Sandheden om ingenting
3.0
Forfatter-makkerparret Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg har kastet sig over den romantiske komedie med deres egen verden i sigtet. "Sandheden om mænd" handler nemlig om en manuskriptforfatter, der bliver ramt af midtvejskrise, flygter fra rækkehus-kæresten og shopper forvildet rundt i yngre københavnske kvinder. Hele tiden med forfatteriet som ramme - endda så meget, at hovedpersonen forsøger at løse at løse sin personlige krise ved hjælp af de amerikanske standardværktøjer, man ofte bygger manuskripter op efter.
Ideen er sjov nok, og "Sandheden om mænd" har bestemt fine øjeblikke og morsomme replikker. Men de virker nok bedst for folk, der selv arbejder i kreative fag og forstår referencerne - og dermed bliver hele filmens metaramme temmelig indforstået.
Nogen sandhed om noget leverer filmen i hvert fald ikke, men derimod en ganske langtrukken parodi på den bløde mand, som Arcel og Heisterberg vel også må være vokset op med som tidens ideal. I den sammenhæng synes jeg bl.a., det er et problem, at Thure Lindhardt er så vattet i hovedrollen, som ærligt talt mangler noget testosteron. Og hvor fedt er det i øvrigt at se en film, hvis pointe synes at være, at hovedpersonen bliver nødt til bare at acceptere sin egen vatpikkethed?
Jeg køber simpelt hen ikke filmens postulat, om at hovedpersonen med den attitude kan vælte sig i kvinder - men omvendt er der så en rigtig fin rolle til Tuva Novotny, der formår at være både irriterende krampe og sympativækkende på én gang som den redebygger-kæreste, han starter med at flygte fra. Der er også gode type-roller til både Karen-Lise Mynster, Rosalinde Mynster og Signe Egholm Olsen (som er en dejlig skuespiller og burde få nogle større filmroller) - men i det hele taget siger det vel meget om filmens univers, at det er kvinderne, som får lov til at være interessante, mens mændene bare er karakterløse.
Når det er sagt, så er "Sandheden om mænd" stadig en film med den grundlæggende høje produktionskvalitet, som instruktør Arcel også har leveret i sine tidligere film. Den er nydeligt teknisk lavet, godt klippet og har et glimrende production design med fine detaljer, der i høj grad binder filmen sammen. Det er også fedt at se en dansk film, der tør lege med en genre, der ellers er ved at drukne i stereotype amerikanske romcoms, og som tidligere nævnt har den gode morsomme højdepunkter. Men det er så bare synd, at det samlet set ikke bliver til mere end en lovlig selvglad metafilm, der nærmest ikke har nogen pointe at byde på.
Ideen er sjov nok, og "Sandheden om mænd" har bestemt fine øjeblikke og morsomme replikker. Men de virker nok bedst for folk, der selv arbejder i kreative fag og forstår referencerne - og dermed bliver hele filmens metaramme temmelig indforstået.
Nogen sandhed om noget leverer filmen i hvert fald ikke, men derimod en ganske langtrukken parodi på den bløde mand, som Arcel og Heisterberg vel også må være vokset op med som tidens ideal. I den sammenhæng synes jeg bl.a., det er et problem, at Thure Lindhardt er så vattet i hovedrollen, som ærligt talt mangler noget testosteron. Og hvor fedt er det i øvrigt at se en film, hvis pointe synes at være, at hovedpersonen bliver nødt til bare at acceptere sin egen vatpikkethed?
Jeg køber simpelt hen ikke filmens postulat, om at hovedpersonen med den attitude kan vælte sig i kvinder - men omvendt er der så en rigtig fin rolle til Tuva Novotny, der formår at være både irriterende krampe og sympativækkende på én gang som den redebygger-kæreste, han starter med at flygte fra. Der er også gode type-roller til både Karen-Lise Mynster, Rosalinde Mynster og Signe Egholm Olsen (som er en dejlig skuespiller og burde få nogle større filmroller) - men i det hele taget siger det vel meget om filmens univers, at det er kvinderne, som får lov til at være interessante, mens mændene bare er karakterløse.
Når det er sagt, så er "Sandheden om mænd" stadig en film med den grundlæggende høje produktionskvalitet, som instruktør Arcel også har leveret i sine tidligere film. Den er nydeligt teknisk lavet, godt klippet og har et glimrende production design med fine detaljer, der i høj grad binder filmen sammen. Det er også fedt at se en dansk film, der tør lege med en genre, der ellers er ved at drukne i stereotype amerikanske romcoms, og som tidligere nævnt har den gode morsomme højdepunkter. Men det er så bare synd, at det samlet set ikke bliver til mere end en lovlig selvglad metafilm, der nærmest ikke har nogen pointe at byde på.
01/11-2010
