Spektakulært selvhøjtideligt nonsens
2.0
Det bedste, der kan siges om Priest, er, at filmen med en spilletid på 87 minutter i hvert fald ikke lider af overlængde. Det lyder måske som en ironisk bemærkning fra min side, men sådan er det nu ikke ment, for selvhøjtidelige film som denne har ofte en tendens til at se stort på begrænsningens kunst. Lige præcis på dette punkt formår Priest dog at holde sig i skindet. Det er en af den slags film, hvor man får præcis, hvad man kommer efter, men hvor man samtidig må konstatere, at det kunne og burde have været gjort så meget bedre. Priest indeholder ikke én eneste original tanke, hvilket giver sig udslag i, at dens handling er pinefuldt forudsigelig og dens replikker hørt tusinde gange før.
Det grundlæggende plot i Priest er bygget op over en velkendt skabelon, som for alvor blev etableret i John Fords klassiske western Forfølgeren fra 1956. I stedet for John Wayne mod indianere får vi her Paul Bettany, der har et regnskab at gøre op med vampyrer. Præmissen i Priest er, at mennesker og vampyrer altid har eksisteret som to racer, der bekriger hinanden og kæmper om herredømmet på jorden. På tidspunktet, hvor vi kommer ind i fortællingen, befinder verden sig i en post-apokalyptisk tilstand. Menneskene har fået overtaget takket være en hær af særligt talentfulde Præster, som imidlertid er blevet overflødige, nu da freden har indfundet sig, og derfor lever som pariaer på kanten af samfundet. Freden er selvfølgelig kun tilsyneladende. Vores navnløse helt får nys om, at hans niece er blevet kidnappet af vampyrer, men hans ønske om at blive genindsat som kriger afvises af Kirkens øverstbefalende, der ligeledes nægter at forholde sig til forlydender om, at vampyrerne genopruster i stor stil. Præsten bryder derfor med Kirken og drager ud i ødemarken for at tage sagen i egen hånd.
Priest er en af den slags film, der nok skal få sit publikum, for her er garanti for masser af kulørt tjubang og en fortælling uden svinkeærinder. Mange spørgsmål melder sig dog på banen. Hvorfor har filmselskabet holdt filmens premiere hen i mere end et år med det profitjagende formål at konvertere dens strimler til 3D, når effekten er stort set usynlig og ikke bliver brugt til noget som helst? Hvorfor ikke lave filmen som animation, når der nu er tale om en filmatisering af en sydkoreansk graphic novel og en indledende animeret sekvens faktisk vækker lyst til mere? Hvorfor ikke producere historien i dens oprindelsesland Sydkorea, hvor den elegante og nytænkende filmkunst blomstrer i disse år og et langt mere sprælsk resultat utvivlsomt ville være kommet ud af anstrengelserne?
Instruktør Scott Charles Stewart, der stod bag sidste års beslægtede Legion, som var et gigantisk kunstnerisk og kommercielt flop, synes som mange andre unge filmskabere i tiden at have computereffekter på hjernen. Priest er unægteligt en spektakulært flot og gennemført dyster film på den tekniske front (på nær et par himmelråbende skønhedsfejl her og der), men Stewart kan ikke frasige sig ansvaret for, at stort set alle andre aspekter af filmen sejler. Først og sidst burde instruktøren have bedt sin manuskriptforfatter Cory Goodman om at holde igen med klichéerne, der i samspil med det konstant brusende symfoniorkester på lydsporet er med til at give Priest en ufrivilligt morsom slagside af patos og selvhøjtidelighed.
http://alverden.wordpress.com/2011/06/16/priest-spektakulaert-selvhojtideligt-nonsens/
Det grundlæggende plot i Priest er bygget op over en velkendt skabelon, som for alvor blev etableret i John Fords klassiske western Forfølgeren fra 1956. I stedet for John Wayne mod indianere får vi her Paul Bettany, der har et regnskab at gøre op med vampyrer. Præmissen i Priest er, at mennesker og vampyrer altid har eksisteret som to racer, der bekriger hinanden og kæmper om herredømmet på jorden. På tidspunktet, hvor vi kommer ind i fortællingen, befinder verden sig i en post-apokalyptisk tilstand. Menneskene har fået overtaget takket være en hær af særligt talentfulde Præster, som imidlertid er blevet overflødige, nu da freden har indfundet sig, og derfor lever som pariaer på kanten af samfundet. Freden er selvfølgelig kun tilsyneladende. Vores navnløse helt får nys om, at hans niece er blevet kidnappet af vampyrer, men hans ønske om at blive genindsat som kriger afvises af Kirkens øverstbefalende, der ligeledes nægter at forholde sig til forlydender om, at vampyrerne genopruster i stor stil. Præsten bryder derfor med Kirken og drager ud i ødemarken for at tage sagen i egen hånd.
Priest er en af den slags film, der nok skal få sit publikum, for her er garanti for masser af kulørt tjubang og en fortælling uden svinkeærinder. Mange spørgsmål melder sig dog på banen. Hvorfor har filmselskabet holdt filmens premiere hen i mere end et år med det profitjagende formål at konvertere dens strimler til 3D, når effekten er stort set usynlig og ikke bliver brugt til noget som helst? Hvorfor ikke lave filmen som animation, når der nu er tale om en filmatisering af en sydkoreansk graphic novel og en indledende animeret sekvens faktisk vækker lyst til mere? Hvorfor ikke producere historien i dens oprindelsesland Sydkorea, hvor den elegante og nytænkende filmkunst blomstrer i disse år og et langt mere sprælsk resultat utvivlsomt ville være kommet ud af anstrengelserne?
Instruktør Scott Charles Stewart, der stod bag sidste års beslægtede Legion, som var et gigantisk kunstnerisk og kommercielt flop, synes som mange andre unge filmskabere i tiden at have computereffekter på hjernen. Priest er unægteligt en spektakulært flot og gennemført dyster film på den tekniske front (på nær et par himmelråbende skønhedsfejl her og der), men Stewart kan ikke frasige sig ansvaret for, at stort set alle andre aspekter af filmen sejler. Først og sidst burde instruktøren have bedt sin manuskriptforfatter Cory Goodman om at holde igen med klichéerne, der i samspil med det konstant brusende symfoniorkester på lydsporet er med til at give Priest en ufrivilligt morsom slagside af patos og selvhøjtidelighed.
http://alverden.wordpress.com/2011/06/16/priest-spektakulaert-selvhojtideligt-nonsens/
16/06-2011
