TROFF
2.0
Den oprindelse films idérigdom og stemning taget i betragtning, så var det her lidt af en skuffelse.
Jo, flot og pompøst ser det da ud, men det er selvsagt ikke så originalt og visionært banebrydende, som den originale film var i 1982. Det helt store problem ligger i, at ingen har formået at finde noget brugbart at erstatte den første films originalitet med. Derfor bliver Tron Legacy blot et stort, opulent CGI-opkog af smarte designs uden indhold eller sjæl. Ganske som Avatar for et år siden er det således visuelt flot, men egentlig ret indholdsløst og overfladisk.
Jeff Bridges er som altid god og kan sagtens bære at være både skurk og helt. Flynn har endda lidt Lebowski-vibe over sig, dude... Det hjælper en hel del, når Flynns ellers Han Solo-agtige fandenivoldsk-hed er erstattet med rørstrømsk afsavn over hans søn. Det kunne sagtens have været ulideligt at se på, hvis ikke der var en skuespiller af Bridges' format på plads til rollen.
Bruce Boxleitner bliver derimod ikke brugt til noget som helst, mens Garrett Hedlund er temmeligt intetsigende i rollen som den unge Flynn. Men det er vel også underordnet. Disse opkog på gamle film krydres altid med de gamle karakterers efterkommere (eller forfædre i prequels), der skal spilles af skuespillere, der øjensynligt måles højest på, hvordan håret sidder, og hvordan de ser ud i bar overkrop - skuespiltalent interesserer ingen sig jo heldigvis for. Nej, fy da. Vi skal jo ramme de rigtige målgrupper med lækre fyre og smukke chicks.
Derfor identificerer man sig da også omtrent lige så meget med Hedlund, som man gjorde med Sam Worthington i "Avatar" eller "Clash of the Titans", Hayden Christensen i Star Wars II og III, eller Chris Pine i Abrams' Trek, eller hvad vi nu ellers kunne nævne. Det er muligt, de kan spille skuespil, men det viser de ikke, og det er der jo heller ingen, der interesserer sig for.
I denne films tilfælde ligger problemet dels i det ofte særdeles uengagerede skuespil samt det ujævne plot. Jo, der er flotte effekter undervejs, men når vi skal videre til dramaet mellem karaktererne, ja, så er der desværre mere nerve at hente på Folketings-kanalen på tv.
Jeg kunne såmænd sagtens leve med, at vi ikke ser titelfiguren Tron i filmen. Men filmen synes at insistere på hele tiden at skulle vende tilbage til ham for at retfærdiggøre sin titel. Det er i så fald underligt, at han ses så lidt, selv om Bruce Boxleitner, der spillede ham i den oprindelige film, stadig er på rollelisten som alter egoet Alan Bradley.
Men nuvel, så lad da Tron hvile i fred. Men det vil filmen bare heller ikke. Nej, Trons skæbne skal hele tiden spilles op og ned en del gange, hvilket irriterer, fordi han i sidste ende er flintrende ligegyldig for, hvordan filmen udvikler sig. Hele den halvbagte misære afsluttes i en forglemmelig scene, der mest af alt ligner det, man kommer op med, når man lige skal have gjort noget færdigt natten før man afleverer sin eksamensopgave. Trist.
Det gør sådan set ikke den her film elendig. Men den mangler vision, fantasi og nerve. Mere engagereret skuespil havde heller ikke været af vejen. Uden disse kører filmens lightcycles desværre kun i middel fart på isglatte veje i den danske vinter, hvorfor de også skøjter usikkert afsted i det usikre plot. Derfor ender det hele som en meget jævn film, der er glemt om højest et halvt år, selv om den måske har bedst af blive glemt endnu hurtigere. Bevares, drengerøvene kan være helt ligeglade. De får lækre babes og pæn CGI at kigge på, mens herligheden står på. Men vi andre, der så den første film i 82 og håber på lidt mere, må desværre sande, at den nye film ikke lever op til arven.
