Million Dollar Baby
5.0
I Clint Eastwoods nyeste lærredsproduktion følger vi den 31-årige kvindelige bokseamatør, Maggie Fitzgerald. Filmen er en typisk Eastwood-klassiker, der – som oftest – er fyldt med bitre mænd, der lever et forholdsvist trivielt ”efterliv” (Eastwood-kliché!). Her repræsenteret i form af Eastwoods alter ego, den aldrende Frankie Dunn og hans ligeså aldrende assistent ”Scrap” der her spilles af Morgan Freeman.
Efter at Dunns stjernebokser ”Big Willie” for¬lader ham til fordel for en anden manager, overtaler Maggie Dunn til at træne hende.
De træner ihærdigt for at for¬bedre Maggies bokseevner, hvilket i sidste ende fører til den længe ventede titelkamp mod den tidligere prostituerede bokser Billie ’The Blue Bear’. Et ”dirty move” fra Billie under en pause får konsekvenser for Maggies bokserdrømme, hvilket ender med at Eastwood står over for det største moralske dilemma i hans liv (SURPRISE!).
Og nej, det er ikke svært at følge med i Eastwoods film, med den altid rolige (til tider melankolske) fortællerstemme, tilhørende Freeman, der guider os igennem historien fra enden til anden. Tempoet er i første halvdel af filmen overkommeligt, men begrænses dog af Swanks en anelse vaklende skuespil, der af og til får hende til at fremstå som et forvokset barn. Efterhånden sættes Swanks skuespils-evner på prøve og hun består med bravur.
Tempoet og fortællerstemmen er nogle af ingredienserne i Eastwoods film, der blandt andet kommer til udtryk i form af den tunge stemning, der præger især den sidste halvdel af filmen. Eller den snagende men milde fortvivlelse, der ligesom sætter sig i publikum under Maggies næsten håbløse kamp, om at blive trænet af Dunn.
Rent filmteknisk er Million Dollar Baby en sand skattekiste af gode lyssammensætninger, der virkelig formår at indkapsle stemningerne. Og – som før nævnt – er Freemans stemme god til at skabe fine overgange mellem klipninger, der ellers kunne virke en anelse hårde i det.
Historien om en kvinde der har mistet sin far (og må døjes med sin ærkeamerikanske stereotype trailer-mor) og finder sammen med en ligeså fortabt sjæl – den bitre Dunn, der ikke er i kontakt med sin datter af uforklarlige årsager (endnu en Eastwood-kliché!), er en vaskeægte Clint-produktion af sin helt egen kaliber. På trods at den lidt træge fortælling, lykkedes det Eastwood og holdet bag Million Dollar Baby at skabe en film, der kommer ind på vigtige temaer og i det hele taget lave en film, som kan få en til at gå eftertænksom ud af biografen.
Efter at Dunns stjernebokser ”Big Willie” for¬lader ham til fordel for en anden manager, overtaler Maggie Dunn til at træne hende.
De træner ihærdigt for at for¬bedre Maggies bokseevner, hvilket i sidste ende fører til den længe ventede titelkamp mod den tidligere prostituerede bokser Billie ’The Blue Bear’. Et ”dirty move” fra Billie under en pause får konsekvenser for Maggies bokserdrømme, hvilket ender med at Eastwood står over for det største moralske dilemma i hans liv (SURPRISE!).
Og nej, det er ikke svært at følge med i Eastwoods film, med den altid rolige (til tider melankolske) fortællerstemme, tilhørende Freeman, der guider os igennem historien fra enden til anden. Tempoet er i første halvdel af filmen overkommeligt, men begrænses dog af Swanks en anelse vaklende skuespil, der af og til får hende til at fremstå som et forvokset barn. Efterhånden sættes Swanks skuespils-evner på prøve og hun består med bravur.
Tempoet og fortællerstemmen er nogle af ingredienserne i Eastwoods film, der blandt andet kommer til udtryk i form af den tunge stemning, der præger især den sidste halvdel af filmen. Eller den snagende men milde fortvivlelse, der ligesom sætter sig i publikum under Maggies næsten håbløse kamp, om at blive trænet af Dunn.
Rent filmteknisk er Million Dollar Baby en sand skattekiste af gode lyssammensætninger, der virkelig formår at indkapsle stemningerne. Og – som før nævnt – er Freemans stemme god til at skabe fine overgange mellem klipninger, der ellers kunne virke en anelse hårde i det.
Historien om en kvinde der har mistet sin far (og må døjes med sin ærkeamerikanske stereotype trailer-mor) og finder sammen med en ligeså fortabt sjæl – den bitre Dunn, der ikke er i kontakt med sin datter af uforklarlige årsager (endnu en Eastwood-kliché!), er en vaskeægte Clint-produktion af sin helt egen kaliber. På trods at den lidt træge fortælling, lykkedes det Eastwood og holdet bag Million Dollar Baby at skabe en film, der kommer ind på vigtige temaer og i det hele taget lave en film, som kan få en til at gå eftertænksom ud af biografen.
03/04-2011
