Den dag de stilled' bilerne og gik bort på må og få
6.0
SPOILERS
"Der lød en stille hvisken,
og tiden gik i stå
den dag, de stilled bilerne
og gik bort på må og få.
Nu vandrer de på sletterne
og flokkens gamle mænd,
de synger op mod stjernerne:
Lad det aldrig ske igen."
Anmeldernes reaktioner på auteur-instruktøren Sofia Coppolas nye film er en smule spøjse. Ingen vil øjensynligt rigtigt kritisere filmen. Alle roser lettere overfladisk filmen for sine filmiske kvaliteter. Men mærkeligst af alt er, at mange taler om, at billederne overlader det til folk selv at tage stilling til filmens budskaber, men intet kunne være mere forkert, medmindre man mener stillingtagen til filmens allermest subtile, psykologiske pointer, som er så raffinerede, at de ikke har nogen afgørende betydning for forståelsen af filmen. Filmen er en lang og konsekvent kritik af et menneske, der synes at have opgivet (at styre) sit eget liv. Hvad er det lige, der adskiller filmens bærende tema fra f.eks Despicable Me? Det spørgsmål Somewhere dog mest af alt rejser, er, hvor Sofia Coppola, der laver så få film som hun gør (4 film på 11 år) filmisk er på vej hen, eller med andre ord hvad hendes næste film rimeligvis kan handle om, nu hvor hun med Somewhere intelligent og berettiget har udtømt og udstillet tomheden i filmverdenens berømmelse og vundet ultimativ anerkendelse i samme verden for i overført betydning at jævne Hollywood med jorden og i bogstaveligste forstand give den baghjul. Altså om hun skrider fra det hele nu, som Johnny Marco, eller som David Lynch gjorde efter Mulholland Drive, når bortses fra hans "coitus continuus", Inland Empire.
Somewhere er et filmisk mesterværk af den sjældne slags, skabt af en fortællestil, der trækker klare spor tilbage til den italienske og franske nybølge, til Fellinis La Dolce Vita, til Tatis Playtime, og til bølgens efterdøninger i USA, navnlig Cassavetes' Faces. Men også Kitanos Kikujiro. Det må selvfølgelig give anmelderne en vis ærefrygt. Men de tør alligevel ikke angribe filmens grundlæggende præmisser, der f.eks. går ud på, at der på Hotel California altid er våd og villig kørvel, hvorend Marco vender sit blik. Og som går ud på muligheden for at filmen er hans POV. Den slags emotionelle supercharge (eller undercharge) har Coppola jo altid elsket, for det giver hende muligheden for som altid at bygge en kontrast op, her en kvalme hos tilskueren og hos Marco selv, en overmæthed, som kun kan resultere i en voldsom modreaktion, en fransk revolution mod sig selv. I Marcos tilfælde er katalysatoren hans datter, fint indklippet direkte fra de to callgirls, en pige fra virkeligheden, Cleo, der med sit blotte nærvær, sine tårer og sin dans kaster de første glas mod Marcos stenhus og får ham til at indse, at der er et liv uden for Californication.
"Somewhere over the rainbow
Way up high,
There's a land that I heard of
Once in a lullaby."
Der er mange fine momenter, der skiller filmen afgørende fra mainstream look-a-likes som f.eks. Despicable Me. Først og fremmest spiller forholdet mellem aktivitet og passivitet en stor rolle i filmen: Marco får maden serveret. Cleo laver mad. Indtil han til sidst koger sin egen pasta, blot overdosed selvfølgelig. Filmstjernen Marco driver langsomt ud af billedet på en lufmadras i swimmingpoolen. Dernæst tæller, at fiktionen i filmen dobbeltsymbolsk viser os virkeligheden bedre end virkeligheden, selv i en "halv" dokumentarfilm som denne: Marco "sminket" som gammel, afdanket filmstjerne og mand. Marco som ufrivillig deltager i et konstrueret (italiensk) show med villige kvinder. Og endelig den selvalgte ensomhed, puppetilværelsen: Do not disturb-skiltet på dørhåndtaget. Agenten og sms'erne forstyrrer konstant hans isolation, Selv gipsen på armen mener Marco selv at kunne fjerne. Livet er et bordtennisspil - det handler ikke altid om at vinde, det materialistiske, men grundlæggende handler det hos Coppola om interaktionen, fællesskabet med andre mennesker, de nære ting, Elvis' teddybjørn i vuggevisen, som alle skørt længes efter. Og at få kommunikationen igennem til andre mennesker, så den ikke drukner i hverdagens larm. Til sidst i samtalen med Layla: Stadig som altoverskyggende tema står her Marcos behov for bekræftelse og den manglende erkendelse af behovet for det rationelle opgør med sig selv og for undskyldningen. Men omgivelsernes ømhed, teddybjørnen, kommer ikke af sig selv og Marcos rejse mod den er lang og besværlig.
