Sad Max
4.0
Efter år med egne filmprojekter og skandaler er Mel Gibson tilbage i en rolle, der minder om, at han havde masser at byde på, før han tilsyneladende besluttede sig for at forsøge at smide det væk. Hans hovedrolle i "The Beaver" kan tilmed siges at spille på Gibsons eget offentlige image, for her spiller han en succesfuld legetøjsfabrikant og familiefar, der pludselig vandrer ind i en lammende depression.
Hovedpersonen er stort set ikke i stand til at fungere - indtil han finder en bæver-hånddukke og bruger den til en slags selvstyret terapi, for når han taler gennem bæveren, er han pludselig charmerende, energisk og virkelysten igen. Men den positive udvikling har en pris, for den uhæmmede bæver-identitet begynder helt at tage magten.
Det lyder som oplægget til en absurd komedie, når man beskriver "The Beaver", der er instrueret af Jodie Foster. Og den har bestemt også bizart morsomme momenter, især i den indledende fase, hvor den småprovokerende bæver bliver etableret (med imponerende Ray Winstone-agtig stemmeføring fra Gibson). Men Foster skal have stor ros for, at hun netop ikke gør filmen til en komedie, men i stedet tør holde fast i en seriøs og mod slutningen barsk historie om en mand med meget store psykiske problemer. Kyle Killens manuskript sparker målrettet ud efter new age-teorier og selvhjælpskultur - for pointen er netop, at hovedpersonen har desperat brug for professionel hjælp og ikke blot smil og forsikringer om, at det nok skal gå alt sammen.
Hovedpersonens historie leveres virkelig stærkt, ikke mindst via fremragende spil af Gibson, der imponerende skifter mellem flere sider af rollens personlighed og har scener, hvor han overbevisende skændes med sig selv gennem hånddukken. Til gengæld virker det så en anelse påklistret, at den historie forsøges parallelliseret i hans søns problemer med at finde sin egen identitet. Sønnens forhold til skolens populære pige, der også viser sig at have en sort side, ender med at give filmen en feelgood-vibe, som lidt tager pusten ud af den kulsorte hovedhistorie. Også den del af filmen byder dog på stærkt spil af Anton Yelchin og Jennifer Lawrence, ligesom Jodie Foster selv er vanligt præcis som Gibsons kone. Det er dog først og fremmest tydeligt, at Fosters enorme skuespiltalent også lader sig oversætte til stærk personinstruktion.
Jeg havde måske skelet lidt for meget til de danske anmelderes lunkne vurderinger af filmen, men for mig var "The Beaver" en klar positiv overraskelse. Den har som nævnt nogle svagheder og er ikke helt i balance, men overordnet er det en engagerende, indsigtsfuld og tankevækkende film om depression og psykiske problemer.
Hovedpersonen er stort set ikke i stand til at fungere - indtil han finder en bæver-hånddukke og bruger den til en slags selvstyret terapi, for når han taler gennem bæveren, er han pludselig charmerende, energisk og virkelysten igen. Men den positive udvikling har en pris, for den uhæmmede bæver-identitet begynder helt at tage magten.
Det lyder som oplægget til en absurd komedie, når man beskriver "The Beaver", der er instrueret af Jodie Foster. Og den har bestemt også bizart morsomme momenter, især i den indledende fase, hvor den småprovokerende bæver bliver etableret (med imponerende Ray Winstone-agtig stemmeføring fra Gibson). Men Foster skal have stor ros for, at hun netop ikke gør filmen til en komedie, men i stedet tør holde fast i en seriøs og mod slutningen barsk historie om en mand med meget store psykiske problemer. Kyle Killens manuskript sparker målrettet ud efter new age-teorier og selvhjælpskultur - for pointen er netop, at hovedpersonen har desperat brug for professionel hjælp og ikke blot smil og forsikringer om, at det nok skal gå alt sammen.
Hovedpersonens historie leveres virkelig stærkt, ikke mindst via fremragende spil af Gibson, der imponerende skifter mellem flere sider af rollens personlighed og har scener, hvor han overbevisende skændes med sig selv gennem hånddukken. Til gengæld virker det så en anelse påklistret, at den historie forsøges parallelliseret i hans søns problemer med at finde sin egen identitet. Sønnens forhold til skolens populære pige, der også viser sig at have en sort side, ender med at give filmen en feelgood-vibe, som lidt tager pusten ud af den kulsorte hovedhistorie. Også den del af filmen byder dog på stærkt spil af Anton Yelchin og Jennifer Lawrence, ligesom Jodie Foster selv er vanligt præcis som Gibsons kone. Det er dog først og fremmest tydeligt, at Fosters enorme skuespiltalent også lader sig oversætte til stærk personinstruktion.
Jeg havde måske skelet lidt for meget til de danske anmelderes lunkne vurderinger af filmen, men for mig var "The Beaver" en klar positiv overraskelse. Den har som nævnt nogle svagheder og er ikke helt i balance, men overordnet er det en engagerende, indsigtsfuld og tankevækkende film om depression og psykiske problemer.
15/06-2011
