Naaah ... not really!
4.0
Nolan har fået status som den mest succesfulde mainstream instruktør i vor tid. Han har om nogen skabt sig en hjord, han som hyrde nænsomt plejer, med film der både inspirerer, udfordrer og underholder. Han har formået at lave en god superhelte filmatisering og i en verden, hvor der går 11 lorte film på dusinet i den genre, er det i sig selv en bedrift. På hans CV kan jeg således ikke finde en dårlig film, men jeg kan finde nogle stykker, for hvem ovenstående tre udsagnsord har gjort sig gældende. Jeg er således stor fan af Memento og rigtig tilfreds med The Prestige og mandens Batman filmatiseringer. De underholder og de "taler ikke ned" til publikum.
Inception var en anden film end jeg havde forventet og det er faktisk ikke helt nemt at få sagt ord på oplevelsen. Det nemmeste er at isolere de filmiske elementer. Teknisk brillerer Nolan med mange flot iscenesatte cgi scenarier. Han har et instruktørmæssigt overblik, som gør det muligt for ham at jonglere med flere bolde uden, at man mister den røde tråd i forløbet. Leonardo Di Caprio viser endnu engang, at han er blevet en skuespiller med pondus og mere på hylderne, end der tilfredsstiller det svage køn. Og man kommer ikke udenom limen, som skal binde det hele sammen, Nolans vision om drømme, konstrueret over en fascinerende og kompleks idé.
Med den seneste tids postyr over plottets karakter in mente, kom det bag på mig, at teorien bag drømmeuniversets arkitektur, ikke var så indviklet og selvom Nolan insinuerer en tvetydighed i afslutningsmomentet, er mulighederne så 50/50, 33/33/33 eller? Well dette er faktisk Nolans genialitet, men forhåbentlig ikke hans kommende Hanneke'ske varemærke. Der er faktisk åbent på alle hylder mht. at fortolke situationerne de forskellige lag imellem og deres indvirken på menneskerne. Er man i lag 4, lag 5, limbo, hvad gør dit og hvad gør dat og der er da også kritiske spørgsmål at stille, men reelt kan det meste besvares og endog bortforklares og præmissen vil reelt stadig fungere, hvis det er det man vil. Personligt vælger jeg i sidste ende den enkle løsning.
Tilbage til forventningens glæde, som desværre ikke blev indfriet. Jeg var ret overbevist om 8 tallet, det er for fanden Nolan, men der er to væsentlige ting, som trækker ned. Jeg kan med det samme skrive under på, at de første 45 minutter med den megen fokus på forklaring af drømmeuniversets sindrige indretning ikke ryger ind i historiebøgerne som en narrativ succes, en skarp kontrast set i relation til den nærmest "plotdevice'ske" tilstand, som råder i filmens anden halvdel.
Men mit største ankepunkt er simpelthen manglen på suspense. Hvor Nolan går i detaljerne med at få præmisserne for sin idé solgt, akkompagneret af flotte effekter, så gennemlever vi utallige actionsekvenser, med en abstraktion af en fjende, som på bundlinien ikke rigtig rykker i nervebanerne. Biljagten, som endte i en skydesekvens stærkt inspireret af Heat var, bortset fra den gode lyd, ikke i nærheden af forlæggets intensitet. Det føltes ikke som om, der var noget på spil og det gør det heller ikke i andre actionsekvenser, ski scenen iberegnet. Den absolut største optur, var Copp og Mal's sidehistorie, som indeholdt rigeligt med filosofiske muligheder.
Jeg føler den var langt bedre end f.eks. Scorseses Shutter Island, men kan ikke undgå at være skuffet ved sammenligning med Nolans bedste værker. I den henseende kan jeg kun erklære mig enig med Jannikand. Det er Nolans mindst gode film og syvtallet må det blive til.
