Denzel og Tony på togtur 2

3.0
Har Tony Scott og hans yndlingsstjerne, Denzel Washington, mon en fælles fetich for tog? De har i hvert fald lavet to film i træk, hvor tog spiller en hovedrolle. Først "The Taking of Pelham 1 2 3" og nu "Unstoppable", som er løst baseret på en virkelig hændelse, hvor et stort fragttog med farlig last kørte ubemandet af sted i flere timer, før det lykkedes banepersonalet at stoppe det.

Filmen flytter historien fra Ohio til Pennsylvania og overdramatiserer hændelsen på bedste Hollywood-manér. Mange detaljer er dog stadig tæt på virkeligheden - at toget blev sat i fart ved en menneskelig fejl, at det var lastet med farlige kemikalier, og at det var temmelig svært at få det stoppet igen. Alt det bygger Scott altså ekstra spænding ovenpå, og resultatet er en overraskende velfungerende film om hverdagens helte, der trodser de inkompetente bureaukrater i baneledelsen og får toget stoppet med livet som indsats.

Scott er på godt og ondt en superprofessionel filmmager, og det viser sig altså i den effektive spændingsopbygning, hvor det bl.a. lykkes at visualisere den skræmmende tanke om et metalmonster på mange ton, der tromler af sted mod katastrofen. Alt er helt efter Hollywood-manualen med spændingskurve, human interest stories, ufølsomme skurke og så videre - men det virker. Og på samme måde virker Denzel Washington, Chris Pine og Rosario Dawson effektivt i de tre hovedroller som trioen, der arbejder sammen om at stoppe toget.

"Unstoppable" er virkelig en formelfilm, men som altid hos Scott er den tekniske side på højt niveau, og der er noget fundamentalt sympatisk i at lave en Hollywood-spændingsfilm med helt almindelige jernbaneansatte i helterollerne. Det her er ikke nogen stor film, men den får ganske meget ud af et snævert oplæg - og derfor var "Unstoppable" en positiv overraskelse, som dog stadig ikke kommer over tre store stjerner.
Unstoppable