Et sted i kendislivet
5.0
Efter den i mine øjne kiksede "Marie Antoinette" er Sofia Coppola tilbage med en film, der igen viser de kvaliteter, som gav hende et stort gennembrud med "Lost in Translation".
"Somewhere" handler om en filmstjerne, der er kørt sur i kendislivet, smukt understreget helt fra filmens start, hvor han bl.a. ligger og kigger stenende på to tvillingestrippere på sit hotelværelse - en fantastisk scene. Han bevæger sig som en zombie rundt mellem rygklappere og kvinder, der kaster sig for fødderne af ham - men får først noget livsgnist tilbage, da hans eks uventet parkerer deres 11-årige datter hos ham. For samværet med datteren giver ham mod til igen at tage styringen i sit liv.
"Somewhere" er en film med meget lidt struktureret handling. Der er ikke ret meget plot i klassisk forstand - i stedet fortæller Coppola elegant sin historie via stemninger og småbizarre scener med masser af ironisk distance til den kendiskultur, Coppola selv må være vokset op midt i. Det er i høj grad en film om Hollywood, i tråd med klassikere som ”The Bad and the Beautiful” eller ”The Big Knife”, her bare med en mere spydigt moderne satire som rød tråd under scenerne. Som i en press junket, hvor hovedpersonen får stillet de mest absurde spørgsmål, eller et italiensk award show, der er så vanvittigt plastikagtigt, som kun italienerne kan lave det. Hovedpersonen befinder sig i en nærmest surrealistisk version af virkeligheden, defineret af hans stjernestatus - hvor datteren altså bliver en livline til noget mere jordbundet.
I hovedrollen gør Stephen Dorff det glimrende som en mand, der ikke helt tror på sit eget rygte - selv om han dog ikke fuldstændig brænder igennem i filmens mest dramatiske scene. Elle Fanning er også rigtig fin som datteren, der vist bare gerne vil have nogle forældre til stede. Filmen fungerer dog fungerer først og fremmest på grund af Sofia Coppolas superbe fornemmelse for scene- og stemningsopbygning. Hun virker som en ”blød” instruktør, forstået på den måde, at skuespillerne får masser af snor, ligesom kameraet dvæler ved hver enkelt scene, interesseret i alle detaljer. Men Coppola får altså det hele bundet sammen til en både melankolsk og livsglad film, som man husker længe efter.
"Somewhere" handler om en filmstjerne, der er kørt sur i kendislivet, smukt understreget helt fra filmens start, hvor han bl.a. ligger og kigger stenende på to tvillingestrippere på sit hotelværelse - en fantastisk scene. Han bevæger sig som en zombie rundt mellem rygklappere og kvinder, der kaster sig for fødderne af ham - men får først noget livsgnist tilbage, da hans eks uventet parkerer deres 11-årige datter hos ham. For samværet med datteren giver ham mod til igen at tage styringen i sit liv.
"Somewhere" er en film med meget lidt struktureret handling. Der er ikke ret meget plot i klassisk forstand - i stedet fortæller Coppola elegant sin historie via stemninger og småbizarre scener med masser af ironisk distance til den kendiskultur, Coppola selv må være vokset op midt i. Det er i høj grad en film om Hollywood, i tråd med klassikere som ”The Bad and the Beautiful” eller ”The Big Knife”, her bare med en mere spydigt moderne satire som rød tråd under scenerne. Som i en press junket, hvor hovedpersonen får stillet de mest absurde spørgsmål, eller et italiensk award show, der er så vanvittigt plastikagtigt, som kun italienerne kan lave det. Hovedpersonen befinder sig i en nærmest surrealistisk version af virkeligheden, defineret af hans stjernestatus - hvor datteren altså bliver en livline til noget mere jordbundet.
I hovedrollen gør Stephen Dorff det glimrende som en mand, der ikke helt tror på sit eget rygte - selv om han dog ikke fuldstændig brænder igennem i filmens mest dramatiske scene. Elle Fanning er også rigtig fin som datteren, der vist bare gerne vil have nogle forældre til stede. Filmen fungerer dog fungerer først og fremmest på grund af Sofia Coppolas superbe fornemmelse for scene- og stemningsopbygning. Hun virker som en ”blød” instruktør, forstået på den måde, at skuespillerne får masser af snor, ligesom kameraet dvæler ved hver enkelt scene, interesseret i alle detaljer. Men Coppola får altså det hele bundet sammen til en både melankolsk og livsglad film, som man husker længe efter.
12/12-2010
