Rocky fra Massachusetts
4.0
Sportsfilm i klassisk stil om bokseren Micky Ward, der aldrig nåede at vinde en stor titel, men alligevel har en stor plads i nyere amerikansk boksehistorie - bl.a. fordi han tre år i træk var involveret i "årets kamp" ifølge det toneangivende magasin The Ring. Historien om Ward er samtidig historien om hans storebror, Dick Eklund, hvis crack-misbrug ødelagde en lovende karriere - men som trods misbruget trænede Ward og var en vigtig faktor i broderens karriere.
"The Fighter" deler dermed sin fortælling i to spor: Familie og karriere. Den sidstnævnte del er helt klassisk skåret som historien om den hårdtarbejde bokser, der efter mange nederlag får en ny chance. Ren "Rocky"-skabelon. Og desværre også most ned i skabelonen - manuskriptforfatterne har bl.a. udeladt to af de største kampe i Wards karriere, fordi de ikke passer til den dramatiske opbygning. Jeg er med på, at det ofte er nødvendigt at skære til for at få virkeligheden fortalt i spillefilmlængde, men her virker det lidt tyndt, at det ikke har kunnet gøres anderledes.
Filmens mest interessante del bliver derfor den, der handler om Wards nære forhold til sin problematiske familie - med moderen som manager og broderen som træner. Og en hær af søstre, der tilsyneladende bare hænger ud i barndomshjemmet. Det er så meget white trash, at det er tæt på at virke som en parodi. Også efter at Ward bliver kæreste med servitricen fra deres stambar, som får ham overbevist om, at hans karriere vil have godt af at kappe båndene til især narkoman-broderen.
Historien i "The Fighter" føles altså ganske velkendt, selv om den dog har en del gode - og ofte absurd morsomme - detaljer. Og teknisk er filmen heller ikke mere end o.k., dog med rigtig solide boksescener.
Filmens helt store styrke ligger derimod i skuespillet. Mark Wahlberg er godt nok lidt flad som Ward, der virker underligt kuet uden for bokseringen. Men omkring ham bliver der spillet fantastisk. Især af Christian Bale, der i vanlig stil har smidt adskillige kilo for at kunne forvandle sig til den crack-hærgede, speedsnakkende Eklund. Bale leverer en forrygende gang method acting, og han er én af de sikreste Oscar-vindere på søndag (besynderligt nok er det første gang, han overhovedet er nomineret). Der er også rigtig gode chancer for, at han får selskab på scenen af Melissa Leo, der som brødrenes mor og manager er favorit til den anden birollepris. Og der er tilmed en tredje stor rolle (og endnu en fortjent Oscar-nominering) til Amy Adams som Wards kæreste - en rå og bitchy type, der er en dejlig afveksling fra de mere nuttede roller, hun ellers har haft succes med.
Der er især masser af godt skuespil, men også mange gode enkeltscener i "The Fighter", og det sørger for en glimrende filmoplevelse. Men jeg synes dog samtidig, at det er temmelig åbenlyst, at instruktør David O. Russell ikke helt har styr på, hvad han egentlig vil med filmen, ud over at tvinge en slags irsk-amerikansk "Rocky" ud af den. Der bliver ikke leveret noget endeligt punch i familiehistorien, og de enkelte dele af filmen smelter aldrig sammen til en større helhed. Det er synd, når der nu er så mange gode ting undervejs.
"The Fighter" deler dermed sin fortælling i to spor: Familie og karriere. Den sidstnævnte del er helt klassisk skåret som historien om den hårdtarbejde bokser, der efter mange nederlag får en ny chance. Ren "Rocky"-skabelon. Og desværre også most ned i skabelonen - manuskriptforfatterne har bl.a. udeladt to af de største kampe i Wards karriere, fordi de ikke passer til den dramatiske opbygning. Jeg er med på, at det ofte er nødvendigt at skære til for at få virkeligheden fortalt i spillefilmlængde, men her virker det lidt tyndt, at det ikke har kunnet gøres anderledes.
Filmens mest interessante del bliver derfor den, der handler om Wards nære forhold til sin problematiske familie - med moderen som manager og broderen som træner. Og en hær af søstre, der tilsyneladende bare hænger ud i barndomshjemmet. Det er så meget white trash, at det er tæt på at virke som en parodi. Også efter at Ward bliver kæreste med servitricen fra deres stambar, som får ham overbevist om, at hans karriere vil have godt af at kappe båndene til især narkoman-broderen.
Historien i "The Fighter" føles altså ganske velkendt, selv om den dog har en del gode - og ofte absurd morsomme - detaljer. Og teknisk er filmen heller ikke mere end o.k., dog med rigtig solide boksescener.
Filmens helt store styrke ligger derimod i skuespillet. Mark Wahlberg er godt nok lidt flad som Ward, der virker underligt kuet uden for bokseringen. Men omkring ham bliver der spillet fantastisk. Især af Christian Bale, der i vanlig stil har smidt adskillige kilo for at kunne forvandle sig til den crack-hærgede, speedsnakkende Eklund. Bale leverer en forrygende gang method acting, og han er én af de sikreste Oscar-vindere på søndag (besynderligt nok er det første gang, han overhovedet er nomineret). Der er også rigtig gode chancer for, at han får selskab på scenen af Melissa Leo, der som brødrenes mor og manager er favorit til den anden birollepris. Og der er tilmed en tredje stor rolle (og endnu en fortjent Oscar-nominering) til Amy Adams som Wards kæreste - en rå og bitchy type, der er en dejlig afveksling fra de mere nuttede roller, hun ellers har haft succes med.
Der er især masser af godt skuespil, men også mange gode enkeltscener i "The Fighter", og det sørger for en glimrende filmoplevelse. Men jeg synes dog samtidig, at det er temmelig åbenlyst, at instruktør David O. Russell ikke helt har styr på, hvad han egentlig vil med filmen, ud over at tvinge en slags irsk-amerikansk "Rocky" ud af den. Der bliver ikke leveret noget endeligt punch i familiehistorien, og de enkelte dele af filmen smelter aldrig sammen til en større helhed. Det er synd, når der nu er så mange gode ting undervejs.
20/02-2011
