Flugt og fart
3.0
SPOILERS
Dokumentarfilminstruktøren Sami Saif har begået en fin dokumentarfilm om popkongen Tommy Seebach. Det er jo i sig selv glædeligt, at Tommy Seebach og hans musikalske talent på den måde (yderligere) udødeliggøres. Ikke desto mindre giver Saifs valg af form og indhold anledning til nogle alvorsrynker.
Saif har genren mod sig. Det er ikke hans skyld. Dokumentarfilmen har sjældent givet og kan sjældent give svaret på livets helt store spørgsmål - i dette tilfælde spørgsmålet om hvorfor det gik Tommy så galt som det gik. Genren er for opsat på realisme og på at finde svarene, der, som vi ved fra Citizen Kane, ofte gemmer sig poetisk mellem linjerne som tragedie og traumer fra helt andre fronter end dem vi tror, ofte fra barndommen. Det er en tid i Tommy Seebachs liv, som Saif gør for lidt ud af. Så psykologer over det ganske land må sidde tomhændet tilbage uden svar på de store spørgsmål efter at have set filmen. Saif er også alt for opsat på at give hr & fru Dannemark dokumentation i 1:1 for, hvorfor Tommy Seebach fik sin nedtur og hvilke svigt den medførte. Og man kan spørge, hvad det egentlig skal nytte at vie så meget af filmens tid til besvarelsen af dette lidt dyneløftende spørgsmål, i hvert fald når man (på bedste borgerlige vis) ikke markant ønsker at inddrage barndommens betydning for menneskets voksne vildveje og andre lignende faktorer, der kunne have forklaret mennesket Tommy Seebach et lille stykke hen ad vejen.
Jeg synes derfor filmen kommer til at savne musikalsk indhold, perspektivering og analyse, ikke mindst fra andre end hans tro følgesvende, hvis kommentarer desværre lidt usammenhængende er klippet ind i filmen som gnister uden varm glød. Det var jo en meget nyskabende pop- og diskotid, som Tommy Seebach boldrede sig i. Men filmen er desværre ikke nogen rigtig musikdokumentar. Det er dybest set en svigt- og tragediedokumentar. Men jeg synes, at det også er filmens svaghed, at der så målrettet snages i Tommy Seebachs tragedie i et, som det fremstår, meget velment forsøg på at forklare familiens sammenbrud for hele Danmark. Her ville en almindelig børnefamilie fra Herlev eller Esbjerg jo have kunnet fylde dette behov ud, bortset fra berømmelsesdelen, jf. nedenfor.
Hertil kommer, at den forklaring på hans deroute, der på baggrund af filmen har præget medierne de sidste par måneder, nemlig nedturen ved det Europæiske Melodi Grand Prix i 1993, ikke virker særligt overbevisende. Det er muligt at fiaskoen var den udløsende faktor, men man sidder tilbage med en klar fornemmelse af, at selv et godt resultat i Irland ikke havde reddet Tommy Seebach, men blot udskudt nedturen nogle år. Det er helt andre ting, der må været gået galt for ham og det må ligge længere tilbage i hans liv. Hvad der skete i 1993 var jo desuden reelt, at DR til sidst, efter mange år, bøjede sig for Tommy Seebachs pres, og i strid med tidens ferske strømninger tog Tommy Seebachs smukke og eviggyldige ballade med i det danske grand prix. Det ville være langt mere interessant at bore i, hvad der foregik bag DRs lukkede døre dengang. Men Saif vælger jo selv sine egne vinkler.
Saif falder, synes jeg, samlet set for fristelsen til at gøre Tommy Seebachs liv til en kliché, vi alle kan genkende, nemlig klicheen om det altødelæggende Rock'n'Roll liv. Men i de her tider, hvor spillefilm med samme tema, f.eks. Somewhere, ikke høster meget ros, er filmens budskab jo et godt, aktuelt og relevant opdragelsesbudskab, helt i pagt med tidens belærende ånd, rettet mod den nye Paradise Hotel-generation. Et budskab om mådehold. Kvaliteten af nutidens kunst bliver så nok desværre også derefter, nemlig mådeholden, men alting har sin pris, og livet står jo som bekendt over kunsten.
PS. De tre stjerner er en fejl, som desværre ikke kan rettes. Jeg havde ikke tænkt mig at give filmen karakter overhovedet.