Filmen er således en skøn blanding af docu(u)drama og Marcos POV. Badeværelsesspejlet, som Coppola elegant viger uden om i første indstilling i starten af filmen hvor vi ikke kender Marco rigtigt og han sig selv endnu mindre, men som i slutningen spejler Marco, da han har set sig selv som den han er. Som han hader. Hvor gik Nora hen? Og hvor gik Marco hen? Klarede de den begge? Og hvem fik Ferrarien? Og lyden, der lægges på filmen, da Marco kører ind i skyggerne under broerne på vej ud i en frihed, han måske ikke kan håndtere, er måske ildevarslende. En sort helikopter. Og hans dødsenssorte Ferrari, der truer med at bringe ham fra puppe til grav på fem sekunder. Men hvem ved? Coppolas pointe er i Somewhere, som altid, anywhere, men her klarere end nogensinde, selve bruddet - impressionistisk - med den umodne puppetilværelse (Marco indrullet i hotelsengens hvide dyne), viljen til at stræbe mod et eget liv, lyset. Men hun giver os aldrig rigtigt svaret på hvad der siden hændte, fordi erkendelsen, løsrivelsen og opgøret er altid det vigtigste hos hende - det der viser, at der er selvstændigt liv, at navlestrengen klippes. Klarer man det, klarer man nok også resten. For så ved man det ikke kan gå helt galt.
"There's a place for us
Somewhere a place for us
Peace and quiet and open air
Wait for us
Somewhere
There's a time for us
Some day a time for us
Time together
With time to spare
Time to look
Time to care
Someday
Somewhere
We'll find a new way of living
We'll find a way of forgiving
Somewhere
There's a place for us
A time and place for us
Hold my hand
And we're halfway there
Hold my hand
And I'll take you there
Somehow
Someday
Somewhere"
"Der lød en stille hvisken,
og tiden gik i stå
den dag, de stilled bilerne
og gik bort på må og få.
Nu vandrer de på sletterne
og flokkens gamle mænd,
de synger op mod stjernerne:
Lad det aldrig ske igen."
Anmeldernes reaktioner på auteur-instruktøren Sofia Coppolas nye film er en smule spøjse. Ingen vil øjensynligt rigtigt kritisere filmen. Alle roser lettere overfladisk filmen for sine filmiske kvaliteter. Men mærkeligst af alt er, at mange taler om, at billederne overlader det til folk selv at tage stilling til filmens budskaber, men intet kunne være mere forkert, medmindre man mener stillingtagen til filmens allermest subtile, psykologiske pointer, som er så raffinerede, at de ikke har nogen afgørende betydning for forståelsen af filmen. Filmen er en lang og konsekvent kritik af et menneske, der synes at have opgivet (at styre) sit eget liv. Hvad er det lige, der adskiller filmens bærende tema fra f.eks Despicable Me? Det spørgsmål Somewhere dog mest af alt rejser, er, hvor Sofia Coppola, der laver så få film som hun gør (4 film på 11 år) filmisk er på vej hen, eller med andre ord hvad hendes næste film rimeligvis kan handle om, nu hvor hun med Somewhere intelligent og berettiget har udtømt og udstillet tomheden i filmverdenens berømmelse og vundet ultimativ anerkendelse i samme verden for i overført betydning at jævne Hollywood med jorden og i bogstaveligste forstand give den baghjul. Altså om hun skrider fra det hele nu, som Johnny Marco, eller som David Lynch gjorde efter Mulholland Drive, når bortses fra hans "coitus continuus", Inland Empire.
