The owls are exactly what they seem

2.0
I sine to forrige film, "300" og "Watchmen", arbejdede instruktør Zack Snyder med store mængder animation lagt oven på optagelser med skuespillere. Her tager han så skridtet fuldt ud og går over i 100% animationsfilm med "Legend of the Guardians", der er baseret på en bogserie af Kathryn Lasky.

I modsætning til Snyders tidligere film er det her en rendyrket børnefilm (som det åbenbart er normen for amerikanske animationsfilm). "Legend of the Guardians" foregår i en fantastisk verden, hvor ugler er de dominerende væsener. Her bliver to unge uglebrødre kidnappet af en gruppe onde ugler, der er i gang med at træne en hær op til at tage verdensherredømmet. Den ene bror lader sig rekruttere, men den anden, hovedpersonen, undslipper og sætter sammen med med nogle nyfundne venner ud for at finde de legendariske Vogtere, som er de eneste, der kan modstå ondskaben.

Det er en helt klassisk sort-hvid historie om det gode mod det onde, skåret fuldstændig ud i pap, så alle kan forstå, at de onde er onde, og de gode er gode, og sådan er det bare. "Legend of the Guardians" byder absolut ikke på nogen overraskelser i handlingen, men forsøger i stedet at nå et niveau af patos, som slet ikke virkede på mig. Dertil er det hele for klichéagtigt og gennemskueligt, plus at jeg synes, det har en lettere skummel snert af religiøs vækkelse, når de unge ugler taler henført om Vogterne og deres evner.

Mens jeg altså ikke giver meget for historien, vil jeg til gengæld tage hatten af for, at Snyder igen har stået i spidsen for et fantastisk animationsarbejde. "Legend of the Guardians" er utroligt flot, med en mørkere og mere dyster stil, end man normalt ser i amerikanske børnefilm. Og med nogle af de bedste 3D-effekter, jeg hidtil har set. Scenerne med kæmpende ugler i bullet time, hvor hver en vingefjer skinner i lyset, er bare enormt lækkert lavet. Desværre er det dog stadig en anelse forvirrende at skulle følge med i, hvad der foregår, når filmen speeder op fra slowmotion igen, og en samling fjerduske tumler rundt på lærredet. Men flot er det.

Lækre effekter gør det altså bare ikke i sig selv, og "Legend of the Guardians" er efter min mening for tyndbenet på alle andre områder end lige det visuelle. Nu er den selvfølgelig også lavet til en yngre målgruppe, og det kan sagtens være, at det tilsigtede publikum vil være mere tilfredse. Men for mig er filmen det foreløbige lavpunkt i Zack Snyders karriere, der ellers startede med nogle vildt imponerende film.
Legenden Om Vogterne – Uglerne Fra Ga’hoole