Mere af alt!
2.0
Jagten på det næste store teenagehit er skudt ind med "I Am Number Four", der i efteråret udkom som første bind i en planlagt ungdomsromanserie. Og nu er den altså allerede blevet filmatiseret, helt sikkert med forventning om at kunne lave en "Twilight"-agtig succes i seks afsnit.
Hovedpersonen er - tada! - nummer fire ud af 10 menneskelignende aliens, som lever i skjul på Jorden, efter deres hjemplanet blev overtaget af en meget ond race. De 10 er efterkommere af hjemplanetens stærkeste krigere og udvikler derfor superkræfter, når de nærmer sig voksenalderen. Heldigt nok når heltens kræfter at manifestere sig, inden de onde opsnuser ham. Men indtil da har han hænderne fulde med at være teenager og hævde sig over for skolens jocks, som er efter ham, fordi han scorer quarterbackens ekskæreste. Og de her aliens har også lige det specielle træk, at når de forelsker sig, er det for livet, så der er altså tale om ægte, evig og topromantisk kærlighed!
At se "I Am Number Four" føles, som om nogle har stablet samtlige teenagehistorie-klicheer i verden oven på hinanden og derefter vælter dem ned i hovedet på én. Her er mystiske klaner, overnaturlige kræfter, semi-mytologiske monstre, highschool-kliker, maskuline mandige helte, nørdede sidekicks, sadistiske skurke, sarte heltinder i fare og naturligvis stor, stor kærlighed i én speedblendet pærevælling. Nå ja, og så lige en læderklædt babe på rød motorcykel, som til sidst kommer fræsende ind fra højre og redder plottet, da helten er omringet af de onde.
At der er en deus ex machina-babe, er kun ét eksempel på, hvor skidt historien i "I Am Number Four" hænger sammen. Der er også lige den detalje, at de 10 aliens i skjul partout skal slås ihjel i nummerorden. Hvorfor får vi aldrig forklaret. Måske er de onde så systemfascistiske, at de ikke kan finde ud af andet, når man har givet dem numre? Eller hvad med, at helten er udstyret med en vogter, som ikke lige har gidet at advare ham om det med superkræfterne? Det er meget federe at blive overrasket, når kræfterne dukker op midt i klasselokalet ...
"I Am Number Four" er en meget, meget dum film. Men også en ganske underholdende film på den fuldstændig overdrevne måde. Klicheerne er jo trods alt nemme at følge med i, og der er rigtig godt smæk på actionscenerne, som falder oftere og mere effektivt end i fx "Twilight"-filmene. Med ganske nydelige computeranimationer. I hovedrollen ligner Alex Pettyfer faktisk også et mere langtidsholdbart bud på en stjerne end Robert Pattinson, og der er bestemt heller intet galt med Teresa Palmer som actionbabe.
Det her er en film, der fisker efter teenagepublikummet i en grad, så det næsten gør ondt. Og den lider også klart under at være blevet lagt i hænderne på en middelmådig thrillerinstruktør som D.J. Caruso. Men når det er sagt, er det ikke den dårligste omgang hjernedød underholdning, man kan finde. Det bliver bare spændende at se, om indtil videre 52 mio. dollars i amerikansk billetsalg kan finansiere hele fem efterfølgere.
Hovedpersonen er - tada! - nummer fire ud af 10 menneskelignende aliens, som lever i skjul på Jorden, efter deres hjemplanet blev overtaget af en meget ond race. De 10 er efterkommere af hjemplanetens stærkeste krigere og udvikler derfor superkræfter, når de nærmer sig voksenalderen. Heldigt nok når heltens kræfter at manifestere sig, inden de onde opsnuser ham. Men indtil da har han hænderne fulde med at være teenager og hævde sig over for skolens jocks, som er efter ham, fordi han scorer quarterbackens ekskæreste. Og de her aliens har også lige det specielle træk, at når de forelsker sig, er det for livet, så der er altså tale om ægte, evig og topromantisk kærlighed!
At se "I Am Number Four" føles, som om nogle har stablet samtlige teenagehistorie-klicheer i verden oven på hinanden og derefter vælter dem ned i hovedet på én. Her er mystiske klaner, overnaturlige kræfter, semi-mytologiske monstre, highschool-kliker, maskuline mandige helte, nørdede sidekicks, sadistiske skurke, sarte heltinder i fare og naturligvis stor, stor kærlighed i én speedblendet pærevælling. Nå ja, og så lige en læderklædt babe på rød motorcykel, som til sidst kommer fræsende ind fra højre og redder plottet, da helten er omringet af de onde.
At der er en deus ex machina-babe, er kun ét eksempel på, hvor skidt historien i "I Am Number Four" hænger sammen. Der er også lige den detalje, at de 10 aliens i skjul partout skal slås ihjel i nummerorden. Hvorfor får vi aldrig forklaret. Måske er de onde så systemfascistiske, at de ikke kan finde ud af andet, når man har givet dem numre? Eller hvad med, at helten er udstyret med en vogter, som ikke lige har gidet at advare ham om det med superkræfterne? Det er meget federe at blive overrasket, når kræfterne dukker op midt i klasselokalet ...
"I Am Number Four" er en meget, meget dum film. Men også en ganske underholdende film på den fuldstændig overdrevne måde. Klicheerne er jo trods alt nemme at følge med i, og der er rigtig godt smæk på actionscenerne, som falder oftere og mere effektivt end i fx "Twilight"-filmene. Med ganske nydelige computeranimationer. I hovedrollen ligner Alex Pettyfer faktisk også et mere langtidsholdbart bud på en stjerne end Robert Pattinson, og der er bestemt heller intet galt med Teresa Palmer som actionbabe.
Det her er en film, der fisker efter teenagepublikummet i en grad, så det næsten gør ondt. Og den lider også klart under at være blevet lagt i hænderne på en middelmådig thrillerinstruktør som D.J. Caruso. Men når det er sagt, er det ikke den dårligste omgang hjernedød underholdning, man kan finde. Det bliver bare spændende at se, om indtil videre 52 mio. dollars i amerikansk billetsalg kan finansiere hele fem efterfølgere.
29/03-2011
