Solidt gys med tungen lige i munden
4.0
Filmselskabet koketterer med, at Insidious er skabt i fællesskab af folkene bag henholdsvis Saw- og Paranormal Activity-serierne, men det skal man ikke lade sig skræmme af. Hvis man som denne anmelder mener, at disse frygteligt populære titler er intet mere end elendige spekulationsprodukter, kan man roligt indløse billet til Insidious, der placerer sig som et af de mest solide amerikanske gys i mange år. Hvor Saw-serien oven på en original begyndelse efterhånden udartede i stadig mere grotesk torturporno og de indtil videre to Paranormal Activity-film profiterede maksimalt på en simpel idé og billig produktion, hører Insidious til i en helt anden boldgade. Her er nemlig tale om en frydefuldt skræmmende oplevelse af den gamle gyserskole!
Udgangspunktet for historien ligner utallige andre gyserfilm til forveksling: en familie flytter til et stort skrummel af et nyt hus og mærkelige hændelser begynder at ske. Døre smækker i eller åbner helt af sig selv. Der kommer uforklarlige lyde fra loftet. Et af familiens børn begynder at opføre sig underligt. Og så videre og så videre. Vi kender turen. Hjemsøgte huse er således en hjørnesten i genren, men som del af en indforstået leg med publikums forventninger imødegår folkene bag Insidious allerede dette motiv på plakaten, der oplyser os om, at ”Det er ikke huset, der er besat.” Der går da heller ikke længe, før familien i Insidious (titlen kan i denne sammenhæng bedst oversættes til noget i retning af med ondt i sinde) rykker videre til næste hus i den tro, at fraflytningen vil sætte en stopper for spøgeriet. Men aben flytter med, som man siger…
Insidious er ikke en film, der på nogen måde interesserer sig for at revolutionere genren. Instruktør James Wan og manusforfatter Leigh Whannel forsøger tydeligvis at holde tungen lige i munden imellem ønsket om at hylde deres egne favoritgys med så mange indlagte referencer som overhovedet muligt over for ambitionen om at skabe en film, der i sig selv er uhyggelig og kan stå distancen. Selvom Insidious unægtelig skylder en meget stor tak til klassikere som Poltergeist og Eksorcisten, lykkes balancegangen alt i alt forbløffende fint. Dette skyldes ikke mindst, at filmen er kompetent tænkt og lavet på alle ledder og kanter. Billede, lyd og effekter er særdeles overbevisende. Ikke mindst bør Joseph Bisharas titel- og underlægningsmusik, der sender ærbødige hilsner til de dæmoniske toner i italieneren Dario Argentos 70’er-gysere, fremhæves for sit bidrag til den urovækkende stemning. Bishara har i øvrigt også en central rolle i filmen som et Darth Maul-lignende væsen.
Hollywood spytter gysere (særligt genindspilninger) ud på samlebånd i disse år, men der er uendelig langt mellem de mindeværdige af slagsen. Insidious er absolut blandt de bedre tilbud, selvom den efter min mening ikke når helt op på siden af de senere års to mest virkningsfulde amerikanske gysere, The Strangers (2008) og The House of the Devil (2009); dertil hviler den trods alt for tungt på skuldrene af sine forbilleder. Garvede fans af genren vil næppe blive overrasket over handlingens løbende krumspring, men Insidious er ikke desto mindre en stærkt underholdende og effektiv sag, der bør ses af alle med hang til gedigen uhygge i biografmørket.
http://alverden.wordpress.com/2011/06/09/insidious-solidt-gys-med-tungen-lige-i-munden/
Udgangspunktet for historien ligner utallige andre gyserfilm til forveksling: en familie flytter til et stort skrummel af et nyt hus og mærkelige hændelser begynder at ske. Døre smækker i eller åbner helt af sig selv. Der kommer uforklarlige lyde fra loftet. Et af familiens børn begynder at opføre sig underligt. Og så videre og så videre. Vi kender turen. Hjemsøgte huse er således en hjørnesten i genren, men som del af en indforstået leg med publikums forventninger imødegår folkene bag Insidious allerede dette motiv på plakaten, der oplyser os om, at ”Det er ikke huset, der er besat.” Der går da heller ikke længe, før familien i Insidious (titlen kan i denne sammenhæng bedst oversættes til noget i retning af med ondt i sinde) rykker videre til næste hus i den tro, at fraflytningen vil sætte en stopper for spøgeriet. Men aben flytter med, som man siger…
Insidious er ikke en film, der på nogen måde interesserer sig for at revolutionere genren. Instruktør James Wan og manusforfatter Leigh Whannel forsøger tydeligvis at holde tungen lige i munden imellem ønsket om at hylde deres egne favoritgys med så mange indlagte referencer som overhovedet muligt over for ambitionen om at skabe en film, der i sig selv er uhyggelig og kan stå distancen. Selvom Insidious unægtelig skylder en meget stor tak til klassikere som Poltergeist og Eksorcisten, lykkes balancegangen alt i alt forbløffende fint. Dette skyldes ikke mindst, at filmen er kompetent tænkt og lavet på alle ledder og kanter. Billede, lyd og effekter er særdeles overbevisende. Ikke mindst bør Joseph Bisharas titel- og underlægningsmusik, der sender ærbødige hilsner til de dæmoniske toner i italieneren Dario Argentos 70’er-gysere, fremhæves for sit bidrag til den urovækkende stemning. Bishara har i øvrigt også en central rolle i filmen som et Darth Maul-lignende væsen.
Hollywood spytter gysere (særligt genindspilninger) ud på samlebånd i disse år, men der er uendelig langt mellem de mindeværdige af slagsen. Insidious er absolut blandt de bedre tilbud, selvom den efter min mening ikke når helt op på siden af de senere års to mest virkningsfulde amerikanske gysere, The Strangers (2008) og The House of the Devil (2009); dertil hviler den trods alt for tungt på skuldrene af sine forbilleder. Garvede fans af genren vil næppe blive overrasket over handlingens løbende krumspring, men Insidious er ikke desto mindre en stærkt underholdende og effektiv sag, der bør ses af alle med hang til gedigen uhygge i biografmørket.
http://alverden.wordpress.com/2011/06/09/insidious-solidt-gys-med-tungen-lige-i-munden/
09/06-2011
