Lommefilosofi på værtshuset
3.0
Den islandske forfatter-instruktør Dagur Kári er taget til New York i sin tredje spillefilm. Som nogle vil huske, var Káris forrige film faktisk dansk, "Voksne mennesker", og han er da også uddannet på Filmskolen i København. Men her sigter han altså efter et internationalt publikum med "The Good Heart", der handler om to mænd, der mødes på et hospitals intensivafdeling.
Den ene er en ung hjemløs, som har forsøgt at begå selvmord. Den anden er en kynisk ældre barejer, som har haft endnu et hjertetilfælde. De to bliver en slags venner på hospitalet, og barejeren rekrutterer en overrasket hjemløs som den efterfølger, han mangler til at føre den lille bar videre.
Filmen handler dermed mestendels om, hvordan den ældre kyniker forsøger at lære den unge mand op til at blive en lige så perfektionistisk og brysk bartender som ham selv. Det kommer der en god del fine replikskifter ud af, hvor Brian Cox gør det strålende som kompromisløs misantrop. "The Good Heart" er i meget høj grad Cox' film, for han dominerer stort set samtlige scener - selv om Paul Dano også er fin som hans 'offer'.
Det er ikke specielt overraskende, at de to hovedroller gør det glimrende, for de er temmelig typecastede. Cox som brysk og bitter, Dano som tøvende og verdensfjern ... det er roller, som de to kan til fingerspidserne. Og det er så også problemet ved "The Good Heart": Filmen holder sig i lidt for høj grad inden for det forudsigelige og sikre. Også i handlingen, som lander i stereotyp sentimentalitet, efterhånden som konflikten mellem at have et godt hjerte og et kynisk hjerte spidses til, udløst af den unge bartenders omsorg for en arbejdsløs stewardesse.
Der er en god del skævt morsom barfilosofi i "The Good Heart", og der er også fine detaljer i skildringen af barens stamgæster - bl.a. en helt tavs Nicolas Bro - ligesom Rasmus Videbæks kornede billeder flot skaber en brun værtshusstemning. Men i længden japper filmen for meget rundt i sit begrænsede univers, hvor Kári ikke får løftet barfilosofien til mere end lommefilosofi. Og dermed bliver filmen som helhed noget tandløs, med en lidt for letkøbt pointe og for mange småhistorier, som aldrig bliver fulgt til dørs.
Den ene er en ung hjemløs, som har forsøgt at begå selvmord. Den anden er en kynisk ældre barejer, som har haft endnu et hjertetilfælde. De to bliver en slags venner på hospitalet, og barejeren rekrutterer en overrasket hjemløs som den efterfølger, han mangler til at føre den lille bar videre.
Filmen handler dermed mestendels om, hvordan den ældre kyniker forsøger at lære den unge mand op til at blive en lige så perfektionistisk og brysk bartender som ham selv. Det kommer der en god del fine replikskifter ud af, hvor Brian Cox gør det strålende som kompromisløs misantrop. "The Good Heart" er i meget høj grad Cox' film, for han dominerer stort set samtlige scener - selv om Paul Dano også er fin som hans 'offer'.
Det er ikke specielt overraskende, at de to hovedroller gør det glimrende, for de er temmelig typecastede. Cox som brysk og bitter, Dano som tøvende og verdensfjern ... det er roller, som de to kan til fingerspidserne. Og det er så også problemet ved "The Good Heart": Filmen holder sig i lidt for høj grad inden for det forudsigelige og sikre. Også i handlingen, som lander i stereotyp sentimentalitet, efterhånden som konflikten mellem at have et godt hjerte og et kynisk hjerte spidses til, udløst af den unge bartenders omsorg for en arbejdsløs stewardesse.
Der er en god del skævt morsom barfilosofi i "The Good Heart", og der er også fine detaljer i skildringen af barens stamgæster - bl.a. en helt tavs Nicolas Bro - ligesom Rasmus Videbæks kornede billeder flot skaber en brun værtshusstemning. Men i længden japper filmen for meget rundt i sit begrænsede univers, hvor Kári ikke får løftet barfilosofien til mere end lommefilosofi. Og dermed bliver filmen som helhed noget tandløs, med en lidt for letkøbt pointe og for mange småhistorier, som aldrig bliver fulgt til dørs.
29/12-2010
