Nå?
2.0
Den fjerde Pirates-film tager omsider konsekvensen og gør Jack Sparrow til den ubestridte hovedperson. Nu på jagt efter ungdommens kilde i konkurrence med både den gammelkendte Barbossa og den frygtede Blackbeard, hvis fyrige datter også kommer til at spille en stor rolle.
Og hvorfor vil Jack Sparrow så finde ungdommens kilde? Se, det får vi aldrig rigtig forklaret, men det er nok, fordi det er sejt og et stort eventyr. Eller noget i den stil. Plottet i "On Stranger Tides" består nemlig mestendels af adventure- og piratklicheer, der fungerer som undskyldning for at buldre af sted, uden at man rigtig bliver overrasket over noget.
Instruktør Rob Marshall moser nemlig bare derudad i en film, hvis ambitionsniveau kun synes at være at give fansene endnu en omgang af det, de elskede i forgængerne. Jeg har efterhånden konkluderet, at jeg generelt ikke bryder mig om Marshalls stil - han er simpelt hen for tung og bombastisk til mig. Så jeg savnede virkelig noget af den lethed og galskab, som Gore Verbinskis skævere hjerne tilførte de tidligere afsnit. Marshall nøjes bare med følge formlerne, mens han blæser Hans Zimmers dundrende soundtrack så højt ind i ørerne på én, at man ikke kan være i tvivl om, at man ser en adventurefilm. Hør selv! Adventuremusik!
Selv Johnny Depp virker som en kopi af sig selv, for vi har jo altså nogle gange tidligere set fagterne og fuldemandsgangen og hørt de mumlende-skæve replikker, og Kaptajn Jack udvikler sig ikke en centimeter. Og selv om Penélope Cruz virkelig gør en indsats som Blackbeards datter, er hendes rolle så klichéfyldt, at det heller ikke rigtig batter på noget.
"On Stranger Tides" har kun ét virkelig interessant indslag, nemlig dens i filmsammenhæng originale vinkel på havfruer. Derudover er den desværre kun en gang Hollywood-blockbuster på autopilot, som hverken fremkaldte spænding eller smil i nævneværdig grad hos mig.
Og hvorfor vil Jack Sparrow så finde ungdommens kilde? Se, det får vi aldrig rigtig forklaret, men det er nok, fordi det er sejt og et stort eventyr. Eller noget i den stil. Plottet i "On Stranger Tides" består nemlig mestendels af adventure- og piratklicheer, der fungerer som undskyldning for at buldre af sted, uden at man rigtig bliver overrasket over noget.
Instruktør Rob Marshall moser nemlig bare derudad i en film, hvis ambitionsniveau kun synes at være at give fansene endnu en omgang af det, de elskede i forgængerne. Jeg har efterhånden konkluderet, at jeg generelt ikke bryder mig om Marshalls stil - han er simpelt hen for tung og bombastisk til mig. Så jeg savnede virkelig noget af den lethed og galskab, som Gore Verbinskis skævere hjerne tilførte de tidligere afsnit. Marshall nøjes bare med følge formlerne, mens han blæser Hans Zimmers dundrende soundtrack så højt ind i ørerne på én, at man ikke kan være i tvivl om, at man ser en adventurefilm. Hør selv! Adventuremusik!
Selv Johnny Depp virker som en kopi af sig selv, for vi har jo altså nogle gange tidligere set fagterne og fuldemandsgangen og hørt de mumlende-skæve replikker, og Kaptajn Jack udvikler sig ikke en centimeter. Og selv om Penélope Cruz virkelig gør en indsats som Blackbeards datter, er hendes rolle så klichéfyldt, at det heller ikke rigtig batter på noget.
"On Stranger Tides" har kun ét virkelig interessant indslag, nemlig dens i filmsammenhæng originale vinkel på havfruer. Derudover er den desværre kun en gang Hollywood-blockbuster på autopilot, som hverken fremkaldte spænding eller smil i nævneværdig grad hos mig.
25/05-2011