De sidste par uger, har Kubricks 2001 A Space Odyssey været oppe og vende i diverse tråde, bl.a. det forhold, at mange ikke kan finde hoved og hale i filmen og andre igen, ser filmen som et instruktørmæssigt mesterværk. Kunst udfordrer og på 42. år graver 2001 stadig grøfter. I forbindelse med aftenens syn af Inception og det forhold, at denne er blevet overdænget med superlativer iblandet udsagn som "bedste film nogensinde", "lynende intelligent" og "en ny 2001", så finder jeg det lige til højrebenet at inddrage Kubricks gamle klassiker i ligningen.
Inception oser af godt instruktørmæssigt håndværk med en formidabel idé, så HVORFOR er Inception IKKE det mesterværk, som så mange gerne vil have den til at være? Vi kan hurtigt blive enige om, at filmen er vellykket på flere planer, men når man bevæger sig på kanten af "greatness" og ikke mindst SØGER "greatness" og anerkendelse som Nolan umiskendeligt gør, så må man godt diskutere de sidste 20-30% :)
Inception er funderet på intelligent præmis og den tilfører mainstream et hårdt tiltrængt skud adrenalin, hvad det angår. Alt for længe har Hollywood udøvet tortur med dusinvis af film, skåret over den samme opskrift og resultatet er, at man ofte må "nøjes", når man søger den lette underholdning, hvor let ikke må forveksles med simpelt.
Nolan har efterhånden gjort det til sit varemærke at udtænke sindrige plots, som giver næring til publikums "små grå". I Memento og The Prestige fik vi kam til vores hår, med ikke kronologiske og flertydige fortællinger, som ivrigt blev og stadig bliver analyseret. I den henseende kan man sige, at Nolan tager Kubricks udsagn om 2001 til sig:
You're free to speculate as you wish about the philosophical and allegorical meaning of the film — and such speculation is one indication that it has succeeded in gripping the audience at a deep level ...
Og ja, Nolan har i sandhed fået publikum til at spekulere, hvis de mange udmeldinger skal stå til troende.
Men hvor Nolan således umiddelbart går Kubrick succesfuldt i bedene, så er forskellen i deres narrative metoder mere adskillende end samlende. Kubrick fortsætter:
" ... — but I don't want to spell out a verbal road map for 2001 that every viewer will feel obligated to pursue or else fear he's missed the point".
Således er "2001 A Space Odyssey" 42 år senere for majoriteten stadig lukket land. Uforståelig, usammenhængende, langsom, uden dialog, musikalsk og vel egentlig for mange blot rent ud sagt irriterende. Men stadig hyldet, som det største sci-fi mesterværk verden nogensinde har set.
Her er forskellen mellem Kubrick og Nolan mest tydelig. Kubrick virker kompromisløs på grænsen til det arrogante med 2001, vender tilbage til mediets grundsubstans og overskrider på alle måder de kendte grænser for narrativ fortælling i 1968.
Det virker som om Nolan enten tager unødigt hensyn til publikum og/eller ikke har nok tiltro til at filmens røde tråd kan fungere uden at blive skåret ud i pap.
Jeg er bange for, at Nolan prøver for meget på at "regne den ud" og at det har været drivkraften med filmen. Når man bruger 10 år til dette og man så derefter er nødt til at give publikum en "verbal roadmap", så er der noget galt. Er Nolan bange for, at der skal ske det samme, som der skete for Kubrick? At filmen bliver dårligt modtaget, fordi folk ikke forstår den? Jeg ved det ikke, men jeg har på fornemmelsen, at "the winning streak" er blevet en vigtig parameter for Nolan for at fastholde sin instruktør status, vigtigere end at tage chancer. Og således udstyret med en rimelig GPS, bliver publikum aldrig ladt så meget i stikken, at man ikke forlader biografen med masser af brugbare fortolkninger.
Nolan har således begået en rigtig god actionfilm, som qua sine lange udredninger og snirklede forklaringer virker mere intelligent end den egentlig er.
Det helt igennem vellykkede syn kommer således an på en massiv "suspension of disbelief", hvor man lukker øjnene for de sagligt kritiske betragtninger og villigt kun opererer indenfor de scenarier, som understøtter Nolans masterplan.
