I knæ
4.0
Der er film, der handler om den store kærlighed, udspekulerede forbrydelser og alle de små ting. Der kan være film med store spring i tid og rum, med krig og fordærv, med snyd og tricks. Og så kan der være film med godt gammeldags tæsk.
Sådan en film er Million Dollar Baby, hvor Clint Eastwood både instruerer og spiller hovedrollen som den gamle bokseinstruktør Frankie over for det lille my af en bondeknold Margaret Fitzgerald, eminent spillet af Hillary Swank. I 132 minutter sprøjter blodet, svedet, tårerne, ja selve livet ud over lærredet og kanvassen.
Hillbillyen Maggie er rejst fra det dybe syd til metropolen Los Angeles i vest. Igennem livet har hun ikke oplevet meget andet end tab og afsavn; mest voldsomt, da hendes far døde. Udannelse har hun ikke haft råd til, og som 31-årig – på nippet til at blive et uhjælpeligt socialt tilfælde som hendes mor – rejser hun altså mod solnedgangen.
I Los Angeles ernærer hun sig som tjenerinde på en cafe – både ved de par skillinger, hun end måtte skrabe sammen, og ved at hugge rester fra bordene. I sandhed et sølle liv, og hendes eneste opmuntring finder hun ved at bokse, som gjaldt det hendes liv. Hun dukker tilfældigt op i Frankies center en skæbnesvanger dag, ivrig efter at få ham som træner. Frankie er dog stædig som en slagterhund og vil under ingen omstændigheder træne en pige. Først efter et sæt forviklinger og forhalinger, der får ham til at miste sin mesterbokser, og ikke uden indblanding fra hans assistent Scrap, kan Frankie overtales til at tage hende under sine vinger.
Meget af filmens charme og humor er deponeret hos bifigurerne som f.eks. denne Scrap, der bliver splittet af den som altid glimrende Morgan Freeman. Den håbløse og dødsforagtende Danger, der ikke flyver meget bedre end en sommerfugl på puppestadiet, får ofte en til at trække på smilebåndene. Anderledes grinagtig er Maggies absurd amerikanske familie, der ikke under hende mange tanker, før hun begynder at tjene penge gennem boksning.
For Maggie er god. Hun er helt enormt god, ja, faktisk så god, at hun fejer al modstand af banen i første omgang og bliver nødt til at rykke en vægtklasse op. I Frankie finder hun en mentor og vejleder, sågar en ny far, og på samme måde bliver Maggie som en datter for Frankie, hvis egen datter aldrig svarer på hans breve.
Som Rocky handler Million Dollar Baby om meget mere end boksning. Den handler om svigt, om tab, om sejre og nederlag, om tro og følelser, og om at gøre det, man elsker, selv når det får en til at ligne et slag i ansigtet.
Og det skal man vel sådan set have lov til.
Sådan en film er Million Dollar Baby, hvor Clint Eastwood både instruerer og spiller hovedrollen som den gamle bokseinstruktør Frankie over for det lille my af en bondeknold Margaret Fitzgerald, eminent spillet af Hillary Swank. I 132 minutter sprøjter blodet, svedet, tårerne, ja selve livet ud over lærredet og kanvassen.
Hillbillyen Maggie er rejst fra det dybe syd til metropolen Los Angeles i vest. Igennem livet har hun ikke oplevet meget andet end tab og afsavn; mest voldsomt, da hendes far døde. Udannelse har hun ikke haft råd til, og som 31-årig – på nippet til at blive et uhjælpeligt socialt tilfælde som hendes mor – rejser hun altså mod solnedgangen.
I Los Angeles ernærer hun sig som tjenerinde på en cafe – både ved de par skillinger, hun end måtte skrabe sammen, og ved at hugge rester fra bordene. I sandhed et sølle liv, og hendes eneste opmuntring finder hun ved at bokse, som gjaldt det hendes liv. Hun dukker tilfældigt op i Frankies center en skæbnesvanger dag, ivrig efter at få ham som træner. Frankie er dog stædig som en slagterhund og vil under ingen omstændigheder træne en pige. Først efter et sæt forviklinger og forhalinger, der får ham til at miste sin mesterbokser, og ikke uden indblanding fra hans assistent Scrap, kan Frankie overtales til at tage hende under sine vinger.
Meget af filmens charme og humor er deponeret hos bifigurerne som f.eks. denne Scrap, der bliver splittet af den som altid glimrende Morgan Freeman. Den håbløse og dødsforagtende Danger, der ikke flyver meget bedre end en sommerfugl på puppestadiet, får ofte en til at trække på smilebåndene. Anderledes grinagtig er Maggies absurd amerikanske familie, der ikke under hende mange tanker, før hun begynder at tjene penge gennem boksning.
For Maggie er god. Hun er helt enormt god, ja, faktisk så god, at hun fejer al modstand af banen i første omgang og bliver nødt til at rykke en vægtklasse op. I Frankie finder hun en mentor og vejleder, sågar en ny far, og på samme måde bliver Maggie som en datter for Frankie, hvis egen datter aldrig svarer på hans breve.
Som Rocky handler Million Dollar Baby om meget mere end boksning. Den handler om svigt, om tab, om sejre og nederlag, om tro og følelser, og om at gøre det, man elsker, selv når det får en til at ligne et slag i ansigtet.
Og det skal man vel sådan set have lov til.
07/04-2011
