Filmnørden anmelder: The Social Network
5.0
Allerede inden The Social Network har haft premiere, er det okay hvis du er træt af at læse om den - eller rettere, historien der ligger til grund for filmen. Både den lokale og globale presse er nemlig gået i kollektivt selvsving over filmen, fordi den bygger på en historie der er så utrolig let at få folk til at læse om: skabelsen af Facebook. Derudover elsker især medie- og reklamebranchen denne historie, fordi de kan identificere sig med den - jagten på den nye idé og dyrkelsen af individdet bag. Det er en historie om grådighed, genialitet, venskaber, snyd og mange, mange, mange, mange penge. Derfor ved du allerede at den handler om hvordan Mark Zuckerberg igangsatte den største succes der nogensinde har set dagens lys på nettet og de venner og fjender han fik på sin vej. I bund og grund er det en finanshistorie, pyntet med lidt indsigt i hvordan man programmerer en hjemmeside, der ender i et juridisk tovtrækkeri.
Som udgangspunkt er dette dog en svær historie at gøre interessant på film og jeg må indrømme, at jeg heller ikke bed på fra starten. Den første trailer illustrerede nemlig det problem der er så let at forudse: det er ikke andet end unge gutter der sporadisk speed-snakker om idéudvikling, brudte forretningsaftaler og deres indbyrdes personlige forhold. Tillad mig derfor fortæller dig lidt, ikke om Facebook-historien, men om hvem der står bag denne film og hvad de gør, for at gøre den seværdig. Det er nemlig derfor du skal glæde dig til denne film og ikke fordi den handler om Facebook.
Øverst på listen står David Fincher der har instrueret The Social Network. Efter min ydmyge mening, er han en af de dygtigste instruktører der har haft færrest fodfejl i sin karriere, set i forhold til hans kolleger. Han er også manden bag nogle af de bedste film jeg nogensinde har set: Se7en, The Game, Fight Club og Zodiac. Og den første der siger "hey, du glemte Benjamin Buttons Forunderlige Liv" får en lussing, for den skål sødsuppe udgør netop førnævnte fodfejl.
Fincher kan noget ganske særligt. Han har en stil, der er helt igennem personlig og genkendelig. Hans billeder er knivskarpe. Hans historier foregår ofte i urbane miljøer. Han kan få hvad som helst til at ulme af nervøs spænding. Hans hovedpersoner er mænd der på den ene eller anden måde opsluges af gigantiske situationer, som de forsøger at komme ud af, med deres mentale tilstand intakt (hvilket sjældent lykkes). Og så domineres hans films visuelle udtryk ofte af farven brun. Yup, han laver brune film. I sidste ende er det svært at definere hans præcise talent, men det har noget at gøre med hans evne til, at binde de tusinder af løse tråde der er på en film sammen, til en velkomponeret, dynamisk og unik enhed, der som oftest er større end summen af dens dele. Det er der mange instruktører der kan, hver med sin stil, men ingen med samme stil som Fincher.
Andenpladsen på listen går til Aaron Sorkin, der har skrevet manuskriptet til filmen. Det er ikke fordi han har været ekstremt produktiv i sin karriere, men de få ting han har fået lavet, har gjort ham til en højt respekteret forfatter inden for film og tv-branchen. Hans mest kendte manus-arbejde er nok tv-serien The West Wing, hvor man gang på gang kan opleve hans karakteristiske "maskingeværs-dialog" og lange monologer. Han får ofte sine karakterer til at virke både realistiske og urealistiske på samme tid. Urealistiske fordi ingen mennesker er så velformulerede i virkeligheden, og realistiske fordi de ting de siger hænger troværdigt sammen med hvem de er som personer og de situationer de befinder sig i. Netop denne form for kommunikation passer perfekt til The Social Networks unge, hyper-aktive computernørder (og filmens målgruppe).
Tredjepladsen fyldes ud af duoen Trent Reznor og Atticus Ross, der har komponeret musikken til filmen. Begge kommer fra hver deres niche af den alternative musikscene og selvom du nok kun har hørt om Reznor, for hans arbejde under aliaset Nine Inch Nails, skal du ikke undervurdere Ross - bare check soundtracket til den alt for oversete The Book Of Eli. Musikken spiller en utrolig vigtig rolle i The Social Network. Sammen med billederne, klipningen og dialogen, er musikken et af de vigtigste værktøjer der bruges til, at pumpe energi i den ene scene efter den anden. Den er ond og beskidt og lyder mere som om den burde følge en bims seriemorder, end en små-neurotisk programmør.
