En skuffende blandet landhandel
3.0
X-Men får et reboot på film med denne prequel, der fortæller om gruppens start i 1962. Anledningen er Cubakrisen, som viser sig at skyldes et hemmeligt selskab af mutanter, der vil tage verdensherredømmet gennem atomkrig. For at stoppe dem samler de to mænd, der senere bliver kendt som Professor X og Magneto, i samarbejde med CIA deres egen gruppe - og lægger dermed grunden til X-Men.
"First Class" er en fuldstændig fri genskrivning af X-Mens oprindelse. Filmens plot har intet med de første tegneserier at gøre, men fokuserer i stedet på venskabet og den efterfølgende splittelse mellem Professor X og Magneto. Som vi jo allerede har set som de absolutte ledere af henholdsvis verdens gode og onde mutanter i de tidligere film. Det er fint tænkt, ideen med at koble X-Mens oprindelse til Cubakrisen fungerer godt, og filmen får også effektivt etableret det gennemgående X-Men-tema om konflikt mellem mennesker og mutanter.
Til gengæld synes jeg - som gammel X-Men-fan - at filmen går et skridt for langt med skurkene. Det er nemlig én af X-Mens største og mest luskede modstandere, The Hellfire Club, som her er blevet til et hemmeligt selskab med trang til atomkrig. Det er meget langt fra tegneseriens Hellfire Club, og det er særligt gået ud over selskabets leder, Sebastian Shaw, som er blevet forvandlet fra en intelligent manipulator til en klichéagtig megalomanisk psykopat.
Omskrivningen af Hellfire Club og Shaw er en del af instruktør Matthew Vaughns forsøg på at lægge sig op ad 60'ernes agentfilmstil a la James Bond. Jeg kan egentlig godt se, hvorfor Vaughn & co. har fået den idé, for det passer selvfølgelig til den epoke, som X-Men blev skabt i. Men det spiller bare ikke rigtig. Spionstilen passer simpelt hen ikke sammen med superhelte og -skurke med flamboyante kræfter, og på den måde sætter filmen sig mellem to stole. På den ene side en spionfilmstil, som kommer til at virke kikset - og på den anden side en superheltestil, som bliver lidt for meget super-sæbeopera.
Matthew Vaughns to forrige film var de fremragende "Stardust" og "Kick-Ass", som begge viste, at han kan holde tungen lige i munden og fortælle en stram historie, selv om der er mange bolde i luften. Det kikser han desværre med her, fordi historien gaber over lidt for mange tråde og samtidig skal introducere en masse nye mutanter. Konsekvensen er, at handlingen halser derudad i hastige jumpcuts, mens kun få af personerne får en smule dybde. Og meget sigende er der ikke engang tid til ordentlige actionscener før til allersidst - men det afsluttende showdown er så også flot lavet.
Derudover lider "First Class" af svingende kvalitet i castingen. Michael Fassbender er rigtig godt valgt som den unge Magneto - han formår virkelig at komme rundt om karakteren og pege frem mod Ian McKellens ældre version. Stortalentet Jennifer Lawrence gør det også godt i en overraskende casting som Mystique - hun stjæler stort set billedet i alle sine scener. Og Nicholas Hoult er god som en ung, nørdet version af Beast. Men over for dem er James McAvoy lidt for friskfyrsagtig og glat som den unge Professor X, mens Kevin Bacon er en udmærket evil mastermind, men altså bare slet ikke den Sebastian Shaw, man kender fra tegneserierne. Og January Jones kikser totalt som Emma Frost - hvordan hun kan få lov til at spille én af X-Men-universets største femmes fatales så blodfattigt, forstår jeg ikke.
Som det fremgår, synes jeg, at "X-Men: First Class" er en meget blandet landhandel. Der er absolut gode ting i filmen, men der er også nogle af de overordnede ideer, som kikser totalt, og jeg savner en rød tråd i, hvad filmen vil, både stil- og indholdsmæssigt. Den kan godt lige gå an som letbenet superhelteunderholdning, men jeg havde forventet mig mere, når man lagde ét af mainstream-superheltegenrens mest udbyggede og intelligente universer i hænderne på en så dygtig mand som Matthew Vaughn.
