Gule og blå mænd

Skaberne af filmen burde ihvertfald tæskes gule og blå.
Jeg har lige set lortet på TV2 Film og skuffelsen kunne næsten ikke være større. Jeg havde faktisk set frem til at se den film, fordi jeg synes traileren så lovende ud, da den i sin tid blev sendt i biograferne. Men værre omgang crap skal man da godt nok lede længe efter.
Den største bedrift er nok at det lykkedes Heide og Øgendahl, at få både Helle Fagralid og Thure Lindhardt til at spille elendigt.
Dramaturgisk er filmen så ringe skruet sammen, at den filmkonsulent, der har bevilliget penge til produktionen, ikke alene burde have været fyret på stedet. Man burde have indstøbet konsulenten i beton og deponeret vedkommende, sammen med andet skadeligt affald, dybt nede i den svenske granit. At have sådan en person til at gå frit rundt i samfundet er ganske enkelt uansvarligt, at give personen ret til at uddele filmstøtte er en forbrydelse mod menneskeheden.

At gå i detaljer med hvorfor den er så ringe, vil næsten være for omstændigt. For hvor skal man starte og hvor skal man slutte? Filmen er jo genneført ringe, så at gå detaljer med alle skoddetaljerne vil gøre anmeldelsen lige så lang som filmen. Længde er i øvrigt en af de ting, der gør filmen til en hån mod seerne. Filmen er godt en time, men blev alligevel distribueret i de danske biografer, til samme billetpris, som en almindelig spillefilm. Selv længden af filmen formår skaberne altså at gøre til en hån mod seerne.
Derudover er der så den håbløse karakterudvikling. Lindhardts og Fagralids karakterer gennemgår således ikke alene indledning af et kæresteforhold på omkring 15 minutters tid. De når også lige et "dramatisk" brud og en "romantisk" genoptagelse af forholdet, altsammen indenfor de 15 minutters tid.
Der er også den håbløse humor, eller mere præcist: den håbløse "integration" af humor i historien. For jeg skal ikke blande mig i hvad folk synes er morsomt.
Det kan godt være folk synes det er sjovt, at en af de bærende biroller er en lavpandet skraldeabe, med dertilhørende klichéer som hans evne til at producere børn og manglende evner til at forstå ganske almindelige ord. Heldigvis får Helmut Nyborg alligevel det sidste ord, da vi får at vide, i forbindelse med rulleteksterne, at skraldeaben er blevet steriliseret.
Men integrationen af humoren synes jeg godt jeg kan blande mig i. For den er mildest talt ikke-eksisterende. Hovedpersonen er slet ikke morsom og de "humoristiske indslag" (f.eks. skraldeabens uheldige sammenstød med en varevognsgorilla) bindes overhovedet ikke sammen med vores kedelige hovedpersons del af plottet. "Humoren" bliver bare smidt ind vilkårligt, rundt omkring i filmen, som cut scenes.
Så folk kan nok forstå hvorfor det ikke nytter noget, at gennemgå filmens problemer i detaljer.

Det må være rigeligt, at notere sig den stinker. Øgendahl er skidesjov som stand up komiker og det håber jeg han bliver ved med. Instruktøren kan så sikkert gøre gavn på den lokale genbrugsplads.

At jeg giver den en stjerne hænger i øvrigt sammen med man ikke kan give en film nul stjerner. For nul stjerner er virkeligt, hvad filmen fortjener. Det eneste positive jeg kan sige er at Helle Fagralid, efter min mening, er en af Danmarks smukkeste kvinder. Men det har holdet bag filmen næppe haft noget med at gøre. Så når nu jeg skal uddele mindst én stjerne vil jeg gerne understrege, at den udelukkende tildeles Fagralids forældre.