Lille spejl på væggen der ...
6.0
*en slags spoilers*
"Black Swan" er en fantastisk film. Utroligt helstøbt og enormt effektiv i sin næsten overdrevne brug af de mange virkemidler, som spiller sammen til en større helhed.
På overfladen er det selvfølgelig splittelsen mellem sort og hvid, den rene hvide svane og den dyriske sorte svane, som dominerer historien. Kunstneren, som bliver opslugt af værket, indtil hun ikke længere kan undertrykke sin egen sorte side - måske fordi hun aldrig tidligere har konfronteret den i sin beskyttede tilværelse. Men der er også andet på spil end den klassisk-småkonservative madonna/luder-konflikt, ikke mindst udtrykt gennem Matthew Libatiques fremragende fotografering.
Bemærk, hvor meget af filmen der er fotograferet via spejle eller andre afspejlinger. Mest åbenlyst i de skud, hvor Natalie Portmans afspejling bliver splittet i to billeder og dermed spiller op til overfladefortællingen om sort og hvid svane. Men bemærk også, hvor mange andre indstillinger der fotograferes gennem spejle, og at mange af dem viser Portman, der fascineret betragter sit eget spejlbillede. Evigt på jagt efter den perfektion, hun tror, der skal til for at være prima ballerina.
Allerede fra start er spejlene til stede, og tidligt i filmen begynder deres billeder lige så stille at blive forvrænget, få den der spejleffekt, hvor proportionerne lige er en anelse uvirkelige. Allerede fra start markerer instruktør Aronofsky (og Libatique) dermed, at filmen ikke er kamp mellem sort og hvid, men derimod en fortælling om en hovedperson, der er fortabt i sin egen narcissisme. Det bliver understreget af filmens to centrale onaniscener - og selvfølgelig af hovedpersonens forhold til Barbara Hersheys ualmindeligt skræmmende moderskikkelse. Der naturligvis er galskabens oprindelse med sin 1:1-overførsel af personlige ambitioner, incestuøse undertoner og gustne negleklipningsscener, der kunne være taget ud af den italienske giallo-gysertradition.
Der er masser af genkendelig inspiration, bl.a. fra Polanskis "Repulsion", men også fra giallo'ens katolsk-forskrækkede fokus på farlig kvindelig seksualitet. Og fra store klassikere i helt andre genrer: Portmans levering af slutreplikken bliver sat op på en måde, der minder meget om "White Heat" og James Cagneys berømte "Made it, ma! Top of the world!"
Men lige meget hvordan man tolker den, er "Black Swan" altså aldeles fremragende på alle punkter. Teknisk overlegen - ikke kun fotograferingen, men også musikanvendelse, art direction, production design og klipning er på meget højt niveau. Natalie Portman er fantastisk i hovedrollen og vinder formentlig en Oscar. Barbara Hershey er præcist, væmmeligt kontrolleret som moderen. Mila Kunis er effektivt lystdrevet som Portmans måske-rival. Winona Ryder er urovækkende som den gamle prima ballerina. Vincent Cassel er overbevisende manipulerende som balletmesteren. Og det hele bliver selvfølgelig holdt smukt sammen af Darren Aronofskys fuldt gennemtænkte instruktion.
"Black Swan" er filmmageri med de allerstørste armbevægelser, fyldt med passion, in-your-face-symbolik og buldrende melodrama. Men for søren, hvor det virker, når Tchaikovsky-musikken drøner ud af højttalerne, efter at hele filmen har bygget op til klimaks. En stor og gennemført filmoplevelse.
"Black Swan" er en fantastisk film. Utroligt helstøbt og enormt effektiv i sin næsten overdrevne brug af de mange virkemidler, som spiller sammen til en større helhed.
På overfladen er det selvfølgelig splittelsen mellem sort og hvid, den rene hvide svane og den dyriske sorte svane, som dominerer historien. Kunstneren, som bliver opslugt af værket, indtil hun ikke længere kan undertrykke sin egen sorte side - måske fordi hun aldrig tidligere har konfronteret den i sin beskyttede tilværelse. Men der er også andet på spil end den klassisk-småkonservative madonna/luder-konflikt, ikke mindst udtrykt gennem Matthew Libatiques fremragende fotografering.
Bemærk, hvor meget af filmen der er fotograferet via spejle eller andre afspejlinger. Mest åbenlyst i de skud, hvor Natalie Portmans afspejling bliver splittet i to billeder og dermed spiller op til overfladefortællingen om sort og hvid svane. Men bemærk også, hvor mange andre indstillinger der fotograferes gennem spejle, og at mange af dem viser Portman, der fascineret betragter sit eget spejlbillede. Evigt på jagt efter den perfektion, hun tror, der skal til for at være prima ballerina.
Allerede fra start er spejlene til stede, og tidligt i filmen begynder deres billeder lige så stille at blive forvrænget, få den der spejleffekt, hvor proportionerne lige er en anelse uvirkelige. Allerede fra start markerer instruktør Aronofsky (og Libatique) dermed, at filmen ikke er kamp mellem sort og hvid, men derimod en fortælling om en hovedperson, der er fortabt i sin egen narcissisme. Det bliver understreget af filmens to centrale onaniscener - og selvfølgelig af hovedpersonens forhold til Barbara Hersheys ualmindeligt skræmmende moderskikkelse. Der naturligvis er galskabens oprindelse med sin 1:1-overførsel af personlige ambitioner, incestuøse undertoner og gustne negleklipningsscener, der kunne være taget ud af den italienske giallo-gysertradition.
Der er masser af genkendelig inspiration, bl.a. fra Polanskis "Repulsion", men også fra giallo'ens katolsk-forskrækkede fokus på farlig kvindelig seksualitet. Og fra store klassikere i helt andre genrer: Portmans levering af slutreplikken bliver sat op på en måde, der minder meget om "White Heat" og James Cagneys berømte "Made it, ma! Top of the world!"
Men lige meget hvordan man tolker den, er "Black Swan" altså aldeles fremragende på alle punkter. Teknisk overlegen - ikke kun fotograferingen, men også musikanvendelse, art direction, production design og klipning er på meget højt niveau. Natalie Portman er fantastisk i hovedrollen og vinder formentlig en Oscar. Barbara Hershey er præcist, væmmeligt kontrolleret som moderen. Mila Kunis er effektivt lystdrevet som Portmans måske-rival. Winona Ryder er urovækkende som den gamle prima ballerina. Vincent Cassel er overbevisende manipulerende som balletmesteren. Og det hele bliver selvfølgelig holdt smukt sammen af Darren Aronofskys fuldt gennemtænkte instruktion.
"Black Swan" er filmmageri med de allerstørste armbevægelser, fyldt med passion, in-your-face-symbolik og buldrende melodrama. Men for søren, hvor det virker, når Tchaikovsky-musikken drøner ud af højttalerne, efter at hele filmen har bygget op til klimaks. En stor og gennemført filmoplevelse.
30/01-2011
