Filmnørden anmelder: Sandheden Om Mænd
3.0
I Sandheden Om Mænd oplever man hvordan en ganske almindelig dansk mand, bryder op med sit liv. Manusskriptforfatteren Mads har det perfekte job og bor i det perfekte hus med den perfekte kæreste - man han er ikke glad. Eneste udvej, som han ser det, er starte helt på en frisk. Han går i bogstaveligste forstand fra hus og hjem, for at flytte ind i en lejlighed og skrive det ultimative, sande, kunstneriske manusskript, mens han vil finde den ægte, dybe, vilde kærlighed. Hvor hårdt han end prøver, går det naturligvis ikke som han har planlagt.
Nikolaj Arcel har engang udtalt, at det var hans mål, at lave en film indenfor hver genre og dette er så hans forsøg på at lave en såkaldt "dramedy" - en drama-komedie, i stil med den overflod af amerikanske indie-film, der formår at blande netop disse to genrer til perfektion. Filmen er fuld af scener hvor du virkelig griner højt og scener hvor livets ondskab og grumhed, får dig til at knuge tænderne sammen. Derudover er den spækket med referencer til Arcels eget liv og egne erfaringer, der ville blive alt for sladder-agtige at gå i detaljer med her (lyt til podcast nr. 28 - dér går vi sladder-amok om Arcel :-). Lad os nøjes med at sige, at når Arcel og hans manus-forfatter Rasmus Heisterberg ser denne film, så er der RIGTIGT meget de genkender fra dem selv. Som en meta-krølle på halen, refererer Mads ofte til hvordan hans liv måler sig med konceptet om berettermodellen - et fortællestrukturelt redskab som manus-forfattere gerne bruger, når de stykker historier sammen.
Der sker altså en masse ting på forskellige niveauer i Sandheden Om Mænd og det er dejligt at se en instruktør og en manusforfatter, der tør udfordre sit publikum. Problemet er at det ikke rigtigt virker. Jo da, det sjove er virkelig sjovt og det dramatiske er virkelig dramatisk, men i stedet for at få disse to ekstremer til at samarbejde om formidlingen af historien, modarbejde de hinanden. De går ikke i spænd. Som publikum giver det en underlig modtridende følelse at grine så højt, når det nu egentlig er meget alvorligt det der sker for Mads. Samtidig er det svært at ta' de dramatiske hændelser og situation alvorligt, når man hele tiden sidder og griner. Du vil muligvis ikke have det på samme måde, men sådan havde jeg det, da jeg så den.
Et andet også meget personligt problem, ligger i hovedpersonen. Magen til slatten, fedtet vatpik skal man lede længe efter. Han flyder løbende over med hysterisk selvmedlidenhed til en sådan grad, at jeg fik lyst til at sparke ham hårdt i maven, da han til sidst ligger og ryster i fosterstilling. Ja, nogle af hans tanker kan de fleste mænd helt sikkert identificere sig med, men han er så ulidelig fesen, at jeg blev sur på ham og simpelthen mistede den medfølelse jeg havde for ham i starten af filmen.
Som sådan er der flere ting der vejer for og imod, når denne film slutteligt skal vejes op. Film- og fortælle-teknikken fejler intet, dialogerne er skarpe og morsomme og filmens forskellige lag er forfriskende for en dansk film. Det uendelige navlepilleri, både hos hovedpersonen og Arcel og Heisterberg trækker dog ned og at filmens grundlæggende form (blandingen af drama og komedie) ikke hænger sammen, gør det ikke bedre. Jeg er stadig Nikolaj Arcel-fan, men glæder mig til at få denne film ud af systemet og glæder mig i stedet til hans og Rasmus Heisterbergs næste film, om Caroline Mathilde.
Filmnørdens karakter: 3/6
Ikke min kop te
http://www.filmnoerden.com/
Nikolaj Arcel har engang udtalt, at det var hans mål, at lave en film indenfor hver genre og dette er så hans forsøg på at lave en såkaldt "dramedy" - en drama-komedie, i stil med den overflod af amerikanske indie-film, der formår at blande netop disse to genrer til perfektion. Filmen er fuld af scener hvor du virkelig griner højt og scener hvor livets ondskab og grumhed, får dig til at knuge tænderne sammen. Derudover er den spækket med referencer til Arcels eget liv og egne erfaringer, der ville blive alt for sladder-agtige at gå i detaljer med her (lyt til podcast nr. 28 - dér går vi sladder-amok om Arcel :-). Lad os nøjes med at sige, at når Arcel og hans manus-forfatter Rasmus Heisterberg ser denne film, så er der RIGTIGT meget de genkender fra dem selv. Som en meta-krølle på halen, refererer Mads ofte til hvordan hans liv måler sig med konceptet om berettermodellen - et fortællestrukturelt redskab som manus-forfattere gerne bruger, når de stykker historier sammen.
Der sker altså en masse ting på forskellige niveauer i Sandheden Om Mænd og det er dejligt at se en instruktør og en manusforfatter, der tør udfordre sit publikum. Problemet er at det ikke rigtigt virker. Jo da, det sjove er virkelig sjovt og det dramatiske er virkelig dramatisk, men i stedet for at få disse to ekstremer til at samarbejde om formidlingen af historien, modarbejde de hinanden. De går ikke i spænd. Som publikum giver det en underlig modtridende følelse at grine så højt, når det nu egentlig er meget alvorligt det der sker for Mads. Samtidig er det svært at ta' de dramatiske hændelser og situation alvorligt, når man hele tiden sidder og griner. Du vil muligvis ikke have det på samme måde, men sådan havde jeg det, da jeg så den.
Et andet også meget personligt problem, ligger i hovedpersonen. Magen til slatten, fedtet vatpik skal man lede længe efter. Han flyder løbende over med hysterisk selvmedlidenhed til en sådan grad, at jeg fik lyst til at sparke ham hårdt i maven, da han til sidst ligger og ryster i fosterstilling. Ja, nogle af hans tanker kan de fleste mænd helt sikkert identificere sig med, men han er så ulidelig fesen, at jeg blev sur på ham og simpelthen mistede den medfølelse jeg havde for ham i starten af filmen.
Som sådan er der flere ting der vejer for og imod, når denne film slutteligt skal vejes op. Film- og fortælle-teknikken fejler intet, dialogerne er skarpe og morsomme og filmens forskellige lag er forfriskende for en dansk film. Det uendelige navlepilleri, både hos hovedpersonen og Arcel og Heisterberg trækker dog ned og at filmens grundlæggende form (blandingen af drama og komedie) ikke hænger sammen, gør det ikke bedre. Jeg er stadig Nikolaj Arcel-fan, men glæder mig til at få denne film ud af systemet og glæder mig i stedet til hans og Rasmus Heisterbergs næste film, om Caroline Mathilde.
Filmnørdens karakter: 3/6
Ikke min kop te
http://www.filmnoerden.com/
08/10-2010