Somewhere er et filmisk mesterværk af den sjældne slags, skabt af en fortællestil, der trækker klare spor tilbage til den italienske og franske nybølge, til Fellinis La Dolce Vita, til Tatis Playtime, og til bølgens efterdøninger i USA, navnlig Cassavetes' Faces. Men også Kitanos Kikujiro. Det må selvfølgelig give anmelderne en vis ærefrygt. Men de tør alligevel ikke angribe filmens grundlæggende præmisser, der f.eks. går ud på, at der på Hotel California altid er våd og villig kørvel, hvorend Marco vender sit blik. Og som går ud på muligheden for at filmen er hans POV. Den slags emotionelle supercharge (eller undercharge) har Coppola jo altid elsket, for det giver hende muligheden for som altid at bygge en kontrast op, her en kvalme hos tilskueren og hos Marco selv, en overmæthed, som kun kan resultere i en voldsom modreaktion, en fransk revolution mod sig selv. I Marcos tilfælde er katalysatoren hans datter, fint indklippet direkte fra de to callgirls, en pige fra virkeligheden, Cleo, der med sit blotte nærvær, sine tårer og sin dans kaster de første glas mod Marcos stenhus og får ham til at indse, at der er et liv uden for Californication.
"Somewhere over the rainbow
Way up high,
There's a land that I heard of
Once in a lullaby."
Der er mange fine momenter, der skiller filmen afgørende fra mainstream look-a-likes som f.eks. Despicable Me. Først og fremmest spiller forholdet mellem aktivitet og passivitet en stor rolle i filmen: Marco får maden serveret. Cleo laver mad. Indtil han til sidst koger sin egen pasta, blot overdosed selvfølgelig. Filmstjernen Marco driver langsomt ud af billedet på en lufmadras i swimmingpoolen. Dernæst tæller, at fiktionen i filmen dobbeltsymbolsk viser os virkeligheden bedre end virkeligheden, selv i en "halv" dokumentarfilm som denne: Marco "sminket" som gammel, afdanket filmstjerne og mand. Marco som ufrivillig deltager i et konstrueret (italiensk) show med villige kvinder. Og endelig den selvalgte ensomhed, puppetilværelsen: Do not disturb-skiltet på dørhåndtaget. Agenten og sms'erne forstyrrer konstant hans isolation, Selv gipsen på armen mener Marco selv at kunne fjerne. Livet er et bordtennisspil - det handler ikke altid om at vinde, det materialistiske, men grundlæggende handler det hos Coppola om interaktionen, fællesskabet med andre mennesker, de nære ting, Elvis' teddybjørn i vuggevisen, som alle skørt længes efter. Og at få kommunikationen igennem til andre mennesker, så den ikke drukner i hverdagens larm. Til sidst i samtalen med Layla: Stadig som altoverskyggende tema står her Marcos behov for bekræftelse og den manglende erkendelse af behovet for det rationelle opgør med sig selv og for undskyldningen. Men omgivelsernes ømhed, teddybjørnen, kommer ikke af sig selv og Marcos rejse mod den er lang og besværlig.
Filmen er således en skøn blanding af docu(u)drama og Marcos POV. Badeværelsesspejlet, som Coppola elegant viger uden om i første indstilling i starten af filmen hvor vi ikke kender Marco rigtigt og han sig selv endnu mindre, men som i slutningen spejler Marco, da han har set sig selv som den han er. Som han hader. Hvor gik Nora hen? Og hvor gik Marco hen? Klarede de den begge? Og hvem fik Ferrarien? Og lyden, der lægges på filmen, da Marco kører ind i skyggerne under broerne på vej ud i en frihed, han måske ikke kan håndtere, er måske ildevarslende. En sort helikopter. Og hans dødsenssorte Ferrari, der truer med at bringe ham fra puppe til grav på fem sekunder. Men hvem ved? Coppolas pointe er i Somewhere, som altid, anywhere, men her klarere end nogensinde, selve bruddet - impressionistisk - med den umodne puppetilværelse (Marco indrullet i hotelsengens hvide dyne), viljen til at stræbe mod et eget liv, lyset. Men hun giver os aldrig rigtigt svaret på hvad der siden hændte, fordi erkendelsen, løsrivelsen og opgøret er altid det vigtigste hos hende - det der viser, at der er selvstændigt liv, at navlestrengen klippes. Klarer man det, klarer man nok også resten. For så ved man det ikke kan gå helt galt.
"There's a place for us
Somewhere a place for us
Peace and quiet and open air
Wait for us
Somewhere
There's a time for us
Some day a time for us
Time together
With time to spare
Time to look
Time to care
Someday
Somewhere
We'll find a new way of living
We'll find a way of forgiving
Somewhere
There's a place for us
A time and place for us
Hold my hand
And we're halfway there
Hold my hand
And I'll take you there
Somehow
Someday
Somewhere"
20/11-2010
