Den Fortabte Sjæls Ø
3.0
SPOILERS
Eller Sandheden om Sandheden om Mænd.
Filmen er og fremstår som et lille venstrehånds-sideprojekt. Man kan leve med filmens generaliseringer over manden, da det jo netop er filmens mening at forsøge at servere en færdigpakket karakteristik af mænd, som ikke altid holder vand.
Filmens problem, synes jeg, derimod er, at den trofast kun dyrker én ide om manden. Nemlig ideen om manden som lidenskabs- og principløs - fanget og fortabt i sin egen navlepillende verden. Der er derfor f.eks. ingen sjove Mars/Venus scener, hvor manden lever sin indre mand ud til desperation for kvinden. Det bliver lidt for trist. For filmens mand er en knudemand, der ikke er i særlig kontakt med sig selv, bortset fra sin egen navle. Humoren er derfor generelt blevet taget lidt som gidsel af den ene idé filmen skal dyrke. De filmiske visioner er helt i skoven og forsøget på at lave de ellers fine, mentale spøgelser og strandscener med indtryk, synes jeg, strander i den grad på i et æstetisk halvfabrikata, hvor lærebogen er brugt til en stiløvelse uden kød og blod, og med alt for mange af hovedpersonens tude-hundeøjne.
Når det er sagt, rammer filmen helt plet i sin karakterik af den mandstype, som filmen har besluttet sig at handle om. De fejl han begår, er præcist ramt. Det er faktisk for nøjagtigt til rigtigt at rykke. Som om den ene idé har standset for øvrige kreative processer omkring det univers vi drages ind i. Nu kunne man jo så hævde, at sandheden er ilde hørt. Men filmens tema er slet ikke nyt. Dr. Zhivago, for at nævne én, gør næsten det samme. Den i egen navle indespærrede mand er altså ikke et nyt fænomen. Og filmen om ham kunne sagtens være lavet med stor filmisk ståhej og visuel sigøjnermusik, så man som kontrast kunne se den verden han aldrig kunne åbne øjnene for.
Man skal jo give karakterer, hvis man anmelder her nu om stunder. Så det må blive den medium karakter, som sidens indstillinger selv foreslår.
Eller Sandheden om Sandheden om Mænd.
Filmen er og fremstår som et lille venstrehånds-sideprojekt. Man kan leve med filmens generaliseringer over manden, da det jo netop er filmens mening at forsøge at servere en færdigpakket karakteristik af mænd, som ikke altid holder vand.
Filmens problem, synes jeg, derimod er, at den trofast kun dyrker én ide om manden. Nemlig ideen om manden som lidenskabs- og principløs - fanget og fortabt i sin egen navlepillende verden. Der er derfor f.eks. ingen sjove Mars/Venus scener, hvor manden lever sin indre mand ud til desperation for kvinden. Det bliver lidt for trist. For filmens mand er en knudemand, der ikke er i særlig kontakt med sig selv, bortset fra sin egen navle. Humoren er derfor generelt blevet taget lidt som gidsel af den ene idé filmen skal dyrke. De filmiske visioner er helt i skoven og forsøget på at lave de ellers fine, mentale spøgelser og strandscener med indtryk, synes jeg, strander i den grad på i et æstetisk halvfabrikata, hvor lærebogen er brugt til en stiløvelse uden kød og blod, og med alt for mange af hovedpersonens tude-hundeøjne.
Når det er sagt, rammer filmen helt plet i sin karakterik af den mandstype, som filmen har besluttet sig at handle om. De fejl han begår, er præcist ramt. Det er faktisk for nøjagtigt til rigtigt at rykke. Som om den ene idé har standset for øvrige kreative processer omkring det univers vi drages ind i. Nu kunne man jo så hævde, at sandheden er ilde hørt. Men filmens tema er slet ikke nyt. Dr. Zhivago, for at nævne én, gør næsten det samme. Den i egen navle indespærrede mand er altså ikke et nyt fænomen. Og filmen om ham kunne sagtens være lavet med stor filmisk ståhej og visuel sigøjnermusik, så man som kontrast kunne se den verden han aldrig kunne åbne øjnene for.
Man skal jo give karakterer, hvis man anmelder her nu om stunder. Så det må blive den medium karakter, som sidens indstillinger selv foreslår.
01/11-2010
