Galskab i flåtland

Skæv komedie sat i 1979 i staten New York, hvor 15-årige Scott bor sammen med sin dysfunktionelle familie. Scott interesserer sig mere end noget andet for en pige, der bor lidt længere nede ad vejen, men deres tilnærmelser bliver kompliceret af, at hans far har en affære med hendes mor, og begge hjem ligger reelt i ruiner. Hendes far er nemlig blevet smågal efter at have fået lyme disease (borrelia-infektion) af et skovflåtbid, og frygten for flåterne er kun én af de ting, som får Scotts mor til at være overbeskyttende.

"Lymelife" er en bittersød film om den periode i livet, hvor man opdager, at éns forældre absolut ikke er ufejlbarlige supermennesker, mens der samtidig også lige er noget med det andet køn at udforske. Det er en historie, som er set før i denne type amerikansk indiefilm, men forfatter-instruktør Derick Martini afvikler den særdeles kompetent med sans for både sort humor og rørende teenagekærlighed. Han har skrevet filmen sammen med sin bror Steven, og historien trækker på deres egne oplevelser fra ungdommen i New York State.

Tidsbilledet af 1979 er derfor også præcist ramt, og filmen har derudover et stort plus i de fire gode skuespillere, som spiller forældrene. Stærkest står Timothy Hutton som den flåtramte særling, men der er også fint spil fra Jill Hennessy som kontrolhysterisk mor samt Alec Baldwin og Cynthia Nixon som ejendomsmægler-kompagnonerne, der tror, at ingen har opdaget, at de har en affære. De unge skuespillere har ikke helt samme pondus - Rory Culkin er faktisk temmelig blegnæbbet i hovedrollen, mens Emma Roberts er mere solid som hans lettere øretæveindbydende flamme.

Men som helhed fungerer "Lymelife" altså rigtig fint. Det er en vellavet og særdeles morsom film, som samtidig har smerteligt genkendelige detaljer midt i de ofte ganske absurde scener.