To timers turbo-tomgang
2.0
Hvis en historie skal fænge, skal der være en historie. Det er der ikke. Watson og Holmes er to civilklædte supermænd uden antydning af personlighed, og den onde skurk, Blackwood, evner ikke at formulere, hvad han vil. Meget lidt forklares undervejs, men til gengæld får vi at vide, at Holmes havde regnet det hele ud til slut(!)
End ikke bifigurerne er interessante. Paradoksalt nok er det den på papiret mest kedelige figur, Dr. Watsons udkårne Mary, spillet af Kelly Reilly, som får sneget mest dramaturgisk nerve ind i sin figur. Den anden kvindelige hovedfigur, der skal forestille at være Sherlock Holmes' gamle flamme, er derimod en fiasko af rang. Men meget typisk af instruktør Guy Ritchie at ødelægge et umiddelbart stemingsfyldt univers med nærmest Marvel-agtige papfigurer.
De eneste punkter, hvorpå filmen udmærker sig, er med hensyn til hurtigt vid i replikkerne samt stilsikker visuel action. Intet andet. Det er ikke bare for tyndt, det er også for dumt.
P.S.: Jeg tror ikke, jeg ka' li' Guy Ritchie. ;-)
End ikke bifigurerne er interessante. Paradoksalt nok er det den på papiret mest kedelige figur, Dr. Watsons udkårne Mary, spillet af Kelly Reilly, som får sneget mest dramaturgisk nerve ind i sin figur. Den anden kvindelige hovedfigur, der skal forestille at være Sherlock Holmes' gamle flamme, er derimod en fiasko af rang. Men meget typisk af instruktør Guy Ritchie at ødelægge et umiddelbart stemingsfyldt univers med nærmest Marvel-agtige papfigurer.
De eneste punkter, hvorpå filmen udmærker sig, er med hensyn til hurtigt vid i replikkerne samt stilsikker visuel action. Intet andet. Det er ikke bare for tyndt, det er også for dumt.
P.S.: Jeg tror ikke, jeg ka' li' Guy Ritchie. ;-)
29/11-2010