Personligt ser jeg således indholdet af Inception som værende en kvantitativ kompleks affære fremfor en kvalitativ, som man ligeså godt kan lade være med at tænke for meget over bagefter, for "anything goes". Instruktørmæssigt er det dog en bedrift at skildre, selvom Nolan stadig er meget middelmådig, når det kommer til koreografi af action. Belønningen ligger i publikums vandring op og nedad den paradoksale trappe i håbet om at finde frem til en forklaring, som der filmisk alligevel ikke er nogen konklusion på.
Inception var en anden film end jeg havde forventet og det er faktisk ikke helt nemt at få sagt ord på oplevelsen. Det nemmeste er at isolere de filmiske elementer. Teknisk brillerer Nolan med mange flot iscenesatte cgi scenarier. Han har et instruktørmæssigt overblik, som gør det muligt for ham at jonglere med flere bolde uden, at man mister den røde tråd i forløbet. Leonardo Di Caprio viser endnu engang, at han er blevet en skuespiller med pondus og mere på hylderne, end der tilfredsstiller det svage køn. Og man kommer ikke udenom limen, som skal binde det hele sammen, Nolans vision om drømme, konstrueret over en fascinerende og kompleks idé.
Med den seneste tids postyr over plottets karakter in mente, kom det bag på mig, at teorien bag drømmeuniversets arkitektur, ikke var så indviklet og selvom Nolan insinuerer en tvetydighed i afslutningsmomentet, er mulighederne så 50/50, 33/33/33 eller? Well dette er faktisk Nolans genialitet, men forhåbentlig ikke hans kommende Hanneke'ske varemærke. Der er faktisk åbent på alle hylder mht. at fortolke situationerne de forskellige lag imellem og deres indvirken på menneskerne. Er man i lag 4, lag 5, limbo, hvad gør dit og hvad gør dat og der er da også kritiske spørgsmål at stille, men reelt kan det meste besvares og endog bortforklares og præmissen vil reelt stadig fungere, hvis det er det man vil. Personligt vælger jeg i sidste ende den enkle løsning.
Tilbage til forventningens glæde, som desværre ikke blev indfriet. Jeg var ret overbevist om 8 tallet, det er for fanden Nolan, men der er to væsentlige ting, som trækker ned. Jeg kan med det samme skrive under på, at de første 45 minutter med den megen fokus på forklaring af drømmeuniversets sindrige indretning ikke ryger ind i historiebøgerne som en narrativ succes, en skarp kontrast set i relation til den nærmest "plotdevice'ske" tilstand, som råder i filmens anden halvdel.
Men mit største ankepunkt er simpelthen manglen på suspense. Hvor Nolan går i detaljerne med at få præmisserne for sin idé solgt, akkompagneret af flotte effekter, så gennemlever vi utallige actionsekvenser, med en abstraktion af en fjende, som på bundlinien ikke rigtig rykker i nervebanerne. Biljagten, som endte i en skydesekvens stærkt inspireret af Heat var, bortset fra den gode lyd, ikke i nærheden af forlæggets intensitet. Det føltes ikke som om, der var noget på spil og det gør det heller ikke i andre actionsekvenser, ski scenen iberegnet. Den absolut største optur, var Copp og Mal's sidehistorie, som indeholdt rigeligt med filosofiske muligheder.
Jeg føler den var langt bedre end f.eks. Scorseses Shutter Island, men kan ikke undgå at være skuffet ved sammenligning med Nolans bedste værker. I den henseende kan jeg kun erklære mig enig med Jannikand. Det er Nolans mindst gode film og syvtallet må det blive til.
De sidste par uger, har Kubricks 2001 A Space Odyssey været oppe og vende i diverse tråde, bl.a. det forhold, at mange ikke kan finde hoved og hale i filmen og andre igen, ser filmen som et instruktørmæssigt mesterværk. Kunst udfordrer og på 42. år graver 2001 stadig grøfter. I forbindelse med aftenens syn af Inception og det forhold, at denne er blevet overdænget med superlativer iblandet udsagn som "bedste film nogensinde", "lynende intelligent" og "en ny 2001", så finder jeg det lige til højrebenet at inddrage Kubricks gamle klassiker i ligningen.