Jo, flot og pompøst ser det da ud, men det er selvsagt ikke så originalt og visionært banebrydende, som den originale film var i 1982. Det helt store problem ligger i, at ingen har formået at finde noget brugbart at erstatte den første films originalitet med. Derfor bliver Tron Legacy blot et stort, opulent CGI-opkog af smarte designs uden indhold eller sjæl. Ganske som Avatar for et år siden er det således visuelt flot, men egentlig ret indholdsløst og overfladisk.
Jeff Bridges er som altid god og kan sagtens bære at være både skurk og helt. Flynn har endda lidt Lebowski-vibe over sig, dude... Det hjælper en hel del, når Flynns ellers Han Solo-agtige fandenivoldsk-hed er erstattet med rørstrømsk afsavn over hans søn. Det kunne sagtens have været ulideligt at se på, hvis ikke der var en skuespiller af Bridges' format på plads til rollen.
Bruce Boxleitner bliver derimod ikke brugt til noget som helst, mens Garrett Hedlund er temmeligt intetsigende i rollen som den unge Flynn. Men det er vel også underordnet. Disse opkog på gamle film krydres altid med de gamle karakterers efterkommere (eller forfædre i prequels), der skal spilles af skuespillere, der øjensynligt måles højest på, hvordan håret sidder, og hvordan de ser ud i bar overkrop - skuespiltalent interesserer ingen sig jo heldigvis for. Nej, fy da. Vi skal jo ramme de rigtige målgrupper med lækre fyre og smukke chicks.
Derfor identificerer man sig da også omtrent lige så meget med Hedlund, som man gjorde med Sam Worthington i "Avatar" eller "Clash of the Titans", Hayden Christensen i Star Wars II og III, eller Chris Pine i Abrams' Trek, eller hvad vi nu ellers kunne nævne. Det er muligt, de kan spille skuespil, men det viser de ikke, og det er der jo heller ingen, der interesserer sig for.
I denne films tilfælde ligger problemet dels i det ofte særdeles uengagerede skuespil samt det ujævne plot. Jo, der er flotte effekter undervejs, men når vi skal videre til dramaet mellem karaktererne, ja, så er der desværre mere nerve at hente på Folketings-kanalen på tv.
Jeg kunne såmænd sagtens leve med, at vi ikke ser titelfiguren Tron i filmen. Men filmen synes at insistere på hele tiden at skulle vende tilbage til ham for at retfærdiggøre sin titel. Det er i så fald underligt, at han ses så lidt, selv om Bruce Boxleitner, der spillede ham i den oprindelige film, stadig er på rollelisten som alter egoet Alan Bradley.
Men nuvel, så lad da Tron hvile i fred. Men det vil filmen bare heller ikke. Nej, Trons skæbne skal hele tiden spilles op og ned en del gange, hvilket irriterer, fordi han i sidste ende er flintrende ligegyldig for, hvordan filmen udvikler sig. Hele den halvbagte misære afsluttes i en forglemmelig scene, der mest af alt ligner det, man kommer op med, når man lige skal have gjort noget færdigt natten før man afleverer sin eksamensopgave. Trist.
Det gør sådan set ikke den her film elendig. Men den mangler vision, fantasi og nerve. Mere engagereret skuespil havde heller ikke været af vejen. Uden disse kører filmens lightcycles desværre kun i middel fart på isglatte veje i den danske vinter, hvorfor de også skøjter usikkert afsted i det usikre plot. Derfor ender det hele som en meget jævn film, der er glemt om højest et halvt år, selv om den måske har bedst af blive glemt endnu hurtigere. Bevares, drengerøvene kan være helt ligeglade. De får lækre babes og pæn CGI at kigge på, mens herligheden står på. Men vi andre, der så den første film i 82 og håber på lidt mere, må desværre sande, at den nye film ikke lever op til arven.
22/12-2010
