Filmnørden anmelder: Wall Street - Money Never Sleeps
3.0
Hvad var det egentlig Oliver Stone gjorde med den første Wall Street-film fra 1987? Ja, han gav yuppie-horderne nogle slikkede idoler at se op til, men det var absolut ikke meningen. Han ville sætte et menneskeligt ansigt på finansverdenen og dermed vise os hvordan børsmæglernes liv var bag det guldrandede ydre og hvilke grusomme konsekvenser deres handlinger kunne have. Det lykkedes ganske godt og filmen er blevet et af de bedste tidsbilleder på 1980'erne.
I Wall Street - Money Never Sleeps, der foregår i 2008, har tiderne ændret sig. Dette illustreres ganske underholdende, da du ser Gordon Gekko blive løsladt og få udleveret den gigantiske, oldnordiske mobiltelefon han havde på sig, da han blev sat i fængsel. I dag ved du godt hvordan finansverdenen hænger sammen. Du ved faktisk meget mere, end finansverdenen egentlig bryder sig om. Den globale finanskrise væltede stort set alle kulisser, til en sådan grad, at du i dag har svært ved at blive overrasket over en uærlig pengemand, lige meget hvor groteskt ulovlige hans handlinger og handler så måtte være. Derudover har enhver nyhedsudsendelse med respekt for sig selv, gjort det til en dyd, at sætte et menneskeligt ansigt på alle de grimme finanshistorier der konstant dukker op. Oliver Stone kan altså dårligt chokere eller undervise dig, som han gjorde første gang og det kan mærkes på filmen. Han famler efter et klart budskab, men finder aldrig et. Historien begynder halvvejs inde at slå så store krumspring, i et forsøg på at overraske, at du mister interessen. Billedet af Wall Street-folkets liv er sikkert ganske korrekt, men det bliver aldrig særligt interessant. Business-nyhederne på CNN opnår det samme på en 1/8-del af tiden.
Bedre går det med de personlige historier. Gekkos venstreorienterede datter Winnie hader sin far og alt hvad han står for, men hendes Wall Street-kæreste Jake kan ikke lade være med at kontakte den legendariske finansmand og så er der lagt i kakkelovnen til lidt drama. Især en scene, hvor Gordon og datteren Winnie endelig får snakket ud, hiver godt i hjertestrengene, men så begynder historien at lave hårnålesving og intimiteten med karaktererne går fløjten. Tilbage står du med en film der mangler et budskab og en gribende historie.
Men hey, det er jo Oliver Stone det her. Han har jo sit helt eget filmsprog, der griber dig hårdt fat om halsen og giver dig lussinger. Film som Natural Born Killers eller U-Turn er gode eksempler på dette. Desværre virker det til, at Oliver har mistet gnisten. Han leger dog med nogle sjove visuelle idéer her og der. Manhattans skyline bliver eksempelvis flere gange brugt som skabelon for aktiestatestikker, men det virker som tomme tønder. Som om Oliver føler han skal gøre et eller andet visuelt abstrakt, men at han ikke kan finde en god grund til det. Håndværket er i orden, men han virker træt. Ligeså træt som David Byrne lyder på de slæbende, kedelige numre der med vold og magt er presset ind i lydbilledet, så man skulle tro Oliver Stone havde lovet Byrne, at han kunne få 15 numre med på soundtracket, hvis der nogensinde skulle laves en ny Wall Street-film.
Lidt ros skal dog uddeles til skuespillet. Shia LaBeouf spiller... Shia LaBeouf, som sædvanligt. Michael Douglas nyder at dykke ned i Gekko-karakteren igen. Josh Brolin er god som slimet skurk. Carey Mulligan lever op til de høje forventninger. Hun må og skal blive rigtig stor en dag. Den største (og desværre korteste) præstation kommer dog fra Frank Langella, der ulmer af old school Hollywood skuespil-talent. Derudover er der da noget underholdende dialog her og der, med nogle gode pointer fra Gekko, men prangende er det ikke.
