116 minutters rekrutteringsfilm
1.0
De er så dumme, de aliens. De tror, de har lagt en snedig plan for at erobre Jorden, men har de regnet med U.S. Marine Corps? Nej? Så kan de jo ikke vinde.
Det er sådan cirka essensen af "Battle: Los Angeles", som går lige på og hårdt med alien-invasion i stor skala fra første minut. Rumvæsenerne dumper ned i vandet ud for verdens storbyer, og så går de ellers i gang med at slå ihjel og sprænge ting i luften. Også i Los Angeles, hvor filmens heltemodige marinere bliver sendt ind for at redde de sidste civilister ud, inden luftvåbenet bomber byen flad. Fik jeg nævnt, at heltene naturligvis er til fods? Og at de da lige kan smadre fjendens hovedkvarter, nu de alligevel er i nabolaget?
"Battle: Los Angeles" lægger sig tungt i samme kategori som "Independence Day" og andre krigsfilm om alien-invasioner. Bortset fra, at den her altså også føles som 116 minutters reklame for det amerikanske marinekorps. Men det er faktisk ikke engang der, at filmen går galt, for jeg kan egentlig godt se ideen i at bringe det tema ned i ren nærkamp. "Battle: Los Angeles" går derimod galt i byen, ved at krigen aldrig rigtig bliver spændende.
For det første er de her marines så selvopofrende og effektive, at det bliver ganske latterligt i længden. Men derudover lider filmen stort under, at iscenesættelsen i gadeniveau er totalt forvirrende. Der bliver skudt til højre og venstre af fjender, man halvdelen af gangene ikke ser. Og selv om det sikkert er sådan at være i krig, misser instruktør Jonathan Liebesman derved en væsentlig pointe omkring spændingsopbygning i film: Tilskuerne skal have et vist overblik over tingene, så de kan leve med og forestille sig, hvad der kan ske. Det er ikke nok bare at forvirre folk med røg og eksplosioner.
Jeg ser den stil som en uigennemtænkt inspiration fra computerspil og first person shooter-genrens tilsvarende kaos. Men det virker slet ikke på samme måde, når man ikke sidder og styrer spillet selv. Det bliver bare til uinspireret, repetitiv action, som i øvrigt ikke bliver hjulpet af, at computeranimationerne heller ikke er for overbevisende. Der ser ellers ud til at være lagt noget omtanke i rumvæsenerne og deres teknologi, men også det drukner i bulder og brag.
Jeg ved ikke, hvad der har fået en dygtig karakterskuespiller som Aaron Eckhart til at stille op til hovedrollen her, men selv hans pondus kan ikke give liv til marinerne som mennesker. De bliver etableret cirka så klichéagtigt, som det kan lade sig gøre, og så glemmer filmen ellers alt om at samle bare nogle af de tråde op ... til fordel for flere eksplosioner. "Battle: Los Angeles" er faktisk så klichéplaget, at den endda også har Michelle Rodriguez som den seje kvindelige soldat - men den er virkelig ikke interessant for andre end folk, som i forvejen har en fetich for U.S. Marine Corps.
Det er sådan cirka essensen af "Battle: Los Angeles", som går lige på og hårdt med alien-invasion i stor skala fra første minut. Rumvæsenerne dumper ned i vandet ud for verdens storbyer, og så går de ellers i gang med at slå ihjel og sprænge ting i luften. Også i Los Angeles, hvor filmens heltemodige marinere bliver sendt ind for at redde de sidste civilister ud, inden luftvåbenet bomber byen flad. Fik jeg nævnt, at heltene naturligvis er til fods? Og at de da lige kan smadre fjendens hovedkvarter, nu de alligevel er i nabolaget?
"Battle: Los Angeles" lægger sig tungt i samme kategori som "Independence Day" og andre krigsfilm om alien-invasioner. Bortset fra, at den her altså også føles som 116 minutters reklame for det amerikanske marinekorps. Men det er faktisk ikke engang der, at filmen går galt, for jeg kan egentlig godt se ideen i at bringe det tema ned i ren nærkamp. "Battle: Los Angeles" går derimod galt i byen, ved at krigen aldrig rigtig bliver spændende.
For det første er de her marines så selvopofrende og effektive, at det bliver ganske latterligt i længden. Men derudover lider filmen stort under, at iscenesættelsen i gadeniveau er totalt forvirrende. Der bliver skudt til højre og venstre af fjender, man halvdelen af gangene ikke ser. Og selv om det sikkert er sådan at være i krig, misser instruktør Jonathan Liebesman derved en væsentlig pointe omkring spændingsopbygning i film: Tilskuerne skal have et vist overblik over tingene, så de kan leve med og forestille sig, hvad der kan ske. Det er ikke nok bare at forvirre folk med røg og eksplosioner.
Jeg ser den stil som en uigennemtænkt inspiration fra computerspil og first person shooter-genrens tilsvarende kaos. Men det virker slet ikke på samme måde, når man ikke sidder og styrer spillet selv. Det bliver bare til uinspireret, repetitiv action, som i øvrigt ikke bliver hjulpet af, at computeranimationerne heller ikke er for overbevisende. Der ser ellers ud til at være lagt noget omtanke i rumvæsenerne og deres teknologi, men også det drukner i bulder og brag.
Jeg ved ikke, hvad der har fået en dygtig karakterskuespiller som Aaron Eckhart til at stille op til hovedrollen her, men selv hans pondus kan ikke give liv til marinerne som mennesker. De bliver etableret cirka så klichéagtigt, som det kan lade sig gøre, og så glemmer filmen ellers alt om at samle bare nogle af de tråde op ... til fordel for flere eksplosioner. "Battle: Los Angeles" er faktisk så klichéplaget, at den endda også har Michelle Rodriguez som den seje kvindelige soldat - men den er virkelig ikke interessant for andre end folk, som i forvejen har en fetich for U.S. Marine Corps.
12/04-2011