"First Class" er en fuldstændig fri genskrivning af X-Mens oprindelse. Filmens plot har intet med de første tegneserier at gøre, men fokuserer i stedet på venskabet og den efterfølgende splittelse mellem Professor X og Magneto. Som vi jo allerede har set som de absolutte ledere af henholdsvis verdens gode og onde mutanter i de tidligere film. Det er fint tænkt, ideen med at koble X-Mens oprindelse til Cubakrisen fungerer godt, og filmen får også effektivt etableret det gennemgående X-Men-tema om konflikt mellem mennesker og mutanter.
Til gengæld synes jeg - som gammel X-Men-fan - at filmen går et skridt for langt med skurkene. Det er nemlig én af X-Mens største og mest luskede modstandere, The Hellfire Club, som her er blevet til et hemmeligt selskab med trang til atomkrig. Det er meget langt fra tegneseriens Hellfire Club, og det er særligt gået ud over selskabets leder, Sebastian Shaw, som er blevet forvandlet fra en intelligent manipulator til en klichéagtig megalomanisk psykopat.
Omskrivningen af Hellfire Club og Shaw er en del af instruktør Matthew Vaughns forsøg på at lægge sig op ad 60'ernes agentfilmstil a la James Bond. Jeg kan egentlig godt se, hvorfor Vaughn & co. har fået den idé, for det passer selvfølgelig til den epoke, som X-Men blev skabt i. Men det spiller bare ikke rigtig. Spionstilen passer simpelt hen ikke sammen med superhelte og -skurke med flamboyante kræfter, og på den måde sætter filmen sig mellem to stole. På den ene side en spionfilmstil, som kommer til at virke kikset - og på den anden side en superheltestil, som bliver lidt for meget super-sæbeopera.
Matthew Vaughns to forrige film var de fremragende "Stardust" og "Kick-Ass", som begge viste, at han kan holde tungen lige i munden og fortælle en stram historie, selv om der er mange bolde i luften. Det kikser han desværre med her, fordi historien gaber over lidt for mange tråde og samtidig skal introducere en masse nye mutanter. Konsekvensen er, at handlingen halser derudad i hastige jumpcuts, mens kun få af personerne får en smule dybde. Og meget sigende er der ikke engang tid til ordentlige actionscener før til allersidst - men det afsluttende showdown er så også flot lavet.
Derudover lider "First Class" af svingende kvalitet i castingen. Michael Fassbender er rigtig godt valgt som den unge Magneto - han formår virkelig at komme rundt om karakteren og pege frem mod Ian McKellens ældre version. Stortalentet Jennifer Lawrence gør det også godt i en overraskende casting som Mystique - hun stjæler stort set billedet i alle sine scener. Og Nicholas Hoult er god som en ung, nørdet version af Beast. Men over for dem er James McAvoy lidt for friskfyrsagtig og glat som den unge Professor X, mens Kevin Bacon er en udmærket evil mastermind, men altså bare slet ikke den Sebastian Shaw, man kender fra tegneserierne. Og January Jones kikser totalt som Emma Frost - hvordan hun kan få lov til at spille én af X-Men-universets største femmes fatales så blodfattigt, forstår jeg ikke.
Som det fremgår, synes jeg, at "X-Men: First Class" er en meget blandet landhandel. Der er absolut gode ting i filmen, men der er også nogle af de overordnede ideer, som kikser totalt, og jeg savner en rød tråd i, hvad filmen vil, både stil- og indholdsmæssigt. Den kan godt lige gå an som letbenet superhelteunderholdning, men jeg havde forventet mig mere, når man lagde ét af mainstream-superheltegenrens mest udbyggede og intelligente universer i hænderne på en så dygtig mand som Matthew Vaughn.
05/06-2011
