Passende gammeldags gangsterdrama
4.0
Stilfuld filmatisering af Graham Greenes roman, hvor handlingen her er flyttet fra midten af 30'erne til midten af 60'erne. Derudover er det Greenes klassiske historie om en ung gangster fra Brighton. Han myrder et medlem af en anden bande, og forsøget på at slette sporene fører til, at en ung servitrice falder hovedkuls for hovedpersonen - uden at indse, at han er en morder, som hendes viden kan fælde.
"Brighton Rock" er både en kynisk gangsterhistorie og melodrama med store armbevægelser. Forbryderne har kun få sympatiske træk, og servitricen er gennemført naiv i sin tro på kærligheden. Og alligevel bliver der bygget effektivt op til en finale, hvor valget mellem godt og ondt er klart til stede. Det er en historie, som i sit underliggende tema om synd og frelse er tydeligt mærket af Greenes katolske baggrund.
Med den slags temaer kan filmen ikke undgå at føles lidt gammeldags, men det lykkes for forfatter-instruktør Rowan Joffe at få den til at blive gammeldags på en god måde. "Brighton Rock" er som nævnt et melodrama, stilistisk godt underbygget af en farvemættet billedstil og med en fin kulisse i badebyen Brighton, hvor feriegæsterne ikke aner, hvad der foregår af skumle ting i baggyderne. Og hvor 60'erne med konflikten mellem mods og rockers er en god opdateret setting.
Meget af filmens slagkraft er koncentreret i Sam Rileys glimrende spil som den psykopatiske unge gangster. Riley brød igennem som Joy Divisions Ian Curtis i "Control", og denne rolle understreger blot, at han er én af øjeblikkets mest talentfulde ung engelske skuespillere. Andrea Riseborough er klart blegere som servitricen, men hun har så også en passiv kvinderolle af den type, man ikke rigtig skriver længere. Til gengæld er Helen Mirren stærk som hendes arbejdsgiver, der beslutter sig for at redde hende. Og filmen har fine mindre biroller til Andy Serkis, Sean Harris og Philip Davis som andre gangstere.
Denne version af "Brighton Rock" er altså lavet i oldschool-stil, men gennemført iscenesat fra Joffes hånd. Resultatet er et solidt gangsterdrama, som i udtryksform og stil tydeligt respekterer, at forlægget er fra 1938.
"Brighton Rock" er både en kynisk gangsterhistorie og melodrama med store armbevægelser. Forbryderne har kun få sympatiske træk, og servitricen er gennemført naiv i sin tro på kærligheden. Og alligevel bliver der bygget effektivt op til en finale, hvor valget mellem godt og ondt er klart til stede. Det er en historie, som i sit underliggende tema om synd og frelse er tydeligt mærket af Greenes katolske baggrund.
Med den slags temaer kan filmen ikke undgå at føles lidt gammeldags, men det lykkes for forfatter-instruktør Rowan Joffe at få den til at blive gammeldags på en god måde. "Brighton Rock" er som nævnt et melodrama, stilistisk godt underbygget af en farvemættet billedstil og med en fin kulisse i badebyen Brighton, hvor feriegæsterne ikke aner, hvad der foregår af skumle ting i baggyderne. Og hvor 60'erne med konflikten mellem mods og rockers er en god opdateret setting.
Meget af filmens slagkraft er koncentreret i Sam Rileys glimrende spil som den psykopatiske unge gangster. Riley brød igennem som Joy Divisions Ian Curtis i "Control", og denne rolle understreger blot, at han er én af øjeblikkets mest talentfulde ung engelske skuespillere. Andrea Riseborough er klart blegere som servitricen, men hun har så også en passiv kvinderolle af den type, man ikke rigtig skriver længere. Til gengæld er Helen Mirren stærk som hendes arbejdsgiver, der beslutter sig for at redde hende. Og filmen har fine mindre biroller til Andy Serkis, Sean Harris og Philip Davis som andre gangstere.
Denne version af "Brighton Rock" er altså lavet i oldschool-stil, men gennemført iscenesat fra Joffes hånd. Resultatet er et solidt gangsterdrama, som i udtryksform og stil tydeligt respekterer, at forlægget er fra 1938.
16/05-2011
