Anmeldelse af BBC Radio's dramatisering af Ringenes Herre
6.0
Efter at have læst bøgerne, efter jeg så filmen, blev min optimisme og glæde for filmene lidt hul. For, hvad der er enormt flot CGI produceret kampsekvenser, der rummer og kreere rendyrket episk, rammer som fortolkning flere gange ved siden af det oprindeligs værk intentioner og ikke mindst styrker.
En ting er gennemgående for filmenes feje fortolkning af værket. Det er sproget, som virkeligheden er bøgernes styrke, gemt mellem linjer af konventionelle eventyrtræk om det onde mod det gode. Og netop bogens sprog får genlyd på Radio Teatrets platform, som gør, at stemningen og ikke mindst karakterforvaltningen oprinder til en perfekt tolkning, der også på grund af værket enorme størrelse må skære Tom Bombadil, rejsen gennem den Gamle Skov og Dyssehøjene fra.
Peter Jackson takkede netop denne enorme radio dramatisering af Ringenes Herre, som udkast til sit eget filmmanuskript, fordi Brian Sibley, forfatteren bag radioversionen, havde formået som meget få, at både holde overskud og ikke mindst tid til de forskellige karakterer, så det hele virker kontinuerligt. Det er i virkeligheden en milepæl af de større, fordi i bogen, kan der snildt gå flere hundrede sider, før man hører mere om, hvordan en karakterenes videre færd, er gået.
Men udover at granske over det enorme oplæg, formår Brian Sibley også at få indhold, der stammer ude fra bøgerne, flettet ind i den snørklede dramaturgiske opbygning, så den både giver informativ forståelse og dramatisk gevinst. Et eksempel på sådan en genial genistreg, er når de Mørke Ridder udfordrer Saruman ved hans tårns porte. Her røber Saruman vejen til Herredet, noget som bøgerne ikke fortæller nærmere om, men som stammer fra opfølgeren, Unfinished Tales, der, som titlen fortæller, tager mange små noter fra Ringens Herre, og fordyber dem til små fragmentariske fortællinger.
Radio Teatret er efter mit sind et meget undervurderet medie. Rune T. Kidde gjorde mine barndomsår uforglemmelig, da han selv lavede en original produktion af Hobitten som radio teater. Netop fordi, de indvendige billeder bliver malet med ordets magt, kan radiomediet nemmere ramme Tolkiens sproglige tone. I stedet for lydeffekter for sværd, der klinges, og kampråb, bruger Ian Holm og co. brug af de mange sange som findes i bøgerne.
Personerne, kan ligesom i bogen, udvikle sig ud fra deres dialog, som beskriver deres handlinger. Og derfor simplificeres Saruman ikke til at være i ledtog med Sauron, men i stedet have sine egne visioner om, at få fat i ringen og gå i krigen med Sauron selv. Helms Kløft-slaget kommer også til sin sande ret, hvor man i stedet holder sig til bogen, og ikke propper spontant nogle elver, faktisk uden grund?!, som forstærkninger inden slaget går i gang.
Som Søren Høy ganske rigtigt skrev det i sin anmeldelse af Ringenes Herre på film, så skal det opleves, ord syntes ikke nok. Og netop det samme postulat, vil jeg rolig proppe på BBC Radio's forrygende dramatisering af et værk, der er blevet mere større med tiden. Et værk, der lagde en milepæl af en grundsten i den litterærere historie, og blev et mytologisk værk på linje med Kong Artur og Merlin.
(Beklager, hvis anmeldelsen er lidt rodet, men jeg magter ikke at læse den igennem igen. Det var et lille kulturradikalt opstød.)
En ting er gennemgående for filmenes feje fortolkning af værket. Det er sproget, som virkeligheden er bøgernes styrke, gemt mellem linjer af konventionelle eventyrtræk om det onde mod det gode. Og netop bogens sprog får genlyd på Radio Teatrets platform, som gør, at stemningen og ikke mindst karakterforvaltningen oprinder til en perfekt tolkning, der også på grund af værket enorme størrelse må skære Tom Bombadil, rejsen gennem den Gamle Skov og Dyssehøjene fra.
Peter Jackson takkede netop denne enorme radio dramatisering af Ringenes Herre, som udkast til sit eget filmmanuskript, fordi Brian Sibley, forfatteren bag radioversionen, havde formået som meget få, at både holde overskud og ikke mindst tid til de forskellige karakterer, så det hele virker kontinuerligt. Det er i virkeligheden en milepæl af de større, fordi i bogen, kan der snildt gå flere hundrede sider, før man hører mere om, hvordan en karakterenes videre færd, er gået.
Men udover at granske over det enorme oplæg, formår Brian Sibley også at få indhold, der stammer ude fra bøgerne, flettet ind i den snørklede dramaturgiske opbygning, så den både giver informativ forståelse og dramatisk gevinst. Et eksempel på sådan en genial genistreg, er når de Mørke Ridder udfordrer Saruman ved hans tårns porte. Her røber Saruman vejen til Herredet, noget som bøgerne ikke fortæller nærmere om, men som stammer fra opfølgeren, Unfinished Tales, der, som titlen fortæller, tager mange små noter fra Ringens Herre, og fordyber dem til små fragmentariske fortællinger.
Radio Teatret er efter mit sind et meget undervurderet medie. Rune T. Kidde gjorde mine barndomsår uforglemmelig, da han selv lavede en original produktion af Hobitten som radio teater. Netop fordi, de indvendige billeder bliver malet med ordets magt, kan radiomediet nemmere ramme Tolkiens sproglige tone. I stedet for lydeffekter for sværd, der klinges, og kampråb, bruger Ian Holm og co. brug af de mange sange som findes i bøgerne.
Personerne, kan ligesom i bogen, udvikle sig ud fra deres dialog, som beskriver deres handlinger. Og derfor simplificeres Saruman ikke til at være i ledtog med Sauron, men i stedet have sine egne visioner om, at få fat i ringen og gå i krigen med Sauron selv. Helms Kløft-slaget kommer også til sin sande ret, hvor man i stedet holder sig til bogen, og ikke propper spontant nogle elver, faktisk uden grund?!, som forstærkninger inden slaget går i gang.
Som Søren Høy ganske rigtigt skrev det i sin anmeldelse af Ringenes Herre på film, så skal det opleves, ord syntes ikke nok. Og netop det samme postulat, vil jeg rolig proppe på BBC Radio's forrygende dramatisering af et værk, der er blevet mere større med tiden. Et værk, der lagde en milepæl af en grundsten i den litterærere historie, og blev et mytologisk værk på linje med Kong Artur og Merlin.
(Beklager, hvis anmeldelsen er lidt rodet, men jeg magter ikke at læse den igennem igen. Det var et lille kulturradikalt opstød.)
21/10-2010
