Efter sorgen
5.0
Flere film har behandlet tab og sorg, især efter døde børn, men få har gjort det så nænsomt og indsigtsfuldt som "Rabbit Hole". Hovedpersonerne er et ægtepar, som mistede deres lille søn i en trafikulykke. Vi kommer ind i historien, efter det er sket, og starter dermed med personerne placeret i den efterfølgende stilstand, hvor især moderen fortsat er lammet af sorg.
Startpunktet er den første lille genistreg ved David Lindsay-Abaires Pulitzer-vindende skuespil, der her er omsat til film. I stedet for at starte med stort drama og død går historien direkte ind i den knugende sorg og skildrer derefter, hvordan de to forældre håndterer den. Hvilket de gør på hver deres måde, i hver sit tempo, ude af stand til at følges ad - faktisk i så høj grad, at det truer deres parforhold. Og her formår filmen både at skabe medfølelse for deres situation, være enormt menneskelig i den præcise skildring af, hvor alene de er og må være i krisen ... og samtidig have en velplaceret sans for humor og scener med små fremskridt, som giver en positiv undertone i en ellers tung historie.
"Rabbit Hole" er på sin egen stille måde en virkelig medrivende film. Ikke mindst båret af Nicole Kidman, der spiller fantastisk som moderen - en rolle, der udvikler sig meget og overraskende i løbet af filmen, hvilket Kidman imponerende markerer med små midler. En lille bevægelse her, et hurtigt ansigtsudtryk der - det er stort skuespil og én af hendes allerbedste roller nogensinde. Hun var da også Oscar-nomineret for den, og jeg ville ikke have protesteret, hvis hun havde vundet.
Aaron Eckhart er også stærk som faderen, der altså går andre veje end sin kone. Og der er rigtig gode biroller til Miles Teller som fyren, der kørte deres søn ned, og til Dianne Wiest som Kidmans alkoholiserede mor. Som Wiest dygtigt formår at gøre lettere omklamrende og irriterende, men alligevel med slagkraft, særligt i en scene, hvor hun leverer et stykke lommefilosofi, der går lige i maven.
I det hele taget er "Rabbit Hole" en afdæmpet, smukt underspillet film, der med et begavet og sympatisk blik observerer mennesker i krise. Også flot instrueret af John Cameron Mitchell, der ellers er kendt for en helt anden type larmende og provokerende film som "Shortbus" og "Hedwig and the Angry Inch". Den her var en stor positiv overraskelse for mig.
Startpunktet er den første lille genistreg ved David Lindsay-Abaires Pulitzer-vindende skuespil, der her er omsat til film. I stedet for at starte med stort drama og død går historien direkte ind i den knugende sorg og skildrer derefter, hvordan de to forældre håndterer den. Hvilket de gør på hver deres måde, i hver sit tempo, ude af stand til at følges ad - faktisk i så høj grad, at det truer deres parforhold. Og her formår filmen både at skabe medfølelse for deres situation, være enormt menneskelig i den præcise skildring af, hvor alene de er og må være i krisen ... og samtidig have en velplaceret sans for humor og scener med små fremskridt, som giver en positiv undertone i en ellers tung historie.
"Rabbit Hole" er på sin egen stille måde en virkelig medrivende film. Ikke mindst båret af Nicole Kidman, der spiller fantastisk som moderen - en rolle, der udvikler sig meget og overraskende i løbet af filmen, hvilket Kidman imponerende markerer med små midler. En lille bevægelse her, et hurtigt ansigtsudtryk der - det er stort skuespil og én af hendes allerbedste roller nogensinde. Hun var da også Oscar-nomineret for den, og jeg ville ikke have protesteret, hvis hun havde vundet.
Aaron Eckhart er også stærk som faderen, der altså går andre veje end sin kone. Og der er rigtig gode biroller til Miles Teller som fyren, der kørte deres søn ned, og til Dianne Wiest som Kidmans alkoholiserede mor. Som Wiest dygtigt formår at gøre lettere omklamrende og irriterende, men alligevel med slagkraft, særligt i en scene, hvor hun leverer et stykke lommefilosofi, der går lige i maven.
I det hele taget er "Rabbit Hole" en afdæmpet, smukt underspillet film, der med et begavet og sympatisk blik observerer mennesker i krise. Også flot instrueret af John Cameron Mitchell, der ellers er kendt for en helt anden type larmende og provokerende film som "Shortbus" og "Hedwig and the Angry Inch". Den her var en stor positiv overraskelse for mig.
07/03-2011
