Kræft i closeup
4.0
På sidste års Berlin-festival vandt Pernille Fischer Christensen kritikerprisen for "En familie", der underligt nok først får dansk premiere nu, et år senere.
Titlens familie er en fin gammel københavnsk bagerklan, der bryster sig af, at tidligere generationer arbejdede familiefirmaet op fra ingenting til at blive kongelige hofleverandører. I familiens yngste generation er den ældste datter dog mere interesseret i kunst og jublende lykkelig, da hun får tilbudt et job hos et stort galleri i New York. Men hendes fremtidsplaner bliver brat sat på hold, da hendes far bliver erklæret uhelbredeligt kræftsyg.
Konflikterne i "En familie" er skarpt sat op omkring sygdommen og de konsekvenser, der rammer hovedpersonerne som et chok, efter at man som indledende kontrast har fået en glad præsentation af familien til upbeat popmusik. Den ældste datter er historiens klare hovedperson, og hendes valg mellem drømmen i New York og pligten i Danmark står klarest frem. Men Fischer Christensens dagsorden er tydeligvis ikke så meget de personlige valg, men derimod skildringen af sygdommens ødelæggende effekt, og hvor alene de enkelte personer står, når de skal forholde sig til den.
"En familie" er egentlig en ganske ujævn forestilling. Man ser tydeligt arven fra Dogme i det håndholdte kamera og grynede billeder, der i højere grad betragter personerne end involverer sig i dem. Men også i en meget svingende kvalitet - de dårligst fungerende scener er temmelig langtrukne, ofte med ganske banal dialog. Til gengæld er de bedste scener så helt enormt stærke.
Det gælder især, når Jesper Christensen er på lærredet i sin suveræne rolle som den døende patriark. En fuldstændig kompromisløs skuespilpræstation, som omfattede at tabe sig voldsomt og blive klippet og sminket til at ligne en terminalpatient skræmmende godt. Og som ikke kun er en rolle, der avler medfølelse - faktisk er den her døende mand undervejs decideret usympatisk, fordi han bruger sygdommen til at få sin vilje. Jeg har aldrig set Jesper Christensen spille bedre. Ikke i nærheden, faktisk.
Resten af persongalleriet er også velspillet (som altid hos Pernille Fischer Christensen). Især Lene Maria Christensen som den ældste datter, som hun rammer med stor indlevelse. Plus fine roller til Pilou Asbæk, Anne Louise Hassing og en skarp lille teenagerolle til Coco Hjardemaal som den yngste datter.
"En familie" er som nævnt lidt en blandet landhandel, men den er samtidig utroligt stærk i sin kompromisløse skildring af en familie i krise. Det er sjældent, at film går så væmmeligt tæt på sygdom og død. Vi er godt nok kun med som betragtere, men især hvis man har oplevet nogen dø i et langvarigt sygdomsforløb, er der mange genkendelige og meget menneskelige detaljer, som vækker eftertanke. Og den slutter trods alt med en lille positiv markering.
Titlens familie er en fin gammel københavnsk bagerklan, der bryster sig af, at tidligere generationer arbejdede familiefirmaet op fra ingenting til at blive kongelige hofleverandører. I familiens yngste generation er den ældste datter dog mere interesseret i kunst og jublende lykkelig, da hun får tilbudt et job hos et stort galleri i New York. Men hendes fremtidsplaner bliver brat sat på hold, da hendes far bliver erklæret uhelbredeligt kræftsyg.
Konflikterne i "En familie" er skarpt sat op omkring sygdommen og de konsekvenser, der rammer hovedpersonerne som et chok, efter at man som indledende kontrast har fået en glad præsentation af familien til upbeat popmusik. Den ældste datter er historiens klare hovedperson, og hendes valg mellem drømmen i New York og pligten i Danmark står klarest frem. Men Fischer Christensens dagsorden er tydeligvis ikke så meget de personlige valg, men derimod skildringen af sygdommens ødelæggende effekt, og hvor alene de enkelte personer står, når de skal forholde sig til den.
"En familie" er egentlig en ganske ujævn forestilling. Man ser tydeligt arven fra Dogme i det håndholdte kamera og grynede billeder, der i højere grad betragter personerne end involverer sig i dem. Men også i en meget svingende kvalitet - de dårligst fungerende scener er temmelig langtrukne, ofte med ganske banal dialog. Til gengæld er de bedste scener så helt enormt stærke.
Det gælder især, når Jesper Christensen er på lærredet i sin suveræne rolle som den døende patriark. En fuldstændig kompromisløs skuespilpræstation, som omfattede at tabe sig voldsomt og blive klippet og sminket til at ligne en terminalpatient skræmmende godt. Og som ikke kun er en rolle, der avler medfølelse - faktisk er den her døende mand undervejs decideret usympatisk, fordi han bruger sygdommen til at få sin vilje. Jeg har aldrig set Jesper Christensen spille bedre. Ikke i nærheden, faktisk.
Resten af persongalleriet er også velspillet (som altid hos Pernille Fischer Christensen). Især Lene Maria Christensen som den ældste datter, som hun rammer med stor indlevelse. Plus fine roller til Pilou Asbæk, Anne Louise Hassing og en skarp lille teenagerolle til Coco Hjardemaal som den yngste datter.
"En familie" er som nævnt lidt en blandet landhandel, men den er samtidig utroligt stærk i sin kompromisløse skildring af en familie i krise. Det er sjældent, at film går så væmmeligt tæt på sygdom og død. Vi er godt nok kun med som betragtere, men især hvis man har oplevet nogen dø i et langvarigt sygdomsforløb, er der mange genkendelige og meget menneskelige detaljer, som vækker eftertanke. Og den slutter trods alt med en lille positiv markering.
10/02-2011
