Keine Hexerei

2.0
Pulp fantasy er en genre, der alt for sjældent rammer danske biografer. Derfor ville jeg også gerne have kunnet lide denne historie om to korsfarende riddere, der deserterer efter års meningsløs vold, men på vejen hjem bliver tvangsindrulleret til at fragte en påstået heks til hendes retssag på et afsides kloster.

Som genrefilm har "Season of the Witch" mange af de rigtige elementer. En mørk, beskidt middelaldersetting. Et par kyniske antihelte. Pest, dæmonmagi og munke med den eneste kopi af Salomons Nøgle. Og den første del af filmen fungerer også ganske o.k., især mens heltene rejser langsomt af sted med heksen i bur, og man stadig er i tvivl om, præcis hvor skummel hun egentlig er.

Allerede der er der dog et misforhold mellem historiens dystre grundtone og de to heltes kække samspil - Nicolas Cage og Ron Perlman er sådan set et udmærket valg til rollerne, men nogle af deres replikker hører mere hjemme i en buddy movie. Og til sidst når historien så frem til klostret, hvor der venter halvdårlig CGI og en rigtig dum slutsekvens, som endeligt hiver niveauet ned til det ligegyldige.
Season Of The Witch