Poetry in motion picture
5.0
Allen Ginsbergs digt "Howl" blev udgivet i 1956 og var dermed det første store værk fra de amerikanske beatforfattere. Et langt digt i fire dele, der brød med de klassiske regler for opbygning af poesi, men som ikke mindst også var nyskabende med sine meget direkte referencer til narkotika og homoseksualitet. De sørgede for, at de californiske myndigheder i en berømt retssag forsøgte at få samlingen "Howl and Other Poems" forbudt med henvisning til lovgivningen om "obscenity", uanstændighed.
Filmen "Howl" angriber Ginsberg og digtet i tre krydsklippede spor: Et rekonstrueret samtidigt interview med Ginsberg; hans berømte første offentlige oplæsning af digtet på et galleri i San Francisco, hvor digtet delvist bliver illustreret af animerede sekvenser; og så retssagen mod Ginsbergs forlægger.
Tilsammen giver det en helt usædvanligt dyb filmisk analyse af et enkelt værk, hvor mange vinkler kommer i spil. Både via Ginsbergs egne refleksioner, der tydeligt viser, hvor bevidst han var om sine virkemidler - fx den i dag åbenlyse sandhed om, at hvis han og andre bøsser stod frem og fortalte åbent om deres seksualitet, ville det afmystificere emnet og på sigt føre til social accept. Via retssagen, som med nutidens øjne virker fuldstændig absurd i sin kamp om, hvorvidt "Howl" havde litterær værdi (ud fra en sær logik om, at man godt må skrive ord som "fuck" i rigtig litteratur, men andre steder er de forbudt). Og selvfølgelig via hele digtet, som fremstår enormt kraftfuldt i brudstykker spredt over hele filmen. Et væsentligt stykke modkultur, der skreg til oprør mod 50'ernes konforme USA på vegne af alle dem, der var anderledes - "the best minds of my generation", som Ginsberg kaldte dem i digtets første linje.
Digtets styrke i filmen skyldes bl.a. James Francos passionerede oplæsning - han er virkelig god i rollen som Ginsberg, der som perfekt kontrast er afdæmpet og nærmest underspillet af Franco i interviewscenerne. Men at filmen "Howl" er så vellykket trods sin kompleksitet, falder selvfølgelig først og fremmest tilbage på forfatter/instruktør-parret Rob Epstein og Jeffrey Friedman, der helt tydeligt er gået efter en særlig form for at lave film over noget så ufilmatiserbart som et digt.
Det her er faktisk Epstein og Friedmans første spillefilm, men de er et par dokumentarfilm-veteraner, der med succes har arbejdet sammen i mere end 20 år. Deres erfaring fra dokumentargenren har formentlig hjulpet i den detaljerede genskabelse af scener fra 50'erne, som virker overbevisende autentiske. Også godt hjulpet af yderligere en stærk gruppe skuespillere i retssalsscenerne - Bob Balaban, David Strathairn, Jon Hamm, Mary-Louise Parker, Treat Williams og Jeff Daniels er usædvanligt gode navne at have til mindre roller.
"Howl" er en anderledes, men virkelig interessant film. Enormt intellektuel - den her er rendyrket til hovedet og meget lidt til kroppen. Men samtidig overraskende vellykket i sin hyldest til et væsentligt værk, som den formår at brede ud til mere end selve digtet ved at inddrage temaer som kunstforståelse og ytringsfrihed. Og hvis nogen ikke skulle synes, at det er væsentlige emner, så husk på, at vi i Danmark pt. har et stort parti, som argumenterer for, at ytringsfrihed ikke gælder for alle, mens myndighederne i USA stadig bruger "obscenity" som undskyldning for at smide folk i fængsel i absurde retssager.
Filmen "Howl" angriber Ginsberg og digtet i tre krydsklippede spor: Et rekonstrueret samtidigt interview med Ginsberg; hans berømte første offentlige oplæsning af digtet på et galleri i San Francisco, hvor digtet delvist bliver illustreret af animerede sekvenser; og så retssagen mod Ginsbergs forlægger.
Tilsammen giver det en helt usædvanligt dyb filmisk analyse af et enkelt værk, hvor mange vinkler kommer i spil. Både via Ginsbergs egne refleksioner, der tydeligt viser, hvor bevidst han var om sine virkemidler - fx den i dag åbenlyse sandhed om, at hvis han og andre bøsser stod frem og fortalte åbent om deres seksualitet, ville det afmystificere emnet og på sigt føre til social accept. Via retssagen, som med nutidens øjne virker fuldstændig absurd i sin kamp om, hvorvidt "Howl" havde litterær værdi (ud fra en sær logik om, at man godt må skrive ord som "fuck" i rigtig litteratur, men andre steder er de forbudt). Og selvfølgelig via hele digtet, som fremstår enormt kraftfuldt i brudstykker spredt over hele filmen. Et væsentligt stykke modkultur, der skreg til oprør mod 50'ernes konforme USA på vegne af alle dem, der var anderledes - "the best minds of my generation", som Ginsberg kaldte dem i digtets første linje.
Digtets styrke i filmen skyldes bl.a. James Francos passionerede oplæsning - han er virkelig god i rollen som Ginsberg, der som perfekt kontrast er afdæmpet og nærmest underspillet af Franco i interviewscenerne. Men at filmen "Howl" er så vellykket trods sin kompleksitet, falder selvfølgelig først og fremmest tilbage på forfatter/instruktør-parret Rob Epstein og Jeffrey Friedman, der helt tydeligt er gået efter en særlig form for at lave film over noget så ufilmatiserbart som et digt.
Det her er faktisk Epstein og Friedmans første spillefilm, men de er et par dokumentarfilm-veteraner, der med succes har arbejdet sammen i mere end 20 år. Deres erfaring fra dokumentargenren har formentlig hjulpet i den detaljerede genskabelse af scener fra 50'erne, som virker overbevisende autentiske. Også godt hjulpet af yderligere en stærk gruppe skuespillere i retssalsscenerne - Bob Balaban, David Strathairn, Jon Hamm, Mary-Louise Parker, Treat Williams og Jeff Daniels er usædvanligt gode navne at have til mindre roller.
"Howl" er en anderledes, men virkelig interessant film. Enormt intellektuel - den her er rendyrket til hovedet og meget lidt til kroppen. Men samtidig overraskende vellykket i sin hyldest til et væsentligt værk, som den formår at brede ud til mere end selve digtet ved at inddrage temaer som kunstforståelse og ytringsfrihed. Og hvis nogen ikke skulle synes, at det er væsentlige emner, så husk på, at vi i Danmark pt. har et stort parti, som argumenterer for, at ytringsfrihed ikke gælder for alle, mens myndighederne i USA stadig bruger "obscenity" som undskyldning for at smide folk i fængsel i absurde retssager.
02/01-2011
