Borgerskabets diskrete vanvid

Luis Buñuel møder Michael Haneke i denne sorte græske film, der skildrer en familie, hvor forældrene har opdraget tre teenagebørn uden at lade dem have kontakt til omverdenen. De har lært børnene, at det er livsfarligt at forlade hjemmet, og de har givet dem et særligt sprog, hvor ord som hundetand eller kusse betyder noget helt andet end normalt. Samtidig styrer de børnene med total autoritet, hjulpet af et belønningssystem via forskellige lege og opgaver.

Det eneste fremskridende handlingsforløb i "Dogtooth" omhandler den ældste datter, der imod forældrenes regler får fat i nogle dvd-film, som giver hende drømme om at forlade hjemmet. Det meste af filmen bruges faktisk til at beskrive det sære liv, som leves i huset.

Pointen i "Dogtooth" findes da heller ikke i handlingen, men i den allegori, filmen opstiller på det overordnede plan. Det er fuldstændig samme teknik, som Luis Buñuel især brugte i den sene del af sin produktion, og filmens primære tema er nærmest det samme, som den spanske mesterinstruktør behandlede i "Borgerskabets diskrete charme". Nemlig hvordan mennesker blindt følger de regler og normer, som samfundet opstiller. Tilsat lidt overvejelser om, at den frie vilje er en principiel umulighed (som Buñuel var inde på i "Frihedens spøgelse"). Og så serveret med yderligere inspiration fra Michael Hanekes distancerede, uforklarende stil, som i endnu højere grad end Buñuel tvinger tilskueren til selv at uddrage en mening med filmen.

"Dogtooth" er fuldstændig konsekvent lavet med sin kølige kunstfilm-distance til alt, hvad der foregår. Tilsat et par chokeffekter til bl.a. at understrege, at autoriteter reagerer med vold og undertrykkelse, når de bliver udfordret. Det er alt sammen ganske beregnet, og netop derfor synes jeg så, at forfatter-instruktør Giorgos Lanthimos går en smule galt i byen: "Dogtooth" er lidt for tydeligt manipulerende og generelt mere fortænkt end skarp i sin servering af pointen om, at det almindelige menneske danser efter mere eller mindre usynlige autoriteters pibe. Arven fra Buñuel er så tydelig, at jeg ikke kan lade være med at sammenligne med hans film - og selv om de også var surrealistiske og sære, havde Buñuel altså også en underliggende passion og respekt for mennesker, som bare mangler her. Der går for meget kølig intellektuel leg med tilskuerne i den, uden at det kryber under huden a la Haneke, når han er bedst.

"Dogtooth" er for tilfreds med bare at provokere, hvor den kunne have sigtet efter at vække eftertanke.