A rock and a hard place
4.0
Aron Ralstons historie er først og fremmest interessant som en fortælling om ekstrem overlevelsesvilje. Hvad gør man, når man falder ned i en klippespalte og pludselig sidder fast med en arm i klemme under en urokkelig sten? Og ikke mindst: Hvad er man villig til at gøre?
Og det er selvfølgelig lige præcis den dimension, forfatter-instruktør Danny Boyle effektivt spiller på i "127 Hours". Når man først har fået unge Aron placeret under stenen, leger filmen effektivt med tilskuernes eget sind: Kan I se nogen vej ud ... og ville I kunne gøre det samme, som hovedpersonen gør? På den måde sætter filmen præcist sit tema på spidsen, og det endda temmelig ubehageligt, for det er en ekstrem situation. Men der er så heller ikke mere end den ene ting at komme efter, for med al respekt for Aron Ralstons virkelige lorteoplevelse: Så interessant er det altså heller ikke. "127 Hours" når lige præcis at begynde at køre i tomgang, også ved at sætte lidt for meget fokus på den spirituelle dimension i hovedpersonens tiltagende hallucinationer - den del synes jeg simpelt hen får en tand mere, end den kan bære.
Derudover er det så en teknisk virkelig vellavet film. Boyle har ikke været så aggressiv i sin filmstil siden "28 Days Later ...", og især startsekvensen er utroligt godt skruet sammen med musik og billeder, der flot sætter stemningen i forening. Den hårdtpumpede stil er klart med til at gøre filmen interessant, fordi Boyle på den måde får skabt ekstra drama i en situation, som ellers er naturligt stillestående det meste af tiden. Der er særligt én scene med en lydeffekt, som man bare aldrig glemmer igen ...
James Franco gør det også rigtig godt i en svær rolle, hvor han mestendels er alene i kameralinsen. Så alt i alt synes jeg, at Boyle og resten af holdet bag "127 Hours" får rigtig meget ud af et forlæg, som grundlæggende har været svært at filmatisere. Jeg lander på en solid mellemkarakter til filmen, men der er givetvis andre, som vil få en endnu større oplevelse her, fordi emnet grundlæggende appellerer mere til dem.
Og det er selvfølgelig lige præcis den dimension, forfatter-instruktør Danny Boyle effektivt spiller på i "127 Hours". Når man først har fået unge Aron placeret under stenen, leger filmen effektivt med tilskuernes eget sind: Kan I se nogen vej ud ... og ville I kunne gøre det samme, som hovedpersonen gør? På den måde sætter filmen præcist sit tema på spidsen, og det endda temmelig ubehageligt, for det er en ekstrem situation. Men der er så heller ikke mere end den ene ting at komme efter, for med al respekt for Aron Ralstons virkelige lorteoplevelse: Så interessant er det altså heller ikke. "127 Hours" når lige præcis at begynde at køre i tomgang, også ved at sætte lidt for meget fokus på den spirituelle dimension i hovedpersonens tiltagende hallucinationer - den del synes jeg simpelt hen får en tand mere, end den kan bære.
Derudover er det så en teknisk virkelig vellavet film. Boyle har ikke været så aggressiv i sin filmstil siden "28 Days Later ...", og især startsekvensen er utroligt godt skruet sammen med musik og billeder, der flot sætter stemningen i forening. Den hårdtpumpede stil er klart med til at gøre filmen interessant, fordi Boyle på den måde får skabt ekstra drama i en situation, som ellers er naturligt stillestående det meste af tiden. Der er særligt én scene med en lydeffekt, som man bare aldrig glemmer igen ...
James Franco gør det også rigtig godt i en svær rolle, hvor han mestendels er alene i kameralinsen. Så alt i alt synes jeg, at Boyle og resten af holdet bag "127 Hours" får rigtig meget ud af et forlæg, som grundlæggende har været svært at filmatisere. Jeg lander på en solid mellemkarakter til filmen, men der er givetvis andre, som vil få en endnu større oplevelse her, fordi emnet grundlæggende appellerer mere til dem.
07/03-2011