Alt i alt er der ikke så meget at komme efter. Wall Street - Money Never Sleeps er ikke synderligt god, men den er heller ikke decideret dårlig. Den er bare lidt meningsløs og virker som en spildt mulighed. Spørgsmålet er altså, om du leder efter et lunkent finans-drama, for i så fald er dette filmen for dig.
Filmnørdens karakter: 3/6
Pengene tager en lur
Læs mere på http://www.filmnoerden.com/
I Wall Street - Money Never Sleeps, der foregår i 2008, har tiderne ændret sig. Dette illustreres ganske underholdende, da du ser Gordon Gekko blive løsladt og få udleveret den gigantiske, oldnordiske mobiltelefon han havde på sig, da han blev sat i fængsel. I dag ved du godt hvordan finansverdenen hænger sammen. Du ved faktisk meget mere, end finansverdenen egentlig bryder sig om. Den globale finanskrise væltede stort set alle kulisser, til en sådan grad, at du i dag har svært ved at blive overrasket over en uærlig pengemand, lige meget hvor groteskt ulovlige hans handlinger og handler så måtte være. Derudover har enhver nyhedsudsendelse med respekt for sig selv, gjort det til en dyd, at sætte et menneskeligt ansigt på alle de grimme finanshistorier der konstant dukker op. Oliver Stone kan altså dårligt chokere eller undervise dig, som han gjorde første gang og det kan mærkes på filmen. Han famler efter et klart budskab, men finder aldrig et. Historien begynder halvvejs inde at slå så store krumspring, i et forsøg på at overraske, at du mister interessen. Billedet af Wall Street-folkets liv er sikkert ganske korrekt, men det bliver aldrig særligt interessant. Business-nyhederne på CNN opnår det samme på en 1/8-del af tiden.
Bedre går det med de personlige historier. Gekkos venstreorienterede datter Winnie hader sin far og alt hvad han står for, men hendes Wall Street-kæreste Jake kan ikke lade være med at kontakte den legendariske finansmand og så er der lagt i kakkelovnen til lidt drama. Især en scene, hvor Gordon og datteren Winnie endelig får snakket ud, hiver godt i hjertestrengene, men så begynder historien at lave hårnålesving og intimiteten med karaktererne går fløjten. Tilbage står du med en film der mangler et budskab og en gribende historie.
Men hey, det er jo Oliver Stone det her. Han har jo sit helt eget filmsprog, der griber dig hårdt fat om halsen og giver dig lussinger. Film som Natural Born Killers eller U-Turn er gode eksempler på dette. Desværre virker det til, at Oliver har mistet gnisten. Han leger dog med nogle sjove visuelle idéer her og der. Manhattans skyline bliver eksempelvis flere gange brugt som skabelon for aktiestatestikker, men det virker som tomme tønder. Som om Oliver føler han skal gøre et eller andet visuelt abstrakt, men at han ikke kan finde en god grund til det. Håndværket er i orden, men han virker træt. Ligeså træt som David Byrne lyder på de slæbende, kedelige numre der med vold og magt er presset ind i lydbilledet, så man skulle tro Oliver Stone havde lovet Byrne, at han kunne få 15 numre med på soundtracket, hvis der nogensinde skulle laves en ny Wall Street-film.
Lidt ros skal dog uddeles til skuespillet. Shia LaBeouf spiller... Shia LaBeouf, som sædvanligt. Michael Douglas nyder at dykke ned i Gekko-karakteren igen. Josh Brolin er god som slimet skurk. Carey Mulligan lever op til de høje forventninger. Hun må og skal blive rigtig stor en dag. Den største (og desværre korteste) præstation kommer dog fra Frank Langella, der ulmer af old school Hollywood skuespil-talent. Derudover er der da noget underholdende dialog her og der, med nogle gode pointer fra Gekko, men prangende er det ikke.
Alt i alt er der ikke så meget at komme efter. Wall Street - Money Never Sleeps er ikke synderligt god, men den er heller ikke decideret dårlig. Den er bare lidt meningsløs og virker som en spildt mulighed. Spørgsmålet er altså, om du leder efter et lunkent finans-drama, for i så fald er dette filmen for dig.
Filmnørdens karakter: 3/6
Pengene tager en lur
Læs mere på http://www.filmnoerden.com/
07/10-2010