Fjerdepladsen befolkes af samtlige hovedrolle-skuespillere, med unge Jesse Eisenberg i front som Mark Zuckerberg. Han har al den dybde som Michael Cera kun kan drømme om at få og det er en fornøjelse, at se ham lykkes i denne udfordrende rolle, hvor han skal være et tiltalende svin. Engelske Andrew Garfield spiller Zuckerbergs (i starten) bedste ven og business-partner og udnytter chancen til at vise, at han er værd at holde øje med for fremtiden... også selvom han skal være den næste Spider-man. Han besidder den ubeskrivelige kvalitet, der gør at han bare er en fornøjelse at se på, næsten lige meget hvad han foretager sig. Sidst men ikke mindst, er Justin Timberlake irriterende perfekt, som den stor-skrydende net-troldmand bag hjemmesider som Napster, Sean Parker. Nu er det vel egentlig heller ikke synderligt udfordrende for Timberlake, at skulle spille en champagne-poppende, rockstjerne-agtig net-guru, man han gør det ikke desto mindre godt. I sidste ende handler det her naturligvis om godt skuespil, men så sandelig også om virkelig god casting. Det er svært at forestille sig, at andre skuespillere kunne have gjort det bedre, i disse roller.
Jeg kunne blive ved med at kværne rulleteksten igennem, for at påpege hvad hver enkelt person har tilføjet til denne film, men det ville alligevel ende med samme konklusion: The Social Network er en fantastisk film. Som er tilfældet med andre gode film, er det ikke på grund af én mand eller én ting. Den er fantastisk, fordi den er større end summen af dens dele. Sammensætningen af alle disse forskellige filmfolk, foran og bag kameraet, skaber noget ganske unikt.
Jeg ville utroligt gerne snegle mig op på seks stjerner her, men kan ikke gøre det med samvittigheden i behold, for der er præcis to aspekter af The Social Network, der virkelig kan diskuteres om er positive eller negative.
For det første er der historiens grundlæggende element af sladder. Filmen er baseret på en bog af Ben Mezrich der hedder The Accidental Billionaires. De personer som bogen omhandler (især Mark Zuckberg), har af forskellige årsager ikke afsløret, om dens spekulationer om hændelsesforløbene, er sande. Filmen og tildels bogen forsøger derfor at udfylde de huller der er i den officielle historie om skabelsen af Facebook og det efterfølgende juridiske slagsmål, ved at dramatisere hvad der MÅSKE kan være sket, på basis af rygter og jungletrommer. Filmen som medie (og dermed publikum) får her en snagende rolle, som er svær at undslippe og som ikke er direkte elskværdig. Netop dette element passer dog fuldstændig perfekt, set i lyset af at filmen omhandler Facebook - det medie i verden der om noget, giver dig de bedste muligheder for at snage i andre folks liv. Derfor er dette både et lidt ucharmerende aspekt af filmen, der kan give dårlig smag i munden, men samtidig er det lidt genialt.
For det andet er dette en film der lever på aktualitet. Facebook er stor nu, men er det højst sandsynligt ikke om fem år, så det er nærliggende at tvivle på filmens overlevelsesevne i det lange løb. Den er genial, men den får svært ved at opnå status som en klassiker. Hvor Se7en, for at tage en anden Fincher-guldklump, eksempelvis reflekterer over tidløse emner, der altid vil være aktuelle for et publikum, så kan The Social Network meget hurtigt blive gammel, fordi den bygger på en social trend, der er netop det - en trend.
Intet af dette skal dog holde dig væk fra denne film, for den er uden tvivl en af årets bedste. Udover at vær en stor filmoplevelse i sig selv, så får den dig nemlig til at tænke, efter rulleteksterne er rullet forbi. Du kommer uværgerligt til at overveje og forsøge at definere lige præcis hvad det er du gør, når du logger på Facebook næste gang. Hvorfor logger du ind? Hvorfor deler du ud af dig selv? Hvilken social bølge er det du hjælper frem? Og sidst, men ikke mindst, hvilket kapitalistisk monster er det du fodrer, når du checker Facebook? Dette er måske filmens flotteste resultat - den får dig til at tænke.
