Klassisk britisk kvalitet
4.0
Årets store Oscar-vinder fortæller historien om den britiske kong George VI, der fik tronen i 1936, efter hans storebror Edward sensationelt valgte at abdicere for at kunne gifte sig med den kvinde, han elskede. Som konge blev det et endnu større problem for George, at han stammede, og "The King's Speech" handler primært om, hvordan kongen fik hjælp af en kontroversiel australsk terapeut.
Det historiske forløb er vredet let rundt i Hollywood-skabelonen, så filmen kan bruge kongens første krigstale som klimaks. Men derudover er "The King's Speech" en fin lille historie om en mand, der for at overvinde en stor personlig udfordring må kæmpe mod både sig selv og det meget lidt tilgivende miljø, han var opdraget i. Samtidig er det også historien om det aparte venskab, der vokser frem mellem de to hovedpersoner.
Det er ikke nogen superdramatisk historie, man får i "The King's Speech", men den bliver til gengæld båret frem af usædvanligt godt skuespil. Colin Firth vandt som bekendt hovedrolle-Oscaren for sit spil som George VI, hvor det især lykkes ham at formidle den indestængte frustration ved ikke at kunne udtrykke sine tanker præcist. Jeg synes faktisk, at Firth var endnu bedre i sidste års "A Single Man", men det her er absolut også en stor rolle. Hvor han dog også skylder en del til sine to primære medspillere, Geoffrey Rush som terapeuten og Helena Bonham Carter som Firths dronning, den ikoniske 'Queen Mother'. De er begge fremragende med stor pondus i rollerne, og de tre hovedroller fungerer smukt sammen.
Derudover er det en ualmindeligt smuk film, flot fotograferet af Danny Cohen med flere imponerende maleriske indstillinger. Som så skylder en masse til Netty Chapmans suveræne art direction. Filmen vandt jo fire Oscars i alt, men jeg synes faktisk, den blev snydt for den, den allermest havde fortjent: nemlig prisen for art directon (den tabte til Tim Burtons mere spraglede "Alice in Wonderland").
"The King's Speech" er en charmerende og ikke mindst sympatisk film, der også bliver dygtigt bundet sammen af instruktør Tom Hooper og trækker en del fint underspillet humor ud af David Seidlers manuskript. En absolut anbefalelsesværdig biografoplevelse. Men dog også en 'lille' film, som jeg synes var en lidt mystisk Oscar-vinder - trods dens mange klassiske kvaliteter, som giver fire store stjerner hos mig.
Det historiske forløb er vredet let rundt i Hollywood-skabelonen, så filmen kan bruge kongens første krigstale som klimaks. Men derudover er "The King's Speech" en fin lille historie om en mand, der for at overvinde en stor personlig udfordring må kæmpe mod både sig selv og det meget lidt tilgivende miljø, han var opdraget i. Samtidig er det også historien om det aparte venskab, der vokser frem mellem de to hovedpersoner.
Det er ikke nogen superdramatisk historie, man får i "The King's Speech", men den bliver til gengæld båret frem af usædvanligt godt skuespil. Colin Firth vandt som bekendt hovedrolle-Oscaren for sit spil som George VI, hvor det især lykkes ham at formidle den indestængte frustration ved ikke at kunne udtrykke sine tanker præcist. Jeg synes faktisk, at Firth var endnu bedre i sidste års "A Single Man", men det her er absolut også en stor rolle. Hvor han dog også skylder en del til sine to primære medspillere, Geoffrey Rush som terapeuten og Helena Bonham Carter som Firths dronning, den ikoniske 'Queen Mother'. De er begge fremragende med stor pondus i rollerne, og de tre hovedroller fungerer smukt sammen.
Derudover er det en ualmindeligt smuk film, flot fotograferet af Danny Cohen med flere imponerende maleriske indstillinger. Som så skylder en masse til Netty Chapmans suveræne art direction. Filmen vandt jo fire Oscars i alt, men jeg synes faktisk, den blev snydt for den, den allermest havde fortjent: nemlig prisen for art directon (den tabte til Tim Burtons mere spraglede "Alice in Wonderland").
"The King's Speech" er en charmerende og ikke mindst sympatisk film, der også bliver dygtigt bundet sammen af instruktør Tom Hooper og trækker en del fint underspillet humor ud af David Seidlers manuskript. En absolut anbefalelsesværdig biografoplevelse. Men dog også en 'lille' film, som jeg synes var en lidt mystisk Oscar-vinder - trods dens mange klassiske kvaliteter, som giver fire store stjerner hos mig.
13/03-2011
