When the legend becomes fact ...
5.0
Med "True Grit" har Coen-brødrene kastet sig over en genindspilning af en ikonisk western. Den første filmatisering af Charles Portis' roman er ikke nogen fremragende film, men den vil altid blive husket som filmen, der gav John Wayne hans Oscar. Den fik han for rollen som den vrisne, fordrukne, etøjede marshal Rooster Cogburn, der af en 14-årig pige bliver hyret til at fange hendes fars morder.
Coen-brødrenes udgave gentager basalt set samme historie, men er endnu mere tro mod forlægget, ved at den også indeholder rammehistorien, hvor teenagepigen genfortæller det hele mange år senere. Og hvor Henry Hathaways oprindelige filmudgave var simpel, klassisk westernunderholdning om et umage par på hævntogt, indeholder Coen-udgaven et lag mere.
I denne version køres den basalt set lettere fjollede historie nemlig helt ud til og også ud over kanten. Den fordrukne marshal er larger-than-life og fuld af gode historier om sine eskapader. Den 14-årige er så emsigt skarpsindig, at hun kan narre drevne forretningsmænd. Den Texas Ranger, de slår følge med, er oppustet og fjollet, som texanere åbenbart skal være det. Skurken er afstumpet og ond. Og så videre. På den måde er den underliggende pointe i Coen-udgaven af "True Grit" tydeligt, at westernhistorien, ét af de vigtigste områder i amerikansk kulturarv, ikke er andet end legender og røverhistorier. Tall tales fortalt over et glas whiskey.
Den pointe bliver så serveret i en virkelig underholdende indpakning, hvor især Jeff Bridges glimrer som let overspillet drukmås med store armbevægelser. Hvis han ikke havde vundet en Oscar sidste år, kunne han godt have fortjent den i år, men det er jo basalt set samme rolle, som han vandt for med "Crazy Heart". Matt Damon er også underholdende som forfængelig Texas Ranger, og filmdebuterende Hailee Steinfeld imponerer som den 14-årige (i modsætning til Kim Darby, der i sin tid var rædsom over for John Wayne). Oveni i det er det en virkelig flot iscenesat film, smukt fotograferet af Roger Deakins og med både kulisser og lydklipning, der hjælper med at skabe en westernstemning, som føles meget autentisk.
Som helhed lider også denne udgave af "True Grit" dog lidt under, at historien er en anelse søgt og aldrig helt finder balancen mellem det kolde hævntema og det slapstick-komiske samspil mellem sur marshal og stædig pige. Og mens Coen-brødrene banker deres tematiske pointe hjem i en særpræget slutsekvens, er det værd at huske på, at John Ford var i stand til at sige det samme med noget simplere midler. Men når det så er sagt, så er det her altså stadig en underholdende og virkelig vellavet film fra to af Hollywoods dygtigste nutidige filmmagere. Fem små stjerner.
Coen-brødrenes udgave gentager basalt set samme historie, men er endnu mere tro mod forlægget, ved at den også indeholder rammehistorien, hvor teenagepigen genfortæller det hele mange år senere. Og hvor Henry Hathaways oprindelige filmudgave var simpel, klassisk westernunderholdning om et umage par på hævntogt, indeholder Coen-udgaven et lag mere.
I denne version køres den basalt set lettere fjollede historie nemlig helt ud til og også ud over kanten. Den fordrukne marshal er larger-than-life og fuld af gode historier om sine eskapader. Den 14-årige er så emsigt skarpsindig, at hun kan narre drevne forretningsmænd. Den Texas Ranger, de slår følge med, er oppustet og fjollet, som texanere åbenbart skal være det. Skurken er afstumpet og ond. Og så videre. På den måde er den underliggende pointe i Coen-udgaven af "True Grit" tydeligt, at westernhistorien, ét af de vigtigste områder i amerikansk kulturarv, ikke er andet end legender og røverhistorier. Tall tales fortalt over et glas whiskey.
Den pointe bliver så serveret i en virkelig underholdende indpakning, hvor især Jeff Bridges glimrer som let overspillet drukmås med store armbevægelser. Hvis han ikke havde vundet en Oscar sidste år, kunne han godt have fortjent den i år, men det er jo basalt set samme rolle, som han vandt for med "Crazy Heart". Matt Damon er også underholdende som forfængelig Texas Ranger, og filmdebuterende Hailee Steinfeld imponerer som den 14-årige (i modsætning til Kim Darby, der i sin tid var rædsom over for John Wayne). Oveni i det er det en virkelig flot iscenesat film, smukt fotograferet af Roger Deakins og med både kulisser og lydklipning, der hjælper med at skabe en westernstemning, som føles meget autentisk.
Som helhed lider også denne udgave af "True Grit" dog lidt under, at historien er en anelse søgt og aldrig helt finder balancen mellem det kolde hævntema og det slapstick-komiske samspil mellem sur marshal og stædig pige. Og mens Coen-brødrene banker deres tematiske pointe hjem i en særpræget slutsekvens, er det værd at huske på, at John Ford var i stand til at sige det samme med noget simplere midler. Men når det så er sagt, så er det her altså stadig en underholdende og virkelig vellavet film fra to af Hollywoods dygtigste nutidige filmmagere. Fem små stjerner.
07/03-2011