Dokumentarfilminstruktøren Sami Saif har begået en fin dokumentarfilm om popkongen Tommy Seebach. Det er jo i sig selv glædeligt, at Tommy Seebach og hans musikalske talent på den måde (yderligere) udødeliggøres. Ikke desto mindre giver Saifs valg af form og indhold anledning til nogle alvorsrynker.
Saif har genren mod sig. Det er ikke hans skyld. Dokumentarfilmen har sjældent givet og kan sjældent give svaret på livets helt store spørgsmål - i dette tilfælde spørgsmålet om hvorfor det gik Tommy så galt som det gik. Genren er for opsat på realisme og på at finde svarene, der, som vi ved fra Citizen Kane, ofte gemmer sig poetisk mellem linjerne som tragedie og traumer fra helt andre fronter end dem vi tror, ofte fra barndommen. Det er en tid i Tommy Seebachs liv, som Saif gør for lidt ud af. Så psykologer over det ganske land må sidde tomhændet tilbage uden svar på de store spørgsmål efter at have set filmen. Saif er også alt for opsat på at give hr & fru Dannemark dokumentation i 1:1 for, hvorfor Tommy Seebach fik sin nedtur og hvilke svigt den medførte. Og man kan spørge, hvad det egentlig skal nytte at vie så meget af filmens tid til besvarelsen af dette lidt dyneløftende spørgsmål, i hvert fald når man (på bedste borgerlige vis) ikke markant ønsker at inddrage barndommens betydning for menneskets voksne vildveje og andre lignende faktorer, der kunne have forklaret mennesket Tommy Seebach et lille stykke hen ad vejen.
Jeg synes derfor filmen kommer til at savne musikalsk indhold, perspektivering og analyse, ikke mindst fra andre end hans tro følgesvende, hvis kommentarer desværre lidt usammenhængende er klippet ind i filmen som gnister uden varm glød. Det var jo en meget nyskabende pop- og diskotid, som Tommy Seebach boldrede sig i. Men filmen er desværre ikke nogen rigtig musikdokumentar. Det er dybest set en svigt- og tragediedokumentar. Men jeg synes, at det også er filmens svaghed, at der så målrettet snages i Tommy Seebachs tragedie i et, som det fremstår, meget velment forsøg på at forklare familiens sammenbrud for hele Danmark. Her ville en almindelig børnefamilie fra Herlev eller Esbjerg jo have kunnet fylde dette behov ud, bortset fra berømmelsesdelen, jf. nedenfor.
Hertil kommer, at den forklaring på hans deroute, der på baggrund af filmen har præget medierne de sidste par måneder, nemlig nedturen ved det Europæiske Melodi Grand Prix i 1993, ikke virker særligt overbevisende. Det er muligt at fiaskoen var den udløsende faktor, men man sidder tilbage med en klar fornemmelse af, at selv et godt resultat i Irland ikke havde reddet Tommy Seebach, men blot udskudt nedturen nogle år. Det er helt andre ting, der må været gået galt for ham og det må ligge længere tilbage i hans liv. Hvad der skete i 1993 var jo desuden reelt, at DR til sidst, efter mange år, bøjede sig for Tommy Seebachs pres, og i strid med tidens ferske strømninger tog Tommy Seebachs smukke og eviggyldige ballade med i det danske grand prix. Det ville være langt mere interessant at bore i, hvad der foregik bag DRs lukkede døre dengang. Men Saif vælger jo selv sine egne vinkler.
Saif falder, synes jeg, samlet set for fristelsen til at gøre Tommy Seebachs liv til en kliché, vi alle kan genkende, nemlig klicheen om det altødelæggende Rock'n'Roll liv. Men i de her tider, hvor spillefilm med samme tema, f.eks. Somewhere, ikke høster meget ros, er filmens budskab jo et godt, aktuelt og relevant opdragelsesbudskab, helt i pagt med tidens belærende ånd, rettet mod den nye Paradise Hotel-generation. Et budskab om mådehold. Kvaliteten af nutidens kunst bliver så nok desværre også derefter, nemlig mådeholden, men alting har sin pris, og livet står jo som bekendt over kunsten.
PS. De tre stjerner er en fejl, som desværre ikke kan rettes. Jeg havde ikke tænkt mig at give filmen karakter overhovedet.
03/01-2011