Nå, nu blev jeg alligevel en af dem der skrev en tonse-lang artikel om/anmeldelse af The Social Network, men jeg har i det mindste forsøgt at holde mig til filmen og ikke Facebook-historien. Så lad mig forsøge at gøre det så klart for dig som muligt: se The Social Network... den er fed.
Filmnørdens karakter: 5/6
Uden tvivl en af årets bedste film
Læs mere på http://www.filmnoerden.com/
Som udgangspunkt er dette dog en svær historie at gøre interessant på film og jeg må indrømme, at jeg heller ikke bed på fra starten. Den første trailer illustrerede nemlig det problem der er så let at forudse: det er ikke andet end unge gutter der sporadisk speed-snakker om idéudvikling, brudte forretningsaftaler og deres indbyrdes personlige forhold. Tillad mig derfor fortæller dig lidt, ikke om Facebook-historien, men om hvem der står bag denne film og hvad de gør, for at gøre den seværdig. Det er nemlig derfor du skal glæde dig til denne film og ikke fordi den handler om Facebook.
Øverst på listen står David Fincher der har instrueret The Social Network. Efter min ydmyge mening, er han en af de dygtigste instruktører der har haft færrest fodfejl i sin karriere, set i forhold til hans kolleger. Han er også manden bag nogle af de bedste film jeg nogensinde har set: Se7en, The Game, Fight Club og Zodiac. Og den første der siger "hey, du glemte Benjamin Buttons Forunderlige Liv" får en lussing, for den skål sødsuppe udgør netop førnævnte fodfejl.
Fincher kan noget ganske særligt. Han har en stil, der er helt igennem personlig og genkendelig. Hans billeder er knivskarpe. Hans historier foregår ofte i urbane miljøer. Han kan få hvad som helst til at ulme af nervøs spænding. Hans hovedpersoner er mænd der på den ene eller anden måde opsluges af gigantiske situationer, som de forsøger at komme ud af, med deres mentale tilstand intakt (hvilket sjældent lykkes). Og så domineres hans films visuelle udtryk ofte af farven brun. Yup, han laver brune film. I sidste ende er det svært at definere hans præcise talent, men det har noget at gøre med hans evne til, at binde de tusinder af løse tråde der er på en film sammen, til en velkomponeret, dynamisk og unik enhed, der som oftest er større end summen af dens dele. Det er der mange instruktører der kan, hver med sin stil, men ingen med samme stil som Fincher.
Andenpladsen på listen går til Aaron Sorkin, der har skrevet manuskriptet til filmen. Det er ikke fordi han har været ekstremt produktiv i sin karriere, men de få ting han har fået lavet, har gjort ham til en højt respekteret forfatter inden for film og tv-branchen. Hans mest kendte manus-arbejde er nok tv-serien The West Wing, hvor man gang på gang kan opleve hans karakteristiske "maskingeværs-dialog" og lange monologer. Han får ofte sine karakterer til at virke både realistiske og urealistiske på samme tid. Urealistiske fordi ingen mennesker er så velformulerede i virkeligheden, og realistiske fordi de ting de siger hænger troværdigt sammen med hvem de er som personer og de situationer de befinder sig i. Netop denne form for kommunikation passer perfekt til The Social Networks unge, hyper-aktive computernørder (og filmens målgruppe).
Tredjepladsen fyldes ud af duoen Trent Reznor og Atticus Ross, der har komponeret musikken til filmen. Begge kommer fra hver deres niche af den alternative musikscene og selvom du nok kun har hørt om Reznor, for hans arbejde under aliaset Nine Inch Nails, skal du ikke undervurdere Ross - bare check soundtracket til den alt for oversete The Book Of Eli. Musikken spiller en utrolig vigtig rolle i The Social Network. Sammen med billederne, klipningen og dialogen, er musikken et af de vigtigste værktøjer der bruges til, at pumpe energi i den ene scene efter den anden. Den er ond og beskidt og lyder mere som om den burde følge en bims seriemorder, end en små-neurotisk programmør.