Inception oser af godt instruktørmæssigt håndværk med en formidabel idé, så HVORFOR er Inception IKKE det mesterværk, som så mange gerne vil have den til at være? Vi kan hurtigt blive enige om, at filmen er vellykket på flere planer, men når man bevæger sig på kanten af "greatness" og ikke mindst SØGER "greatness" og anerkendelse som Nolan umiskendeligt gør, så må man godt diskutere de sidste 20-30% :)
Inception er funderet på intelligent præmis og den tilfører mainstream et hårdt tiltrængt skud adrenalin, hvad det angår. Alt for længe har Hollywood udøvet tortur med dusinvis af film, skåret over den samme opskrift og resultatet er, at man ofte må "nøjes", når man søger den lette underholdning, hvor let ikke må forveksles med simpelt.
Nolan har efterhånden gjort det til sit varemærke at udtænke sindrige plots, som giver næring til publikums "små grå". I Memento og The Prestige fik vi kam til vores hår, med ikke kronologiske og flertydige fortællinger, som ivrigt blev og stadig bliver analyseret. I den henseende kan man sige, at Nolan tager Kubricks udsagn om 2001 til sig:
You're free to speculate as you wish about the philosophical and allegorical meaning of the film — and such speculation is one indication that it has succeeded in gripping the audience at a deep level ...
Og ja, Nolan har i sandhed fået publikum til at spekulere, hvis de mange udmeldinger skal stå til troende.
Men hvor Nolan således umiddelbart går Kubrick succesfuldt i bedene, så er forskellen i deres narrative metoder mere adskillende end samlende. Kubrick fortsætter:
" ... — but I don't want to spell out a verbal road map for 2001 that every viewer will feel obligated to pursue or else fear he's missed the point".
Således er "2001 A Space Odyssey" 42 år senere for majoriteten stadig lukket land. Uforståelig, usammenhængende, langsom, uden dialog, musikalsk og vel egentlig for mange blot rent ud sagt irriterende. Men stadig hyldet, som det største sci-fi mesterværk verden nogensinde har set.
Her er forskellen mellem Kubrick og Nolan mest tydelig. Kubrick virker kompromisløs på grænsen til det arrogante med 2001, vender tilbage til mediets grundsubstans og overskrider på alle måder de kendte grænser for narrativ fortælling i 1968.
Det virker som om Nolan enten tager unødigt hensyn til publikum og/eller ikke har nok tiltro til at filmens røde tråd kan fungere uden at blive skåret ud i pap.
Jeg er bange for, at Nolan prøver for meget på at "regne den ud" og at det har været drivkraften med filmen. Når man bruger 10 år til dette og man så derefter er nødt til at give publikum en "verbal roadmap", så er der noget galt. Er Nolan bange for, at der skal ske det samme, som der skete for Kubrick? At filmen bliver dårligt modtaget, fordi folk ikke forstår den? Jeg ved det ikke, men jeg har på fornemmelsen, at "the winning streak" er blevet en vigtig parameter for Nolan for at fastholde sin instruktør status, vigtigere end at tage chancer. Og således udstyret med en rimelig GPS, bliver publikum aldrig ladt så meget i stikken, at man ikke forlader biografen med masser af brugbare fortolkninger.
Nolan har således begået en rigtig god actionfilm, som qua sine lange udredninger og snirklede forklaringer virker mere intelligent end den egentlig er.
Det helt igennem vellykkede syn kommer således an på en massiv "suspension of disbelief", hvor man lukker øjnene for de sagligt kritiske betragtninger og villigt kun opererer indenfor de scenarier, som understøtter Nolans masterplan.
Personligt ser jeg således indholdet af Inception som værende en kvantitativ kompleks affære fremfor en kvalitativ, som man ligeså godt kan lade være med at tænke for meget over bagefter, for "anything goes". Instruktørmæssigt er det dog en bedrift at skildre, selvom Nolan stadig er meget middelmådig, når det kommer til koreografi af action. Belønningen ligger i publikums vandring op og nedad den paradoksale trappe i håbet om at finde frem til en forklaring, som der filmisk alligevel ikke er nogen konklusion på.
07/10-2010
