Vindere og tabere
5.0
Mike Leigh er efter sin superlivsglade "Happy-Go-Lucky" tilbage i det mere bitre hjørne med "Another Year". Som i bedste Leigh-stil er en delvist improviseret, fragmenteret historie, der her udspiller sig omkring et ældre, lykkeligt ægtepar. De er solidt forankret med overskud og de fælles prioriteter på plads, men har til gengæld både venner og slægtninge, hvis liv er ulykkelige, kaotiske og i sidste ende meget ensomme.
Filmen udspiller sig i fire kapitler, ét for hver årstid, indtil der til slut er gået endnu et år. Med en tydelig undertekst af "... uden at det blev bedre" for handlingens ulykkelige personer. Den undertekst skal man godt nok selv regne sig frem til, men det er igen typisk Leigh: Her bliver ikke givet ved dørene, i stedet bruger han kameraet som betragter og fokuserer på de små detaljer, som definerer sociale vindere og tabere. Og som bliver penslet ud, så det både er nervøst lattervækkende, næsten ubærligt at se på - og tankevækkende, også efter man er kommet ud fra biografen.
Strukturen i "Another Year" snyder lidt. Det lykkelige ægtepar er nemlig ikke historiens reelle hovedpersoner, selv om næsten alle scener foregår i deres hus og kolonihave. Den virkelige hovedperson er en sørgelig nærmest-veninde, stærkt spillet af Lesley Manville, der krampagtigt klynger sig til drømmen om en mand og bedre tider, mens hendes alkoholproblem bliver mere og mere tydeligt. Hun er en slags antitese til Poppy fra "Happy-Go-Lucky" - hende, der også forsøger at slå alt hen med et smil, men hvor facaden hurtigt krakelerer, fordi hun ikke har styrke og selvtillid til at bakke det op indeni.
"Du må lære at tage ansvar for dine handlinger," siger hendes veninde med det velfungerende ægteskab i én af filmens nøglescener. Og selv om det udtalt er en slags morale i historien, åbner scenen samtidig for en diskussion om, hvad det her solide ægtepar egentlig får ud af at have sådan nogle sølle venner? Parret spilles i øvrigt også flot af et par andre fra Leighs faste skuespillerkreds, Jim Broadbent og Ruth Sheen.
"Another Year" er efter min mening ikke helt på niveau med Leighs allerbedste film. Den har et mindre ambitionsniveau og er knap så skarpt skåret, som han tidligere har præsteret. Men det er stadig en intelligent og velspillet film, som med ganske simple virkemidler kravler ind under huden på én og bliver siddende. Fordi den kredser om emner som ensomhed, venskab og social accept på en måde, der vil gøre genkendeligt ondt på mange.
Filmen udspiller sig i fire kapitler, ét for hver årstid, indtil der til slut er gået endnu et år. Med en tydelig undertekst af "... uden at det blev bedre" for handlingens ulykkelige personer. Den undertekst skal man godt nok selv regne sig frem til, men det er igen typisk Leigh: Her bliver ikke givet ved dørene, i stedet bruger han kameraet som betragter og fokuserer på de små detaljer, som definerer sociale vindere og tabere. Og som bliver penslet ud, så det både er nervøst lattervækkende, næsten ubærligt at se på - og tankevækkende, også efter man er kommet ud fra biografen.
Strukturen i "Another Year" snyder lidt. Det lykkelige ægtepar er nemlig ikke historiens reelle hovedpersoner, selv om næsten alle scener foregår i deres hus og kolonihave. Den virkelige hovedperson er en sørgelig nærmest-veninde, stærkt spillet af Lesley Manville, der krampagtigt klynger sig til drømmen om en mand og bedre tider, mens hendes alkoholproblem bliver mere og mere tydeligt. Hun er en slags antitese til Poppy fra "Happy-Go-Lucky" - hende, der også forsøger at slå alt hen med et smil, men hvor facaden hurtigt krakelerer, fordi hun ikke har styrke og selvtillid til at bakke det op indeni.
"Du må lære at tage ansvar for dine handlinger," siger hendes veninde med det velfungerende ægteskab i én af filmens nøglescener. Og selv om det udtalt er en slags morale i historien, åbner scenen samtidig for en diskussion om, hvad det her solide ægtepar egentlig får ud af at have sådan nogle sølle venner? Parret spilles i øvrigt også flot af et par andre fra Leighs faste skuespillerkreds, Jim Broadbent og Ruth Sheen.
"Another Year" er efter min mening ikke helt på niveau med Leighs allerbedste film. Den har et mindre ambitionsniveau og er knap så skarpt skåret, som han tidligere har præsteret. Men det er stadig en intelligent og velspillet film, som med ganske simple virkemidler kravler ind under huden på én og bliver siddende. Fordi den kredser om emner som ensomhed, venskab og social accept på en måde, der vil gøre genkendeligt ondt på mange.
30/01-2011
