Fjernt fra storbyens vrimmel
4.0
Titlen er navnet på en ung journalist, der vender tilbage til den engelske landsby, hun voksede op i - nu med sin meget store næse opereret væk og en udstråling, der nærmest får mændene til at falde på halen for hende. Blandt dem byens mest prominente indbygger, en berømt krimiforfatter, der driver et skriverefugium sammen med sin kone. Den hjemvendte Tamara falder dog selv for en rocktrommeslager, hun skal interviewe - og det får så et par landsbypiger til at sætte lus i skindpelsen, fordi hun ikke skal rende med deres idol ...
"Tamara Drewe" er en art romantisk komedie i ensemblestil, baseret på en nyere tegneserie, som igen har hentet udtalt inspiration fra den britiske forfatter Thomas Hardy. Som film bliver det en slags skæv britisk opdatering af Max Ophüls' kærlighedskarruseller, fyldt med sære karakterer - og en bidsk undertone fra veteraninstruktøren Stephen Frears. "Tamara Drewe" er nemlig ikke nogen Hardysk lovprisning af landlivet, men tværtimod en syrlig kommentar til alt det, der foregår under den pæne overflade. Fra den ynkeligt selvfede stjerneforfatter, der ikke er for fin til at udnytte sin status til at få noget på den dumme, til de hæmningsløse teenagepiger, der får lavet en god del ballade i deres frustration over at være fanget i lillebyen.
Filmen jonglerer med et ganske stort persongalleri, og det er klart dens svaghed. Den vil gabe over så mange små personhistorier, at historien nærmest ikke har én rigtig hovedperson. Men den er hele tiden lunt morsom oven på de spydigt misantropiske personportætter, og det lykkes Frears at samle trådene i en smuk finale med fine overraskelser i afviklingen. Og så er der kompetent britisk skuespil i de fleste roller. Roger Allam er en fantastisk selvoptaget forfatter, Jessica Barden en herligt teatralsk teenage-dramaqueen, og Dominic Cooper er perfekt castet som rockkliché. Mens Gemma Arterton i titelrollen viser noget større evner end i sine store Hollywood-roller, hvor hun kun har skullet se godt ud. Her viser hun faktisk talent for komisk timing.
Den skøjter lidt rundt undervejs, men kommer smukt i mål, og derfor ender "Tamara Drewe" som en fin lille film, der både er morsom og spids på den der overbevisende britiske måde. Fire små stjerner herfra.
"Tamara Drewe" er en art romantisk komedie i ensemblestil, baseret på en nyere tegneserie, som igen har hentet udtalt inspiration fra den britiske forfatter Thomas Hardy. Som film bliver det en slags skæv britisk opdatering af Max Ophüls' kærlighedskarruseller, fyldt med sære karakterer - og en bidsk undertone fra veteraninstruktøren Stephen Frears. "Tamara Drewe" er nemlig ikke nogen Hardysk lovprisning af landlivet, men tværtimod en syrlig kommentar til alt det, der foregår under den pæne overflade. Fra den ynkeligt selvfede stjerneforfatter, der ikke er for fin til at udnytte sin status til at få noget på den dumme, til de hæmningsløse teenagepiger, der får lavet en god del ballade i deres frustration over at være fanget i lillebyen.
Filmen jonglerer med et ganske stort persongalleri, og det er klart dens svaghed. Den vil gabe over så mange små personhistorier, at historien nærmest ikke har én rigtig hovedperson. Men den er hele tiden lunt morsom oven på de spydigt misantropiske personportætter, og det lykkes Frears at samle trådene i en smuk finale med fine overraskelser i afviklingen. Og så er der kompetent britisk skuespil i de fleste roller. Roger Allam er en fantastisk selvoptaget forfatter, Jessica Barden en herligt teatralsk teenage-dramaqueen, og Dominic Cooper er perfekt castet som rockkliché. Mens Gemma Arterton i titelrollen viser noget større evner end i sine store Hollywood-roller, hvor hun kun har skullet se godt ud. Her viser hun faktisk talent for komisk timing.
Den skøjter lidt rundt undervejs, men kommer smukt i mål, og derfor ender "Tamara Drewe" som en fin lille film, der både er morsom og spids på den der overbevisende britiske måde. Fire små stjerner herfra.
04/04-2011
