Fornuft og følelse
4.0
Ambitiøst italiensk drama, der udspiller sig omkring en styrtende rig familie fra Milano. Ved filmens start er familiens patriark ved at gøre klar til at trække sig tilbage og overlade firmaet til de næste to generationer - som dog viser sig at have andre problemer at slås med.
"Io sono l'amore" handler nemlig om konflikter mellem fornuft og følelser, især udspillet gennem patriarkens svigerdatter, der i begyndelsen spiller sin rolle som tilbagetrukken, elegant hustru perfekt. Men da hendes søn får én af sine venner til at lave mad til en fest, vækkes hendes passion voldsomt til live igen, både for manden og maden. Også hendes datter kæmper med forbudte følelser, for hendes opvågnen som lesbisk passer ikke ind i familiens kontrollerede, ordentlige liv. Og konflikten mellem fornuft og følelse er desuden til stede i historien om familiefirmaet, som de yngre generationer overvejer at sælge, uden respekt for den stolthed, det er bygget med.
Forfatter-instruktør Luca Guadagnino har på den måde fat i et velkendt tema, der er blevet tævet grundigt igennem i mange andre historier. Men her bliver det flot foldet ud gennem en langsom, visuelt smuk opbygning af den centrale familie og deres liv i overflod. Meget fortælles uden ord af fotograf Yorick Le Saux, der fra start slår følelseskulden an med billeder af et sneklædt Milano - og i øvrigt har nogle fantastiske locations at arbejde med.
Desværre er Guadagnino lidt for ambitiøs med filmen, for den kommer ud i for mange svinkeærinder, især med det ret letfattelige tema in mente. Der skal bygges for mange småhistorier på, og det får midterstykket til at virke en anelse trægt. Inden der så bliver sat eftertryk på med en flot og medrivende melodramatisk slutsekvens, hvor Tilda Swinton også får givet det sidste til sin ekstremt velspillede hovedrolle. Swinton kan formidle utroligt mange ting uden ord, og det gør hun imponerende her - hvor der i øvrigt også er fint spil i de fleste andre roller, specielt af Alba Rohrwacher som den følsomme lesbiske datter.
Som nævnt vil "Io sono l'amore" lige lidt for meget og mister noget fokus og dermed slagkraft. Men der er også rigtig mange gode ting at glæde sig over i filmen - ikke mindst at den til sidst tør være så dybfølt melodramatisk, uden at det er i nærheden af at være kitschet.
"Io sono l'amore" handler nemlig om konflikter mellem fornuft og følelser, især udspillet gennem patriarkens svigerdatter, der i begyndelsen spiller sin rolle som tilbagetrukken, elegant hustru perfekt. Men da hendes søn får én af sine venner til at lave mad til en fest, vækkes hendes passion voldsomt til live igen, både for manden og maden. Også hendes datter kæmper med forbudte følelser, for hendes opvågnen som lesbisk passer ikke ind i familiens kontrollerede, ordentlige liv. Og konflikten mellem fornuft og følelse er desuden til stede i historien om familiefirmaet, som de yngre generationer overvejer at sælge, uden respekt for den stolthed, det er bygget med.
Forfatter-instruktør Luca Guadagnino har på den måde fat i et velkendt tema, der er blevet tævet grundigt igennem i mange andre historier. Men her bliver det flot foldet ud gennem en langsom, visuelt smuk opbygning af den centrale familie og deres liv i overflod. Meget fortælles uden ord af fotograf Yorick Le Saux, der fra start slår følelseskulden an med billeder af et sneklædt Milano - og i øvrigt har nogle fantastiske locations at arbejde med.
Desværre er Guadagnino lidt for ambitiøs med filmen, for den kommer ud i for mange svinkeærinder, især med det ret letfattelige tema in mente. Der skal bygges for mange småhistorier på, og det får midterstykket til at virke en anelse trægt. Inden der så bliver sat eftertryk på med en flot og medrivende melodramatisk slutsekvens, hvor Tilda Swinton også får givet det sidste til sin ekstremt velspillede hovedrolle. Swinton kan formidle utroligt mange ting uden ord, og det gør hun imponerende her - hvor der i øvrigt også er fint spil i de fleste andre roller, specielt af Alba Rohrwacher som den følsomme lesbiske datter.
Som nævnt vil "Io sono l'amore" lige lidt for meget og mister noget fokus og dermed slagkraft. Men der er også rigtig mange gode ting at glæde sig over i filmen - ikke mindst at den til sidst tør være så dybfølt melodramatisk, uden at det er i nærheden af at være kitschet.
21/12-2010
