Vedkommende famlen efter mening
4.0
Et midaldrende ægtepar fra Indiana har fuldstændig mistet gnisten og livslysten, efter deres datter døde i en trafikulykke. Men da manden er til konference i New Orleans og møder en 16-årig luder, som ligner datteren lidt, beslutter han sig for at blive og hjælpe hende. Og hans opringning med beskeden om, at han ikke kommer hjem lige foreløbig, fremprovokerer omsider også en reaktion fra hans kone.
Udgangspunktet for dette fint underspillede drama er set flere gange før i de senere år: Forældre, der sørger over et barns død. "Welcome to the Rileys" handler dog ikke så meget om at tackle sorg, men mere generelt om at finde mening i tilværelsen, udspillet gennem de tre hovedpersoner, der famler rundt på hver sin måde. Det er en art feelgood-historie, men af den type, hvor ikke alt går op i en lykkelig helhed til sidst. Det ville næsten også have været for meget i en historie, hvor en 16-årig prostituerer sig i The French Quarter. I stedet er pointen nærmere, at det er forsøget og ønsket om at gøre en positiv forskel, som er det vigtige - og som gør det muligt for hovedpersonerne at bevæge sig fremad igen.
"Welcome to the Rileys" er en sympatisk, observant film, der er vedkommende uden at være naiv og også har en god gråsort humor. Den er godt skruet sammen af instruktør Jake Scott - søn af Ridley - der først og fremmest får fantastisk skuespil ud af alle tre hovedroller.
Som den søgende mand er James Gandolfini enormt troværdig, bl.a. fordi han bruger sin store fysiske udstråling effektivt, men på en helt anden måde end i fx "Sopranos". Her bliver Gandolfini til en mand, der tydeligt har det bedst med at bruge hænderne, men står tøvende tilbage, når det ikke er nok. Som hans kone er Melissa Leo endnu en gang fantastisk præcis i en rolle, der virkelig skifter stil undervejs. Og endelig understreger Kristen Stewart som teenageluderen, at hun er ét af øjeblikkets største Hollywood-talenter. Stewart kan i hvert fald langt mere, end hun får lov til at vise i "Twilight"-filmene - her overbeviser hun som en oprørsk, fandenivoldsk type, der minder lidt om hendes Joan Jett i "The Runaways". Bare med en makeup, som faktisk får hende til at se troværdigt brugt ud.
"Welcome to the Rileys" er især skuespillernes film, men jeg kunne også rigtig godt lide dens afdæmpede stil, der undgår at overdramatisere og råbe højt, men i stedet fokuserer på spillet mellem personerne. Der har Jake Scott et helt andet udtryk end både far Ridley og onkel Tony, og her giver det fire store stjerner fra mig.
Udgangspunktet for dette fint underspillede drama er set flere gange før i de senere år: Forældre, der sørger over et barns død. "Welcome to the Rileys" handler dog ikke så meget om at tackle sorg, men mere generelt om at finde mening i tilværelsen, udspillet gennem de tre hovedpersoner, der famler rundt på hver sin måde. Det er en art feelgood-historie, men af den type, hvor ikke alt går op i en lykkelig helhed til sidst. Det ville næsten også have været for meget i en historie, hvor en 16-årig prostituerer sig i The French Quarter. I stedet er pointen nærmere, at det er forsøget og ønsket om at gøre en positiv forskel, som er det vigtige - og som gør det muligt for hovedpersonerne at bevæge sig fremad igen.
"Welcome to the Rileys" er en sympatisk, observant film, der er vedkommende uden at være naiv og også har en god gråsort humor. Den er godt skruet sammen af instruktør Jake Scott - søn af Ridley - der først og fremmest får fantastisk skuespil ud af alle tre hovedroller.
Som den søgende mand er James Gandolfini enormt troværdig, bl.a. fordi han bruger sin store fysiske udstråling effektivt, men på en helt anden måde end i fx "Sopranos". Her bliver Gandolfini til en mand, der tydeligt har det bedst med at bruge hænderne, men står tøvende tilbage, når det ikke er nok. Som hans kone er Melissa Leo endnu en gang fantastisk præcis i en rolle, der virkelig skifter stil undervejs. Og endelig understreger Kristen Stewart som teenageluderen, at hun er ét af øjeblikkets største Hollywood-talenter. Stewart kan i hvert fald langt mere, end hun får lov til at vise i "Twilight"-filmene - her overbeviser hun som en oprørsk, fandenivoldsk type, der minder lidt om hendes Joan Jett i "The Runaways". Bare med en makeup, som faktisk får hende til at se troværdigt brugt ud.
"Welcome to the Rileys" er især skuespillernes film, men jeg kunne også rigtig godt lide dens afdæmpede stil, der undgår at overdramatisere og råbe højt, men i stedet fokuserer på spillet mellem personerne. Der har Jake Scott et helt andet udtryk end både far Ridley og onkel Tony, og her giver det fire store stjerner fra mig.
13/04-2011
