske oplevelse du vil få, hvis du ser den under de helt rigtige forhold (i en mørk biograf, med et ikke alt for stort eller larmende publikum). Lige så ensporet filmens oplæg er, ligeså flersporet er filmoplevelsen.
Den er dog ikke uden sine små skavanker og undertegnede må indrømme, at der var et par øjeblikke hvor konceptet stjal opmærksomhed fra oplevelsen. Sekunder hvor man som tilskuer pludselig glider ud af kisten og tilbage i biografsædet. Man kommer hurtigt tilbage i kisten og det sker højst et par gange, men nok til at man husker det.
Det er dog ikke i nærheden af at ødelægge filmen. Den er stramt skruet sammen, gribende og skide spændende. Og det er da meget godt klaret af en film der helt og holdent er optaget i en kasse.
Filmnørdens karakter: 5/6
Overraskende og overraskende spændende
Læs mere på http://www.filmnoerden.com/
07/10-2010
