Lidt for kunstig dødedans

Clint Eastwood har lavet en film, der via tre handlingsspor reflekterer over døden, og især hvordan den opleves af de stadig levende. En fransk tv-vært overlever med nød og næppe en katastrofe, men hendes nærdødsoplevelse mærker hende for evigt. En amerikansk clairvoyant kan tale med de døde, men forsøger at undslippe det, fordi det ødelægger hans forhold til de levende. Og en engelsk dreng mister sin tvillingebror og vil frygtelig gerne sige farvel til ham.

"Hereafter" er helt tydeligt inspireret af beretninger om nærdødsoplevelser og lignende, og den forsøger virkelig at give emnet en sober behandling ud fra en tese om, at de her mennesker har en særlig indsigt, fordi de har set døden i øjnene, frivilligt eller ej. Der er især masser af gods i den clairvoyantes historie, hvor en glimrende Matt Damon kommer flot rundt om frustrationen ved ikke at kunne leve på samme betingelser som andre - bl.a. via en dejlig lille vignet med Bryce Dallas Howard som attraktiv medkursist på en aftenskole.

Til sammenligning står filmens to andre spor noget svagere, selv om Cécile de France i øvrigt lægger masser af passion i rollen som tv-værten, der bliver ufrivilligt spirituel. Og da trådene skal samles til en overraskende fesen slutning, synes jeg, det for alvor skinner igennem, at plottet er meget konstrueret i det. Det er en film, der meget tydeligt behandler sine personer som stykker af en kollage, der skal flettes sammen til en bestemt pointe. Og det får den til at virke noget kunstig.

Der er jo ingen tvivl om, at Eastwood ved, hvad han foretager sig i instruktørstolen, og der er også masser af solidt håndværk i "Hereafter". Men samtidig er dens plotkonstruktion så dominerende, at Eastwood ikke kan lægge sin vante power i personer og scener, og derfor ender "Hereafter" som en lidt tam oplevelse, selv om den egentlig har et par interessante ting at sige om menneskers forhold til døden.