Snyder kan lave billeder og action, men ikke skrive historier
3.0
Zack Snyder har med "300" og "Watchmen" vist, at han er imponerende dygtig til at visualisere andres historier på det store lærred. Med "Sucker Punch" har han for første gang selv skrevet forlægget til en film. Den handler om en ung kvinde, der bliver spærret inde på et sindssygehospital af sin onde stedfar, som også bestikker sig til, at hun skal have det hvide snit. Hun har kun få dage til at flygte og rekrutterer en håndfuld andre patienter til at hjælpe sig.
Det virkelig originale i "Sucker Punch" er så, at den stort set ikke foregår på hospitalet. Hele flugtplanen visualiseres i en dobbeltlaget drømmeverden, hvor heltinderne er cabaretpiger og ludere, der vil flygte fra deres bordel, og den historie får så igen et ekstra lag af overdrevne actionscener ovenpå. Det er et lidt "Inception"-agtigt setup, men i modsætning til Nolans komplekse konstruktion er man i "Sucker Punch" aldrig i tvivl om, hvordan lagene relaterer sig til hinanden.
Og derfor ender "Sucker Punch" så også med at være en gang ekstrem teknisk lir. Snyder laver som altid vanvittigt flotte billeder og klipper effektivt med musik og effekter i imponerende actionscener. Men actionscenerne bliver altså kun etableret som en undskyldning oven på hovedhistorien, og netop fordi de er rene fantasiscener, er de heller ikke rigtig spændende. Når der er frit valg på alle hylder blandt zeppelinere, clockwork nazis, orker, drager, samuraier, og hvad har vi, ophæver man jo alle regler for, hvad man som seer kan forvente. Og så kan man bare læne sig tilbage i sædet og sige nå, nu kom der søreme en kæmpesamurai med en railgun. Men flot er det, og "Sucker Punch" har også et spændende soundtrack af larmende remixet actionmusik fra så forskellige kilder som Eurythmics, Björk, Jefferson Airplane, Queen, Iggy Pop og The Beatles.
Nedenunder alt det tekniske lir er historien bare ikke stærk nok. Den oplagte sammenligning er altså "Inception", men "Sucker Punch" har ikke tilnærmelsesvis samme elegance. Plottet bygger formentlig på nogle tanker om fri vilje og fantasiens magt, og man hepper troskyldigt på heltinderne, når de kæmper mod de onde udnyttere. Med det in mente er det så bare lidt bizart, at filmen som helhed virker som én stor undskyldning for at få nogle lækre unge damer til at hoppe rundt med automatvåben og katanaer i stramtsiddende, udfordrende tøj. De fem hovedroller udmærker sig derfor også mere på udseende end skuespiltalent, men jeg nåede dog at bemærke, at Vanessa Hudgens ikke nødvendigvis har talent til mere end at være den søde heltinde i "High School Musical".
"Sucker Punch" er lidt af et misfoster, men ingen kan tage Snyders talent for at lave billeder og action fra ham. Så hvis man skruer forventningsniveauet ned til kun at handle om visuelt og teknisk blær, leverer den alligevel knap to timers rimelig underholdning.
Det virkelig originale i "Sucker Punch" er så, at den stort set ikke foregår på hospitalet. Hele flugtplanen visualiseres i en dobbeltlaget drømmeverden, hvor heltinderne er cabaretpiger og ludere, der vil flygte fra deres bordel, og den historie får så igen et ekstra lag af overdrevne actionscener ovenpå. Det er et lidt "Inception"-agtigt setup, men i modsætning til Nolans komplekse konstruktion er man i "Sucker Punch" aldrig i tvivl om, hvordan lagene relaterer sig til hinanden.
Og derfor ender "Sucker Punch" så også med at være en gang ekstrem teknisk lir. Snyder laver som altid vanvittigt flotte billeder og klipper effektivt med musik og effekter i imponerende actionscener. Men actionscenerne bliver altså kun etableret som en undskyldning oven på hovedhistorien, og netop fordi de er rene fantasiscener, er de heller ikke rigtig spændende. Når der er frit valg på alle hylder blandt zeppelinere, clockwork nazis, orker, drager, samuraier, og hvad har vi, ophæver man jo alle regler for, hvad man som seer kan forvente. Og så kan man bare læne sig tilbage i sædet og sige nå, nu kom der søreme en kæmpesamurai med en railgun. Men flot er det, og "Sucker Punch" har også et spændende soundtrack af larmende remixet actionmusik fra så forskellige kilder som Eurythmics, Björk, Jefferson Airplane, Queen, Iggy Pop og The Beatles.
Nedenunder alt det tekniske lir er historien bare ikke stærk nok. Den oplagte sammenligning er altså "Inception", men "Sucker Punch" har ikke tilnærmelsesvis samme elegance. Plottet bygger formentlig på nogle tanker om fri vilje og fantasiens magt, og man hepper troskyldigt på heltinderne, når de kæmper mod de onde udnyttere. Med det in mente er det så bare lidt bizart, at filmen som helhed virker som én stor undskyldning for at få nogle lækre unge damer til at hoppe rundt med automatvåben og katanaer i stramtsiddende, udfordrende tøj. De fem hovedroller udmærker sig derfor også mere på udseende end skuespiltalent, men jeg nåede dog at bemærke, at Vanessa Hudgens ikke nødvendigvis har talent til mere end at være den søde heltinde i "High School Musical".
"Sucker Punch" er lidt af et misfoster, men ingen kan tage Snyders talent for at lave billeder og action fra ham. Så hvis man skruer forventningsniveauet ned til kun at handle om visuelt og teknisk blær, leverer den alligevel knap to timers rimelig underholdning.
12/04-2011
