That strange feeling we sometimes get ...
3.0
I 2009 scorede Todd Phillips årets overraskende komediehit med "The Hangover", og succesen var stor nok, til at Phillips nu har lavet en toer. Efter samme formel: Tandlægen Stu er åbenbart sluppet af med Heather Graham siden etteren og skal nu giftes med en pige af thailandsk baggrund. Derfor skal brylluppet finde sted i Thailand, og en hyggelig øl på stranden fører til, at vennerne vågner op på et snusket hotelværelse i Bangkok. Igen med totalt blackout, mens brudens 16-årige bror er forsvundet.
"The Hangover Part II" er en så direkte kopi af etteren, at manuskriptforfatterne burde blive trukket i løn for dovenskab. Udgangspunktet er fuldstændig det samme, og stort set samtlige velfungerende jokes fra etteren bliver skamløst gentaget, blot i thailandsk forklædning. Bangkoks natteliv giver så en lidt mere farlig stemning i filmen, men desværre er historien også meget slappere denne gang. Den første film imponerede netop med en enormt tight idé i sin bagvendte detektivhistorie, men toerens bagudtrawling af nattens begivenheder er ikke nær så godt konstrueret. Og de nye elementer, der trods alt er, virker ikke specielt godt - især ikke et par virkelig malplacerede musikalske indslag.
Til gengæld bliver den gennemgående deja-vu-oplevelse for både karakterer og filmpublikum en pointe i sig selv, som fungerer overraskende godt. Og "The Hangover Part II" er stadig så selvsikkert og energisk udført, at man bliver revet med og underholdt på jævnt o.k. niveau. Det skyldes ikke mindst et par fine komiske præstationer: Zach Galifianakis gentager stilsikkert sin gennembrudsrolle som den socialt handicappede, men bizart elskelige Alan. Og Ed Helms er rigtig god som tandlægen, der går amok, når han har chancen.
Det burde være et dødsdømt projekt at kopiere sig selv så skamløst, men jeg morede mig faktisk ganske udmærket. Overraskende godt i betragtning af, at jeg havde set det hele før. Men når det er sagt: Overvej alligevel, om du ikke bare skal se etteren igen. Det er en meget bedre og sjovere film.
"The Hangover Part II" er en så direkte kopi af etteren, at manuskriptforfatterne burde blive trukket i løn for dovenskab. Udgangspunktet er fuldstændig det samme, og stort set samtlige velfungerende jokes fra etteren bliver skamløst gentaget, blot i thailandsk forklædning. Bangkoks natteliv giver så en lidt mere farlig stemning i filmen, men desværre er historien også meget slappere denne gang. Den første film imponerede netop med en enormt tight idé i sin bagvendte detektivhistorie, men toerens bagudtrawling af nattens begivenheder er ikke nær så godt konstrueret. Og de nye elementer, der trods alt er, virker ikke specielt godt - især ikke et par virkelig malplacerede musikalske indslag.
Til gengæld bliver den gennemgående deja-vu-oplevelse for både karakterer og filmpublikum en pointe i sig selv, som fungerer overraskende godt. Og "The Hangover Part II" er stadig så selvsikkert og energisk udført, at man bliver revet med og underholdt på jævnt o.k. niveau. Det skyldes ikke mindst et par fine komiske præstationer: Zach Galifianakis gentager stilsikkert sin gennembrudsrolle som den socialt handicappede, men bizart elskelige Alan. Og Ed Helms er rigtig god som tandlægen, der går amok, når han har chancen.
Det burde være et dødsdømt projekt at kopiere sig selv så skamløst, men jeg morede mig faktisk ganske udmærket. Overraskende godt i betragtning af, at jeg havde set det hele før. Men når det er sagt: Overvej alligevel, om du ikke bare skal se etteren igen. Det er en meget bedre og sjovere film.
02/06-2011