Fjerdepladsen befolkes af samtlige hovedrolle-skuespillere, med unge Jesse Eisenberg i front som Mark Zuckerberg. Han har al den dybde som Michael Cera kun kan drømme om at få og det er en fornøjelse, at se ham lykkes i denne udfordrende rolle, hvor han skal være et tiltalende svin. Engelske Andrew Garfield spiller Zuckerbergs (i starten) bedste ven og business-partner og udnytter chancen til at vise, at han er værd at holde øje med for fremtiden... også selvom han skal være den næste Spider-man. Han besidder den ubeskrivelige kvalitet, der gør at han bare er en fornøjelse at se på, næsten lige meget hvad han foretager sig. Sidst men ikke mindst, er Justin Timberlake irriterende perfekt, som den stor-skrydende net-troldmand bag hjemmesider som Napster, Sean Parker. Nu er det vel egentlig heller ikke synderligt udfordrende for Timberlake, at skulle spille en champagne-poppende, rockstjerne-agtig net-guru, man han gør det ikke desto mindre godt. I sidste ende handler det her naturligvis om godt skuespil, men så sandelig også om virkelig god casting. Det er svært at forestille sig, at andre skuespillere kunne have gjort det bedre, i disse roller.
Jeg kunne blive ved med at kværne rulleteksten igennem, for at påpege hvad hver enkelt person har tilføjet til denne film, men det ville alligevel ende med samme konklusion: The Social Network er en fantastisk film. Som er tilfældet med andre gode film, er det ikke på grund af én mand eller én ting. Den er fantastisk, fordi den er større end summen af dens dele. Sammensætningen af alle disse forskellige filmfolk, foran og bag kameraet, skaber noget ganske unikt.
Jeg ville utroligt gerne snegle mig op på seks stjerner her, men kan ikke gøre det med samvittigheden i behold, for der er præcis to aspekter af The Social Network, der virkelig kan diskuteres om er positive eller negative.
For det første er der historiens grundlæggende element af sladder. Filmen er baseret på en bog af Ben Mezrich der hedder The Accidental Billionaires. De personer som bogen omhandler (især Mark Zuckberg), har af forskellige årsager ikke afsløret, om dens spekulationer om hændelsesforløbene, er sande. Filmen og tildels bogen forsøger derfor at udfylde de huller der er i den officielle historie om skabelsen af Facebook og det efterfølgende juridiske slagsmål, ved at dramatisere hvad der MÅSKE kan være sket, på basis af rygter og jungletrommer. Filmen som medie (og dermed publikum) får her en snagende rolle, som er svær at undslippe og som ikke er direkte elskværdig. Netop dette element passer dog fuldstændig perfekt, set i lyset af at filmen omhandler Facebook - det medie i verden der om noget, giver dig de bedste muligheder for at snage i andre folks liv. Derfor er dette både et lidt ucharmerende aspekt af filmen, der kan give dårlig smag i munden, men samtidig er det lidt genialt.
For det andet er dette en film der lever på aktualitet. Facebook er stor nu, men er det højst sandsynligt ikke om fem år, så det er nærliggende at tvivle på filmens overlevelsesevne i det lange løb. Den er genial, men den får svært ved at opnå status som en klassiker. Hvor Se7en, for at tage en anden Fincher-guldklump, eksempelvis reflekterer over tidløse emner, der altid vil være aktuelle for et publikum, så kan The Social Network meget hurtigt blive gammel, fordi den bygger på en social trend, der er netop det - en trend.
Intet af dette skal dog holde dig væk fra denne film, for den er uden tvivl en af årets bedste. Udover at vær en stor filmoplevelse i sig selv, så får den dig nemlig til at tænke, efter rulleteksterne er rullet forbi. Du kommer uværgerligt til at overveje og forsøge at definere lige præcis hvad det er du gør, når du logger på Facebook næste gang. Hvorfor logger du ind? Hvorfor deler du ud af dig selv? Hvilken social bølge er det du hjælper frem? Og sidst, men ikke mindst, hvilket kapitalistisk monster er det du fodrer, når du checker Facebook? Dette er måske filmens flotteste resultat - den får dig til at tænke.
Nå, nu blev jeg alligevel en af dem der skrev en tonse-lang artikel om/anmeldelse af The Social Network, men jeg har i det mindste forsøgt at holde mig til filmen og ikke Facebook-historien. Så lad mig forsøge at gøre det så klart for dig som muligt: se The Social Network... den er fed.
Filmnørdens karakter: 5/6
Uden tvivl en af årets bedste film
Læs mere på http://www.filmnoerden.com/
14/10-2010
